To procents kravet var en succes - nu kommer måske noget værre

Skrevet d. 05. Oktober 2017 i kategorien Politik

Så opgav regeringen at stritte imod opgivelsen af to procents kravet, og overalt i sundhedsvæsenet ånder man lettet op. Men gad vide om ikke lettelsen er for tidlig – der er nemlig ingen tvivl om, at et nyt krav er på vej, og måske kan det ligefrem blive endnu skrappere end det snart 20-årige krav om bestandig at løfte produktiviteten.

Det er nemlig helt tydeligt, at Folketinget ønsker at holde regionerne i en skruestik. Der er absolut ingen gaver til regionerne ved økonomiforhandlingerne. År ud og år ind er Bent Hansen gået ind til forhandlingerne med store planer, og hver eneste gang er han kommet tomhændet ud. Og netop de forhandlinger er måske meget vigtigere for arbejdsvilkårene på landets sygehuse end toprocentskravet.

Læg mærke til, hvordan Folketinget reagerede, da regionerne ville etablere en ny skrap prioriteringsinstitut. Det blev senere til Medicinrådet, og det har Folketingets sundhedspolitikere lagt i armlås – Medicinrådet skal nemlig leve op til en række principper, som kommer til at vanskeliggøre alle forestillinger om at spare vigtige lægemidler bort. 

Læg også mærke til, at en række partier rent ud sagt ønsker at nedlægge regionerne. Det er ganske vist ugennemtænkt. Intet vil være værre end et statsligt sundhedsvæsen. Se bare Norge, verdens rigeste land, og dog har de ikke taget mange nye kræftbehandlinger i brug. Forfærdeligt. Det er ikke den vej, vi skal gå. 

Læg også mærke til, at toprocentskravet højest sandsynligt er det mest succesrige bestemmelse, centralmagten nogensinde har sat i værk for at få mere for sine sundhedsbudgetter. Det har skabt uhyre produktivitetsgevinster og nedbragt ventelister.

Man kan kun opfordre til besindighed, når den succesfulde kamp mod det berygtede krav skal fejres.

På det punkt må man sige, at Lægeforeningen ikke holder sig tilbage. Formanden Andreas Rudkjøbing er ikke sen til at gribe ejerskabet til denne sejr. Han ligefrem pibler over af stolthed. Men sandheden er, at Lægeforeningen ikke, og slet ikke dens formand, har spillet nogen som helst rolle i regeringens beslutning. Man kunne tilføje, at sygeplejerskernes formand Grete Christensen, som også mener, at hun har en aktie i beslutningen, heller ikke har haft reel indflydelse.

Det har til gengæld Dansk Folkeparti. Det er presset derfra, og udsigten til pludselig at være i mindretal på spørgsmålet, der får Lars Løkke Rasmussen til at skifte mening, og både han og Finansministeriet er med garanti allerede i gang med at finde et nyt system, som kan presse regionerne til at løfte produktiviteten. Det pres vil hospitalerne aldrig slippe for - så længe, at tilliden til regionerne er så beskeden.

Regeringen lover ganske vist, at et nyt styringsregime skal udvikles i samarbejde med Danske Regioner, men højest sandsynligt savner Finansministeriet ikke idéer til den kommende styringsmodel, og allerede nu stilles der i udsigt, at den skal indeholde et incitament til at effektivisere ude på sygehusene for at få mest mulig sundhed for pengene. Den nye ordning kommer til at træde i kraft i 2019.

Derfor er det også givet, at regionerne glæder sig for tidligt. Det kan være en stakket frist. Et åndehul. Men det er nok heller ikke så ringe endda.

About the Author

Kristian Lund

Kristian Lund

Kristian Lund er redaktør på Sundhedspolitisk Tidsskrift, tidligere chefredaktør på Dagens Medicin og en af landets mest vidende debattører på sundhedsområdet.

Nyheder fra Medicinske Tidsskrifter

Hæmatologisk Tidsskrift

Diagnostisk Tidsskrift