Sundhedsvæsenet har alt for beskeden evidens for behandlingen af patienter

Skrevet d. 29. Marts 2019

Man gnider sig i øjnene. Kan det virkelig være sandt, at der ikke er evidens for broderparten af de behandlinger, som lægerne i dag tilbyder deres patienter? Men det er den umiskendelige konklusion på en videnskabelig artikel, som netop er publiceret i ansete JAMA.

Tallene er ubarmhjertige og uomtvistelige. Kun otte procent - gentager otte procent - af anbefalingerne i kliniske retningslinjer for patienter med hjertekar-udfordringer baserer sig på den højeste grad af evidens. Og derved bliver det ikke: Det gælder nemlig også for kræftområdet, og masser af andre områder.

Forklaringen er, at kun de moderne lægemidler har den nødvendige evidens bag sig. Her er det i moderne tid blevet en forudsætning for at markedsføre produkterne, at alle risici er afdækket, og at effekten er veldokumenteret. Men sådan er det ikke med stort set alle andre interventioner, f.eks. medico-udstyr eller gamle lægemidler, som sundhedsvæsenerne verden over ikke desto mindre med selvfølgelighed anvender til deres patienter.

En af de læger, som er blevet rystet over situationen, er Anders Perner, professor og overlæge på Rigshospitalets intensivafdeling.

Læs lige hvad han siger i artiklen på Sundhedspolitisk Tidsskrift:

”Det er et kæmpe problem, at vi mangler god evidens for effekten af de behandlinger, som vi tilbyder vores patienter. Dertil kommer, at det ikke er specifikt for kardiologi, at det forholder sig sådan. Inden for kræft er det således kun seks procent af behandlingerne, der underbygges af solid forskning. For intensiv medicin er det syv procent og for blodforgiftning ligeledes syv procent. Samlet set, så er det netop de sygdomme, som slår flest mennesker ihjel,” siger han.

Problemet er, at der hverken i Danmark eller i andre lande stilles krav om kliniske studier til at underbygge anvendelsen af alt det, som ikke er nye lægemidler. Det er kun lægemidlerne, som skal gennem omfattende studier – og det er så i parentes bemærket forklaringen på, at lægemidler er så afsindigt dyre. Reelt er udviklingen af, dokumentationen bag og omkostningerne til at lancere lægemidler langt, langt dyrere end produktionen af medicinen.

Den sammenhæng minder dette studie os om.

Men studiet minder os også om, at ingen andre end industrien har tilskyndelse til at investere i sådan dokumentation, og industrien tilskyndes som bekendt kun, når der er indtjeningspotentiale. Der, hvor indtjeningen er usikker, er lysten til at investere ikke-eksisterende, og det gælder eksempelvis i lægemidler til f.eks. børn, gamle og gravide. På de områder er der store huller i evidensen.

Det samme gælder for al medicinsk udstyr.

Anders Perner udtrykker det således: ”Jeg mener, at det er helt nødvendigt, at vi som samfund indfører strengere krav til evidens – også når det ikke handler om nye lægemidler, men for eksempel isenkram som robotkirurgi, karstents, kunstige hjerteklapper, blodprodukter, nye hofte- og knæproteser med mere. Vi skal kunne vise, inden den isenkram bliver taget i bred anvendelse, at det virker – eller i hvert fald, at det ikke skader, og at der ikke er en risiko for patienten.”

Den pointe forudsætter imidlertid enorme investeringer – og hidtil har der ikke været politisk efterspørgsel efter denne dokumentation. Bevares, med mellemrum dukker der skandaler op om udstyr, som ikke virker eller ligefrem skader patienterne. Det fører rutinemæssigt til stort postyr, dybdeborende journalister, vrede politikere, og ofte kan de virke handlekraftige og ivrige for at få løst disse problemer.

Men luften går hurtigt ud af vreden, indignationen - og handlekraften. Og så kommer der ingenting ud af det. På sundhedsområdet er hukommelsen ofte forbløffende kort.

Derfor sidder man tilbage med en kolossal følelse af afmagt. Hvorfor fra skal initiativet komme, og - endnu mere besværligt – hvem skal finansiere dokumentationen. Industrien? Næppe. Skatteyderne? Det tyder intet på.

Det kan lyde kynisk, men hvis der skal rejse sig et folkekrav om at få evidensen på plads, så kræver der flere lig på bordet, end hvad denne problemstilling hidtil har kunnet præstere – uden lig og opstandelse opstår der ingen politisk vilje til at gøre noget ved det.

Det er den sørgelige sandhed.

About the Author

Kristian Lund

Kristian Lund

Kristian Lund er redaktør på Sundhedspolitisk Tidsskrift, tidligere chefredaktør på Dagens Medicin og en af landets mest vidende debattører på sundhedsområdet.

Nyheder fra Medicinske Tidsskrifter

Hæmatologisk Tidsskrift

Diagnostisk Tidsskrift