Så røg Peter Gøtzsches professorat

Skrevet d. 22. juni 2020

Mon ikke virkelig mange psykiatere ånder lettet op – deres onde ånd, Peter Gøtzsche, har nemlig mistet sit professorat ved Københavns Universitet, og dermed har han mistet alle betydningsfulde poster i den anerkendte del af det internationale forskersamfund.

Han er ude af forskningsmiljøet omkring Københavns Universitet, og cochranesamfundet har kappet alle bånd til ham. Her var han ellers i lang tid en dominerende person – indtil han mistede jordforbindelsen og lagde sig ud med alle andre end sine egne disciple. 

Oplysningen om det mistede professorat kommer fra Københavns Universitet selv i forbindelse med en begæring om aktindsigt fra Sundhedspolitisk Tidsskrift. 

Svaret fra Københavns Universitet på aktindsigtsbegæringen lyder således:

”Som besvarelse på din anmodning om aktindsigt i, hvorvidt Peter Gøtzche stadig er professor ved Københavns Universitet, kan Københavns Universitet oplyse, at Peter Gøtzsche ikke længere er ansat på Københavns Universitet.”

Til gengæld afviser universitetet at oplyse, hvornår Peter Gøtzsche er fyret og omstændighederne omkring det.

Derfor har vi spurgt Peter Gøtzsche, om han kan kast lys over sagen. Det skete i en mail fra 18 maj med denne ordlyd: 

”Kære Peter, 

Københavns Universitet har efter min aktindsigtsbegæring oplyst, at du er afskediget som professor.

Kan du oplyse mig om, hvornår det skete?

Jeg kan se, at du stadig anvender professortitlen. Er det fordi du har et professorat et andet sted end i København?”

Dagen efter – 19. maj – svarer Peter Gøtzche, idet han på spørgsmålet om, hvorvidt han har et professorat i et andet land svaret således:

”Ja”. 

Peter Gøtzsche afviser altså ikke, at han er afskediget fra Københavns Universitet, til gengæld oplyser han, at han har et professorat ved et andet universitet. Han nævner dog ikke hvilket.

Til gengæld blev Peter Gøtzsches profil på Wikipedia opdateret 14. juni, altså for en uge siden. Og her omtales Peter Gøtzsche ikke længere som professor, og i gennemgangen af hans karriere nævnes det alene, at han har haft et professorat ved Københavns Universitet – og ingen andre universiteter nævnes i den forbindelse.

Søgninger på nettet afslører heller ingen andre professorater end det, han har mistet i København. Derfor synes det højest usandsynligt, at Peter Gøtzsche skulle have et andet professorat i baghånden, som ingen andre har hørt om. 

Peter Gøtzsche anvender dog fortsat i professortitlen (kan han dog også godt, selv om han ikke har et professorat) ikke mindst i forbindelse med hans nye projekt Institute for Scientific Freedom. Det blev stiftet kort efter, at Cochrane-organisationen smed ham ud. Projektet er skabt for at støtte op om kvalificeret og uafhængig forskning, og en masse navne har sagt ja til at indgå i Gøtzsches backinggruppe. Men initiativtagerne bruges bare ikke til noget, og det er typisk for Peter Gøtzsche: Han har kun brug for deres navne, men ellers kan han selv. 

Fra denne nye platform markedsfører han sine bøger, akkurat som han gjorde det direkte eller indirekte fra Cochranesamfundets danske hjemmeside. Nu gælder det hans nyeste bog, 'Mentalt overlevelseskit og udtrapning af psykofarmaka" (2020), hvor han forfølger sin livslange ambition om at miskreditere psykiaterne.

Her er hans beskrivelse af bogens indhold: ”Psykiatere og andre læger har gjort hundreder af millioner af mennesker afhængige af psykofarmaka og har alligevel stort set intet gjort for at finde ud af, hvordan de kan hjælpe dem med at trappe sikkert ud igen, hvilket kan være meget vanskeligt.”

Helt aktuelt har han engageret sig i coronadebatten – og også der er han selvsagt ekspert. På twitter lagde han denne besked ud: ”Coronavirus: I Danmark har vi håndteret epidemien fint, hvis man kun ser på corona-dødsfaldene. Men vi kan gøre det bedre. Nedlukningen af Danmark har haft store konsekvenser, som vi slet ikke kan overskue endnu. Vi skal lukke Danmark op igen. Nu. 

Den opfordring er imidlertid fra 1. maj – og den er en blandt mange, som forfølger en linje, der mest minder om den, som Donald Trump gerne så sine eksperter forfølge.

Han giver også de to danske coronaeksperter Jens Lundgren, overlæge fra Infektionsmedicinsk Klinik, Rigshospitalet, og Thomas Benfield, overlæge fra Infektionsmedicinsk Afdeling, Hvidovre Hospital, nogle gevaldige nakkedrag – de er i lommen på industrien. Tonen er perfid, også så perfid, at det spærrer for Gøtzsches budskaber. Man orker ikke sætte sig ind i hans tankegang. I stedet får man det indtryk, at han er lidt misundelig over, at det er dem, der spørges i pressen - og ikke ham.

I forbindelse med kritikken af Lundgren og Benfield kalder han sig i øvrigt selv for professor – men altså uden at have et professorat. Det har til gengæld både Jens Lundgren og Thomas Benfield, begge i København.

Hans nye projekt med det pompøse navn, Institute for Scientific Freedom, finansieres af såkaldt crowdfunding – det er folket, som skal betale. Peter Gøtzsche har bedt om 10 mio. kr.  Men siden starten i 2018 er der kun 582, som har ønsket at bidrage, og det er blevet til 259.402 kr. Knap 450 kr. pr snude. Det er næppe tilstrækkeligt til at få dette propjekt til at flyve.