Regeringen taler med kløvet tunge om life science planen

Skrevet d. 11. december 2020

Når repræsentanter fra Mette Frederiksens regering begynder at tale om life science industrien, er er der al mulig grund til at afsikre sin revolver - og derefter kigge sig over skulderen.

Selvom denne regering siger, at den knuselsker medicinalindustrien og al dens væsen, så taler den med kløvet tunge. Den mener det ikke. I hvert tilfælde ikke, hvis man ser, hvad der foregår i selve maskinrummet – der, hvor beslutningerne tages om, hvilke lægemidler danske patienter skal have adgang til. Så viser det sig, at regeringen praktiserer et direkte reaktionært syn på moderne medicin – til ugunst for patienterne, men også i et omfang, så det er en barriere for danske drømme om en stærk life science sektor.

Netop nu sker det ellers oftere og oftere, at socialdemokrater lovpriser life science. Det er herfra, at bl.a. vaccinerne kommer, frembragt på rekordtid. Det er da også lykkes at få fine samarbejder på benene mellem den offentlige sektor og private virksomheder, ikke mindst i forbindelse med coronakrisen. Hver gang den slags sker, lovpriser Mette Frederiksen og især erhvervsminister Simon Kollerup deres øjestene: Novo Nordisk, Lundbeck, Coloplast og alle de andre store moderne industrivirksomheder, som i den grad driver dansk økonomi, og som skaber jobs.

Så er der straks mindre politisk opmærksomhed om sundheds- og ældreminister Magnus Heunickes resort og samspillet med life science på de kanter. I dette politiske hjørne, selveste maskinrummet for life science, arbejdes der nemlig ikke altid for life science, ja, ofte arbejdes der i stik modsat retning.

Der er bare ingen, der rigtig opdager det, fordi den danske ibrugtagning af lægemidler foregår helt uden offentlighedens interesse. Men realiteterne er, at meget af det, som visse kredse i regeringen måske ønsker at opbygge, ofte pilles systematisk ned igen, når det støder ind i det danske sundhedsvæsen. Eller rettere støder på de to særlige institutioner, Lægemiddelstyrelsens Medicintilskudsnævn, som har mange år på bagen, men som bliver stadigt mere aggressiv i sit lægemiddelregime, og Danske Regioners Medicinråd, som bestemmer, hvad danske sygehuse skal anvende af lægemidler som standardbehandling. 

I begge disse godkendelsessystemer handler alting om at spare penge.

I udgangspunktet håber man tilsyneladende, at man kan formå lægemiddelvirksomhederne til at sætte deres priser ned. Den kamp er med meget få undtagelser forgæves. Ikke overraskende, eftersom det danske marked er en splint i rumpetten i den store sammenhæng, og ingen medicinalvirksomheder kan forsvare, at et velhavende land som Danmark skal have lavere priser end andre vestlige nationer. Derfor går disse forgæves sparebestræbelser ud over patienterne. Den eneste måde, man kan spare penge på, når det gælder nye lægemidler, er at udskyde ibrugtagningen eller rationere den. Påfaldende er det, at Medicinrådet, som ellers anses for at være en økonomisk succes, reelt kun har opnået én eneste markant prisreduktion, nemlig på Spinraza – og det lægemiddel har Medicinrådet valgt ikke at udvide indikationen for.

Derimod opnår regionernes indkøbsorganisation Amgros besparelser i sine forhandlinger med medicinalvirksomhederne – men det foregår uden afpresning og uden at holde patienterne som gidsler, og i øvrigt også uden at blokere for udviklingen på lægemiddelområdet. 

Disse institutioner, Medicintilskudsnævnet og Medicinrådet, som har fuld opbakning fra minister, regering og regioner, har desværre berøvet Danmark positionen som en af verdens førende lande, når det gælder at indføre moderne medicin til gavn for patienterne. I stedet er Danmark blevet agterlanterne, ofte bagefter selv østeuropæiske lande, og som hovedregel langt bagefter Norge og Sverige, som ellers fik baghjul i ”gamle” dage.

Det er blevet en ny international alen at bedømme sig overfor det britiske system, NICE. Her blokerer meget firkantede regler effektivt for, at briterne får adgang til ny behandling andet end med enorm forsinkelse. Det er denne position i det farmakologiske verdenshierarki, som Danmark er ved at overtage – og som Danmark i en række situationer har overhalet. Nedenom. 

Desværre er der ingen offentlig opmærksomhed om denne deroute, og af samme grund interesserer det heller ikke regeringen, og da slet ikke Magnus Heunicke, som virker helt uinteresseret i danske patienters adgang til nye lægemidler.

Plan for, hvad der burde ske

Ganske uafhængigt af denne udvikling fremlægger life science-virksomhederne i Danmark nu en perspektivrig plan for, hvad der burde ske i Danmark, hvis denne kolossalt vigtige industrigren skal flyve højt – og til gavn for det danske sundhedsvæsen. 

I deres henvendelse beskriver life science-virksomhederne med al muligt ret, at et af de største sundhedsproblemer i alle udviklede lande er den aldrende befolkning, udsigten til mangel på arbejdskraft og en enorm vækst af borgere med en eller flere invaliderende, kroniske sygdomme, som medfører, at mange i al for tidlig alder forlader arbejdsmarkedet.

Life science-virksomhederne opfordrer Danmark til at satse massivt på at skabe ”verdens sundeste befolkning”, hvor færre bliver kronisk syge, og samtidig sikre ’en kronikerbehandling i absolut verdensklasse’ til dem, der alligevel får eksempelvis type-2 diabetes, depression, svær overvægt, høretab, gigt- og lungelidelser, kronisk hjerte-kar-sygdom eller invaliderende hudlidelser.

Synspunktet formuleres af topchefen i Danmarks største virksomhed, Novo Nordisk, Lars Fruergaard Jørgensen, der sammen med blandt andet Lundbeck, Leo Pharma, Dansk Erhverv og Lægemiddelindustriforeningen har deltaget i et stormøde med regeringen, Folketingets partier, regioner og kommuner. 

”Vi kan skabe en win-win-win for patienterne, samfundet og industrien, hvis vi får gennemført en kronikerplan, hvor vi gør alt for at forebygge sygdom, sikrer tidlig opsporing, hvis man skulle blive syg, og en kronikerbehandling i verdensklasse,” siger Lars Fruergaard Jørgensen.

Her har life science-industrien formuleret sit ønske om en ’kronikerplan’, der skal føre til visionen om ”verdens bedste kronikerbehandling”. Det lyder herligt, men er Danmark virkelig i en position, så det er en mulighed? Ja, selvfølgelig er vi det, men er Danmark politisk parat til denne vision? Se, det kan man i den grad tvivle på. Denne regering har foreløbig ikke prioriteret sundhedssektoren siden sin tiltrædelse – altså bortset fra håndteringen af corona-krisen.

Regeringen har dog i det mindste taget positivt imod life science-industriens visioner. Men der er absolut ingen grund til at tro, at regeringen faktisk agter at tage aktion på denne sag.

Heunicke ikke klar til at tage kampen

Tag f.eks. Magnus Heunicke, som jo på mange måder er lidt famlende som sundhedsminister, men han er ligefrem rystende usikker, når det gælder håndteringen af beslutninger om medicin. Så kommer han med kvarte forklaringer eller bortforklaringer, hvis ikke han direkte snakker udenom.

Da Folketingets sundhedsudvalg stillede spørgsmål til årets store sag i Medicintilskudsnævnet, afstod Magnus Heunicke fra at forholde sig politisk til sagen, som ellers er mere politisk end som så. Sagen handler om nævnets voldsomt kritiserede forslag om at fjerne generelt tilskud til en lang række insulin-præparater. I stedet mener Medicintilskudsnævnet, at personer med diabetes skal skiftes til en billig biosimilær insulin, som er en kopi af Lantus, der en gang var verdens førende insulin. Siden er den position overtaget af andre insuliner, deriblandt Novo Nordisks basal insulin, den globale storsællert Tresiba, og det er da også netop det lægemiddel, Medicintilskudsnævnet helt tydeligt retter sit forslag mod. Hernede i maskinrummet er en slags krig mellem regeringen, repræsenteret ved Lægemiddelstyrelsen, og Novo Nordisk. Og der er tale om en ret ondsindet strategi, ganske særligt i forbindelse med den aktuelle vision om at gøre Danmark til en foregangsnation, når det gælder kronikere. Tanken var næppe, at det første, der så skal ske, er at diskvalificere en af life science-industriens allerstørste succeser, Tresiba, og erstatte den med et væsentlig dårligere lægemiddel.

Se, det er pikant, og da ganske særligt når det sker samtidigt med life science industriens planer.

Hvis vores sundhedsminister havde interesseret sig reelt for life science-sektorens vilkår i Danmark, var der her et værdigt politisk projekt. Der er nemlig ingen som helst faglig grund til at fjerne tilskuddet fra de moderne insuliner, og derfor er et hav af foreninger og faglige selskaber da også gået aktivt ind i kampen for at forhindre Medicintilskudsnævnet i at få held med forehavendet.

Men den kamp er Magnus Heunicke sandelig ikke parat til at gå ind i.

Han har – endnu da – heller ikke ønsket at gå ind i sagerne, hvor Danske Regioners Medicinråd i en række tilfælde har blokeret for at tage moderne lægemidler i brug. Ofte er der tale om lægemidler med store gevinster for patienterne, f.eks. ekstra leveår. Men Medicinrådet afviser dem, på trods af, at præparaterne har fuld opbakning fra de fagudvalg, som rådgiver Medicinrådet, og som skulle være med til at sikre, at rådet træffer fagligt velbegrundede valg. I disse tilfælde blæser rådet på sine rådgivere. Ofte er der ellers tale om lægemidler, som allerede er taget i brug i andre lande, og derfor er Danmark altså nu på vej til at blive fattigere på moderne lægemidler end selv temmelig forarmede lande. 

Også der har sundhedsminister Magnus Heunicke haft mulighed for at gribe ind, f.eks. da debatten om medlemmerne af Medicinrådets habilitetsproblemer blussede op, fordi især de mest dominerende medlemmer, f.eks. formandsskabet sidder med i de organer, som skal sikre, at læger har adgang til lægemidler, Medicinrådet har afvist som standardbehandling i Danmark – men som lægerne burde have adgang til på vegne af patienter med særlige behov. 

På listen over lovende og afviste lægemidler er også moderne behandlingsmekanismer som eksempelvis CAR-T, altså såkaldt T-celleterapi, som sætter patientens egne hvide blodlegemer i stand til at dræbe kræftceller. Foreløbig har et par innovative lægemiddelproducenter bragt princippet frem til godkendte lægemidler, men i Danmark siger Medicinrådet nej. Derved bidrager rådet til at sætte vigtige udviklinger i stå – og der kan såmænd også være, at der komme danske life science interesser på spil, fordi også danske forskere interesserer sig for de nye mekanismer.

Men også når det gælder Medicinrådet. er ministeren uden handlekraft.

Det forandrer imidlertid ikke, at Magnus Heunicke greb ud efter life science-virksomheders ambitioner om f.eks. kronikere. Ved den lejlighed sagde han, at det skam er en topprioritet for regeringen – ikke at kæmpe for en ’kronikerplan’ – men at bekæmpe ulighed i sundhed, som vil blive tænkt ind i alle initiativer på sundhedsområdet, som han udtrykte det.

”Så vi deler bestemt industriens ønske om at sætte ind med en styrket indsats over for kroniske sygdomme, hvor vi jo kan se, at der er en høj grad af ulighed i, hvem der bliver syge”.

Og dermed tryllede han visionen om til et ulighedsprojekt. 

Han sagde også dette:

”Udover de menneskelige omkostninger ved kronisk sygdom medfører den store stigning i antallet af mennesker med kronisk sygdom også store samfundsøkonomiske udgifter.” 

Og så blev visionen grundlæggende til et spareprojekt 

Derimod sagde Magnus Heunicke ikke, at han vil arbejde for at sikre life science-virksomhederne moderne udfoldelsesmuligheder i Danmark. Det er jo hans egen Lægemiddelstyrelsens Medicintilskudsnævn, som modarbejder danske kronikere i at få den optimale behandling, og Lægemiddelstyrelsen er altså Magnus Heunickes resort. Men nej, det er ikke dér, at Magnus Heunicke befinder sig. 

Det er også inden for Magnus Heunickes rækkevidde at medvirke til, at Danske Regioner forstår, at danske kronikere har krav på moderne lægemidler, og at de ikke bare får en kold skulder af Medicinrådet. Også det har at gøre med give life science-virksomhederne muligheder i Danmark. Den mulighed åbner han ikke. 

Det er åbenbart sundhedsministerens egentlige dagsorden. Der er jo ingen tvivl om, hvad Medicintilskudsnævnet og Medicinrådet handler om. Det drejer sig nemlig om at spare. Det er bare virkelig svært at se, hvornår nævnet eller rådet for den sags skyld overhovedet har bidraget til at spare penge andet end ved at udsætte ibrugtagningen af moderne, effektive lægemidler. Historien kan ikke fremvise mange eksempler på, at de to institutioner har sparet danskerne for millioner uden at det også har kostet sundhed. 

Men er det sådan, at denne regering ønsker at hjælpe danske kronikere? Ved blokere for moderne behandling af disse sygdomme – til skade for patienterne? Og er det sådan, regeringen ønsker at bidrage til at udvikle life science-området i Danmark. Ved at vende småpenge?

Tiden er inde til et strategiskifte.

I stedet for at tale life science-industrien efter munden, mens man diskret sanktionerer en reaktionær ibrugtagning af lægemidler og ignorerer ellers konstruktive idéer fra denne sektor, burde denne regering etablere et mødested, et forum, måske ligefrem en institution, hvor staten, regionerne og kommunerne kan mødes med life science-industrien med henblik på at finde løsninger, hvor virksomhederne kan bidrage til gavn for samfundet, og det må selvfølgelig gerne være til fælles fordel.

Hvis regeringen gik den vej med synlighed, så kan vi igen gemme revolveren bort – og så kan dette samarbejde højst sandsynligt løfte det danske sundhedsvæsen.

Life science sektoren har meget at byde på, også ressourcer.