Løkkes reform: Fra fiasko til succes på en aften

Skrevet d. 16. Januar 2019

Lars Løkke Rasmussens sundhedsreform indeholder alt det, som kritikerne frygtede - men på forunderlig vis er det lykkedes ham at gøre planen til en vindersag.

Skulle man give karakterer, så kan planen få et 4 tal. Den er godkendt, mest fordi den stadig kan formes. Men rent politisk ligger Løkkes plan helt i toppen af skalaen. 
 
Med denne plan har Lars Løkke Rasmussen højest sandsynligt cementeret relationen til Dansk Folkeparti. Kristian Thulesen Dahl er på vej til at blive en del af det blå hold. Får Lars Løkke Rasmussen held med det, så bliver han selv statsminister igen. 
 
Samtidig spiller statsministeren dygtigt på alle de problemer som regionerne ikke har løst - og ganske meget af det har den socialdemokratisk dominerede Region Hovedstaden som omdrejningpunkt. At hans bulldozer kører lukt henover regionspolitikerne (undtagen dem, vælgerne kender, nemlig formændene - de består, hvis de vil) vil vælgerne tilgive ham, ja, de vil måske ligefrem elske ham for det, eftersom han får det til at lyde som om regionspolitikernes lønninger plus andre regionale besparelser kan forvandles til en Nærhedsfond på 6 mia. kr. som nu kan komme patienterne og de  varme hænder tilgode.
 
Der er altså en lige linje mellem afskaffelsen af regioner og muligheder for at skabe et nært sundhedsvæsen, en opgave regionerne simpelt hen ikke fik løst.
 
Lars Løkke Rasmussen er dansk mester i at reparere fly, mens de er i luften. Sådan også denne gang. Denne sundhedsreform er på en række afgørende punkter slet ikke på plads. Han kalder den selv for en "udviklingsplan", ikke for en revolution. Derfor kan kritikerne nok pege på manglende præcision, men de kan ikke fange ham på deciderede dumheder.
 
Dermed har Lars Løkke - og imod alle odds - skabt sig selv en gunstig situation.
 
Intet tydede nemlig på, at den længe ventede reform skulle blive en succes. Mistanken om fiasko fik yderligere næring, da statsministeren valgte at lancere sin plan for Venstres folketingsgruppe tirsdag aften, på et tidspunkt, hvor en af de største internationale begivenheder i mange år skulle udspille sig, nemlig Brexit-afstemningen i Storbritannien. Mens kameraerne var på Theresa May, tog statsministeren fat på at rulle sin plan ud. Hans vision for et fremtidigt dansk sundhedsvæsen. Den længe ventede plan, som har kaldt betydningsfulde kritikere til kamp, ville komme til pressens kendskab underhånden fra venstrefolk netop den aften.
 
Det skabte bange anelser. Det er jo ikke just sådan politikere plejer at lancere planer, de er stolte af, og den fremgangsmåde bestyrkede frygten for at denne sundhedsreform i meget højere grad handler om at cementere forholdet mellem Dansk Folkeparti og Venstre end at gøre noget godt for sundhedsvæsenet.
 
Sandheden er da også, at alle de mareridt, som kritikerne af planen har kunnet fremmane for deres indre blik, bliver til en realitet. Denne reform er blevet alt det som stort set alle i det danske sundhedsvæsen har advaret mod, og som store dele af statsministerens eget parti er imod. Men ændringerne sættes i en sammenhæng, så det giver mening. Tilbage står en plan, der nok godt kan fungere og løse nogle af fremtidens udfordringer. Ingen er jo i tvivl om, at fremtiden byder på udfordringer, som det aktuelle apparat ikke kan løse.
 
Indtil i dag har det også set ud som om planen mangler den nødvendige opbakning. Det har på forhånd været givet, at skulle Socialdemokratiet danne regering efter et valg, så bliver planen kasseret, og den nye regering går i gang med at udrulle en helt anden plan. Men efter i dag, så bliver det svært for Mette Frederiksen at gøre det regionale demokrati til en nødvendighed for det danske sundhedsvæsen.
 
Dygtigt fremhævede statsministeren alle de regionale fejltagelser - sundhedsplatformen og fremtidens it-løsninger bliver nu et centralt ansvar. Vil Mette Frederiksen virkelig sende den opgave tilbage til Region Hovedstaden. Han fremhævede, at regionerne ikke engang har kunnet enes om et fælles telefonnummer til det akutte - og dermed afskaffede han med et strøg Region Hovedstadens idiotiske 1813-telefon. Vil Mette Frederiksen omgøre den beslutning?
Alle sygehuse skal også give plads til 48 timers hospitalsophold efter fødsler - også den pointe skyldes den socialdemokratisk ledede Region Hovedstaden. Et enkelt svirp var der også til Region Midtjylland og de aflyste operationer - den slags skal ikke kunne ske efter sundhedsreformen.
 
Derfor presser reformen Mette Frederiksen i defensiven, og hun kan ikke engang spille ressourcekortet endnu, eftersom regeringen først på fredag vil fremlægge sin plan for, hvordan og hvornår det nye sundhedsvæsen får tilført ekstra sygeplejersker og læger.
 
Mens kritikken haglede ned over planen, inden indholdet var kendt, har f.eks. Lægeforeningen vendt på en tallerken. Dagen inden sendte foreningen en bandbulle afsted - sekunder efter indholdet var kendt, roser Lægeforeningen regeringen og er parat til at gå til forhandlingerne. Dansk Sygeplejeråd roser også udspillet - efter at have været stærkt kritisk. Danske Patienter har også fået ja-hatten på sammen med Hjerteforeningen og Kræftens Bekæmpelse. PLO bruger ordet 'pletskud'. De fleste af de organisationer, som Danske Regioner mobiliserede forud for reformen, er altså positive og konstruktive.
 
Det eneste sted denne reform reelt gør ondt, er hos regionernes fælles organisation, Danske Regioner, på Dampfærgevej i København. Den splittes ad. Nogle af medarbejderne kan blive samlet op af den nye organisation, Sundhedsvæsen Danmark - i Aarhus, iøvrigt - og nogle kan få jobs i sundhedsministeriet, som nu bliver væsentligt tungere og større. Ellers kasseres regionspolitikerne, og deres løn inddrages. Selv regionernes formue snupper regeringen. Men ingen ofre kan få vælgerne i affekt - det er gratis ofre.  
 
Den grundlæggende struktur i fremtidens sundhedsvæsen er skam begavet nok. Den nuværende rygrad, regionerne, erstattes af fem regionale sundhedsforvaltninger, som ledes af bestyrelser udnævnt af regeringen, og hvor formandspladserne i de første år tilbydes de aktuelle regionsformand. Overbygningen her er Sundhedsvæsen Danmark.
 
Det nære sundhedsvæsen placeres i 21 sundhedsfællessakber under ledelse af akutsygehusene og med deltagelse af kommunerne og almen praksis - den organisering skal vise om den dur, men i udgangspunktet er det en bedre løsning end den aktuelle - og, måske, grebet rigtigt an, kan den blive til et reelt løft og føre til konkrete forbedringer.
 
Regeringen er også parat til at styrke patienternes rettigheder - og her kan allerede hurtigt hjemtages sejre, fordi vi i fremtiden slipper for at regionerne suboptimerer og blokerer for at patienter kan blive behandlet i andre regioner.
 
I det hele taget er ambitionen om fælles nationale løsninger en gevinst, fremfor et system, der lægger vægt på regionale forskelle simpelt hen er et gode.
 
Den nationale tankegang gennemsyrer denne reform, og det kommer til at få betydning. Tag f.eks. Medicinrådet. Det kommer til at overleve, om end måske med et nyt navn. Men nu flytter det politiske ansvar for beslutningerne fra regionerne og til den centrale bestyrelse for de regionale sundhedsforvaltninger, Sundhedsvæsen Danmark, og dermed direkte ind i Folketinget og ministeriet. Det kunne godt gøre det lidt nemmere for perspektivrige lægemidler, som Medicinrådet ellers ville have modarbejdet med arme og ben. 
 
Men centralliseringen er også reformens problem. Kan der virkelig skabes løsninger med fælles national kvalitet, når der er så store forskelle i mulighederne, f.eks. lægebemandingen. Nu står vi med en plan, som vil gøre forsøget. Med fælles hjælp kan det måske lykkes.
 
 

About the Author

Kristian Lund

Kristian Lund

Kristian Lund er redaktør på Sundhedspolitisk Tidsskrift, tidligere chefredaktør på Dagens Medicin og en af landets mest vidende debattører på sundhedsområdet.

Nyheder fra Medicinske Tidsskrifter

Hæmatologisk Tidsskrift

Diagnostisk Tidsskrift