Professor vs patient og pens. kriminalbetjent: Der blæses til kampvalg i Diabetesforeningen

Skrevet d. 24. maj 2019

Der bliver kampvalg til formandsjobbet i Diabetesforeningen.

I det ene ringhjørne befinder den nuværende formand sig, Truels Schultz, som nu har været formand i otte år, og i det modsatte står Torsten Lauritzen, som er tidligere cheflæge i foreningen.

Valg til patientforeninger plejer ikke at være varme nyheder i verdenspressen. Men denne gang er der grund til at interessere sig for et formandsvalg, og det skyldes ledelsesudviklingen i de store patientforeninger i Danmark de eneste år. De er nemlig i gang med en transformationsproces, og nu er forandringen altså ankommet til Diabetesforeningen.

I midten befinder sig en patientforening, som for snart et år side fyrede sin direktør, Henrik Nedergaard, en usædvanlig målrettet type, som i sjælden grad forstod at skabe vækst og for at placere foreningen så centralt som overhovedet muligt i udviklingen af sundheden herhjemme.

Henrik Nedergaard, som kom fra et job hos internationalt Røde Kors, Verdensbanken og den amerikanske administration i Irak, så sig sjældent tilbage og slet ikke til siden, så han opnåede sine resultater uden at få mange venner. Men efter 12 år som direktør må man tilskrive ham en stor fremgang til foreningen, og han har også æren for den diabetesplan, som politikerne endte med at bakke op om.

Som stort set alle patientforeninger i Danmark, måske i verden, skal Diabetesforeningen passe på sine penge, og man får det indtryk, at når Henrik Nedergaard endte med at blive ofret, så skyldtes det uenighed om hans spareplan, dér gik han nok langt, og måske også ledelsesstilen og dér var han bestemt ikke empatisk. Tonen mellem formanden og direktøren var heller opbyggende. Så blev direktøren ofret.

Det er denne forening kampen står om.

I nu nogle år er Diabetesforeningen blevet domineret af en ledelse uden faglig styrke. Henrik Nedergaard havde den ikke, og Truels Schultz er uddannet kriminalbetjent, han har været aktiv i kommunalpolitik for de konservative i sin hjemkommune Assens, og han er patient med Type 2-diabetes. Men han har ikke fagligheden, det er ikke hans styrke.

Manglen på faglighed har imidlertid en pris for en forening, og den betales i reduceret synlighed. Prisen er høj – patientforeninger trives ikke uden opmærksomhed.

Hvor Truels Schultz' forgænger, Allan Flyvbjerg, endokrinolog og professor med international anseelse, og nu også øverste chef for Steno Diabetes Center Copenhagen, opnåede maksimal opmærksomhed i pressen og offentligheden, så har Truels Schultz ikke opnået et eneste dagsordensættende citat i den landsdækkende presse. Det afsløres af en analyse på Infomedia, som i sin mediedatabase har samlet journalistik fra danske medier. Det er også indlysende, at journalister ikke ringer til ham, når de skal vide noget om diabetes eller patienter med diabetes. Der opnåede Allan Flyvbjerg al den opmærksomhed man kunne tænke sig, men Truels Schultz har absolut intet pressetække. 

Ikke desto mindre repræsenterer Truels Schultz en formandstype, som andre markante patientforeninger har valgt, især har Kræftens Bekæmpelse valgt at gå den vej, da cheflægen fra Sygehus Lillebælt, Dorthe Crüger, valgte at stoppe før tid. Hendes afløser blev Helen Bernt Andersen, som er pensioneret chefsygeplejerske fra Rigshospitalet, og altså heller ikke læge. Det valg traf Kræftens Bekæmpelse for at trække bevægelsen i en mere patientorienteret retning.

Med det skifte vil pressen søge andre kilder end formanden for Kræftens Bekæmpelse, sådan som journalisterne ellers havde vænnet sig til dengang formanden var Dorthe Crüger eller i endnu højere grad hendes forgænger, Frede Olesen, som velsagtens er den bedst fungerende patientformand Danmark nogensinde har haft. Frede Olesen var praktiserende læge og i øvrigt professor ved Institut for almen medicin ved Aarhus Universitet og med det som platform fik Kræftens Bekæmpelse kolossal indflydelse på sundhedspolitikken i Danmark, f.eks. en hel stribe af kræftplaner med enorm effekt.

De muligheder har Kræftens Bekæmpelse med sit nye valg af formand afskåret sig fra – men det er nu også Danmarks suverænt største patientforening med hundredevis af ansatte, herunder også masser af faglighed. Derfor kommer journalisterne ikke til at glemme Kræftens Bekæmpelse, når de er på udkig efter udtalelser om kræftsygdomme. Derfor kan det vise sig, at Kræftens Bekæmpelse faktisk har råd til at have en ikke-læge i spidsen.

Stik den modsatte vej er Hjerteforeningen gået. Også her blev en meget dominerende direktør fyret, men her endte det med, at lægerne satte sig på sig direktørposten. Så nu har kardiologerne overtaget jobbet som direktør og som formand. Hvordan den model virker med læger på begge topposter, kan man kun gisne om. Indtil videre går det godt – for det er faktisk lykkes at flytte hjertedagsordenen længere op. 

Nu har Diabetesforeningen chancen for at vende tilbage til modellen fra Allan Flyvbjergs tid.

Den mulighed har Torsten Lauritzen givet foreningen, og han har bestemt en statur som på mange områder matcher Allan Flyvbjerg. Han har medietække, og ingen i offentligheden vil være i tvivl om, at han er en førende ekspert når det gælder diabetes. Og så er han professor, og hans forskning har ført til betydelige fremskridt for patienter med diabetes.

Han har også vovet at afprøve mulighederne ved tidlig opsporing af sygdomme – det var modigt, ikke mindst fordi mange af hans kollegaer slet ikke kan lide tanken. Han har også stribevis af respektindgydende priser hængende derhjemme: han har fået Bagger-Sørensen Prisen og Marie og August Krogh Prisen og ikke mindst Camillo Golgi Prisen, som er en af diabetesverdenens helt store trofæer.

Derfor møder Torsten Lauritzen ind med fagligheden og en medfødt opmærksomhed fra offentligheden. Og den får han rigeligt brug for, hvis det bliver ham, som skal repræsentere foreningen f.eks. i bestyrelsen for Steno eller argumentere med Sundhedsstyrelsen eller ministeriet. Dér vil han være meget bedre kvalificeret end sin modstander. 

Hans eneste skavank er, at han ikke er patient, sådan som hans modpart. Men sådan er det nu sjældent i de store patientforeninger. Ser man bort fra de små foreninger, især på kræftområdet, så har ingen af dem patienter i spidsen. Foreningerne har alle valgt en formand som snarere end at være patient, har indsigt i tilværelsen som patient. 

Nu skal Diabetesforeningens repræsentantskab vælge mellem de to kombattanter – på papiret er valget nemt. Torsten Lauritzen er så afgjort den kandidat, som vil gavne sagen mest. Han vil kunne tilføre kampen for diabetespatienterne den nødvendige tyngde og faglighed – det er direkte svært at se, hvordan foreningen vil kunne fortsætte sin udvikling og sine evne til at påvirke udviklingen på sundhedsområdet uden netop den faglighed.

Men han er ikke patient – det er Truels Schultz til gengæld, men mon ikke det er klogere, at patienterne kan spille sin rolle i bestyrelsen snarere end i formandssædet.

Døm selv.

Disclaimer: Jeg er medlem af Diabetesforeningen og jeg har haft T1D siden 1990.

About the Author

Kristian Lund

Kristian Lund

Kristian Lund er redaktør på Sundhedspolitisk Tidsskrift, tidligere chefredaktør på Dagens Medicin og en af landets mest vidende debattører på sundhedsområdet.

Nyheder fra Medicinske Tidsskrifter

Hæmatologisk Tidsskrift

Diagnostisk Tidsskrift