Praktiserende læger går efter kælderkold viden – ikke sniksnak om trivsel

Skrevet d. 05. December 2018

Hvem kunne have gættet, at neglesvamp skulle blive årets hit på Lægedage 2018. Men sådan blev det, da boet kunne gøres op, og sessionen om ’Dermatologi i almen praksis’ med Kristian Kofoed, overlæge på Hud- og allergiafdelingen, Gentofte Hospital, som underviser og Morten Hovgaard-Sveen som kursusleder viste sig at blive topscoreren.

Nu underviste de selvsagt ikke udelukkende i neglesvamp, men i hudlidelser i bredere forstand – men det var altså det emne, som flest praktiserende tændte på i år.

Dermatologi blev i det hele taget årets emne på Lægedage fordi kurset om ’Hudens tumorer – diagnostik og behandling’ blev det 8. mest populære kursus i 2018.

På 2. pladsen kom bunkebrylluppet med ’4 symptomer på 4 minisessioner’. Denne gang handlede kurset om ’Diarre, Nedtrykthed, Hallucinationer og Stigende kreatinin’. Her var underviserne Christian Lodbjerg Hvas, overlæge ved Gastroenterologisk afdeling, Aarhus Universitetshospital., Poul Videbech professor og overlæge ved Psykiatrisk Center Glostrup og overlæge Jens Kristian Madsen, Nyremedicinsk afdeling, Aarhus Universitetshospital, og den stjernebesætning havde Mogens Vestergaard, praktiserende læge, som kursusleder.

Det er tydeligvis stadig smart at samle kontant klinisk rådgivning i superkorte sessioner, hvor lægerne får speedundervisning på højt niveau. Således kom søster kurset 3’ symptomer på 3 minisessioner om Hjertebanken, Åndenød og Mavesmerter’ ind på 9. pladsen. Dette kursus havde Jacob Baunsø, overlæge, og Lotte Fynne, overlæge, som undervisere, mens Mogens Vestergaard var kursusleder.

Kurset om ’Søvnproblemer hos vores patienter – og os selv’ kom ind på 3. pladsen. Her var Poul Jennum, professor og overlæge på Dansk Center for Søvnmedicin, og dansk verdensmester i sygdomme relateret til søvn, mens Michala Eich, konsultationssygeplejerske, var kursusleder.

I de gode gamle dage trak kurser om praktiserende lægers fælles forhold, solidariteten og den slags, flest deltagere. Men sådan er det ikke længere. Praktiserende læger kommer til Lægedage for at få viden, de kan bruge derhjemme i klinikken.

Derfor scorer de kælderkolde kurser højest, mens højtprofilerede kurser som ’Temasession: Faglighed, fællesskab og trivsel: Sammen skal vi styrke almen praksis og trives derved’ sniger sig stilfærdigt ind på 15. pladsen, selvom det havde en enestående stærk besætning bag sig, f.eks. intet mindre end Søren Brostrøm, direktør for Sundhedsstyrelsen, Anders Seneca fra Dogmekompagniet, foruden en etnolog, og velprofilerede praktiserende læger, Lars Skovfoged Nielsen, og Gunver Lillevang, på scenen med Roar Maagaard som kursusleder.

Men den slags sælger ikke længere billetter blandt praktiserende læger, og de stemmer med fødderne. Denne stærke bemanding tiltrak bare 104 deltagere, et godt stykke under halvdelen af topscoreren om dermatologi.

Til gengæld er det tydeligt – og velsagtens glædeligt - at praktiserende læger er mere optaget af patienterne snarere end dem selv. Udfordringerne i klinikken afspejler sig i lægernes valg. De er selvfølgelig optaget af de store kronikergrupper, som er på vej ud i konsultationerne; lungesygdommene (nr. 7.) og diabetes (nr. 10). De er også optagede af hjerteområdet (nr. 9 og 18), psykiatri (nr. 2 og 15) og mavesygdomme (nr. 2 og 9).

Skulle nogen være i tvivl om, at praktiserende læger har reelle hensigter og ikke bare går efter kassen, så bør de studere, hvad praktiserende læger vælger at bruge deres efteruddannelse på. Det er ikke tant og fjas, men tværtimod de sureste lektier.

About the Author

Kristian Lund

Kristian Lund

Kristian Lund er redaktør på Sundhedspolitisk Tidsskrift, tidligere chefredaktør på Dagens Medicin og en af landets mest vidende debattører på sundhedsområdet.

Nyheder fra Medicinske Tidsskrifter

Hæmatologisk Tidsskrift

Diagnostisk Tidsskrift