Please, kan vi undgå en anæstesiolog denne gang?

Skrevet d. 18. juni 2020

Jeg er ikke læge. Ikke desto mindre har jeg en mening om, hvem Lægeforeningen fredag 19. juni skal vælge som sin formand. Det har jeg i øvrigt haft i mange år, men denne gang flager jeg mit synspunkt.

Jeg er nemlig ikke begejstret, når lægerne vælger anæstesiologer som formænd, og det er ellers blevet en indgroet vane. I den forbindelse er jeg heller ikke begejstret, når valget faldet på samfundsmedicinere som f.eks.den afgående formand.

Alt peger i den retning, også denne gang. Det vil være en fejl, efter min mening.

Jeg tror, at Lægeforeningen vil være bedst tjent med en formand, som har eller har haft sin gang blandt patienter - som har prøvet at være ansvarlig for deres helbred - som har kontakt til dem, og, fremfor alt, er parat til at kæmpe deres sag. Det gør bestemt heller ikke noget, hvis lægernes formand har erfaring med klinisk forskning.

Den slags formænd er Lægeforeningen ikke forvænt med. Andreas Rudkjøbing var ikke en af slagsen. Faktisk slet ikke. Han var en samlende figur for læger i Danmark, og det tog han meget alvorligt. Også så alvorligt, at han slet ikke har nogen profil, når det gælder patienternes behov. Han interesserede sig nærmest udelukkende for lægernes behov, og det løftede hverken foreningen eller lægerne i Danmark. Han var heller ikke parat til at byde regionerne den tilstrækkelige trods. Ofte blev Lægeforeningen i hans formandsperiode nærmest leflende for regionerne - og det klæder slet ikke Lægeforeningen.

Den profil er ikke brugbar. Slet ikke i fremtiden. Hvis lægerne i Danmark skal have den position, som de er berettiget til, så skal lægerne ind i kampen om patienternes behov. Den kamp har lægeforeningen meldt sig ud af.

Det er eksempelvis trættende at se, hvordan læger altid søger alliancerne med sygeplejerskerne - og mig bekendt har Lægeforeningen ikke fået noget som helst ud af sådanne alliancer.

Det ville - undskyld mig - være meget stærkere, hvis Lægeforeningen magtede at lave alliancer med patienterne, f.eks. Kræftens Bekæmpelse eller andre af de store foreninger.. Det kunne sparke røv. Desværre får man ofte det indtryk, at Lægeforeningen slet ikke kan være i samme stue med patienterne - andet end til photo opportunities.

Derfor taler alt for, at Lægeforeningen burde vælge en formand, som snarere møder ind med stor faglighed, og som også kender til patienter, og derfor stemmer jeg på Henrik Ullum, formanden for LVS. Han er ikke en folkeforfører. Ja, det er hans allerstørste problem - han er ikke lægen på barrikaden. Til gengæld har han integritet og stor faglighed. Han har også rutine, og det er ikke normalt efterspurgt for denne position. 

Indrømmet, denne gang er der virkelig gode kandidater. Camilla Ratcke har meget at byde på, ikke mindst rutine fra bevægelsen. Men det er også hendes svaghed. Hun er groet sammen med systemet, både foreningen og sundhedsforvaltning. Hun er en apparatjik.

Så er Joachim Hoffmann-Petersen straks en anden profil, faktisk nærmest Camillas direkte modpol, og i øvrigt også en helt anden type end Henrik Ullum. Bramfri, direkte, kontant. Jeg er journalist, så jeg skulle være et skarn, hvis ikke hans profil var attraktiv. Så ville foreningen få en formand med kant. Skønt. 

Joachim har virkelig mange kvaliteter, og han har ovenikøbet dokumenteret, at hjertet er på rette sted.

Jeg hælder ikke desto mindre stadig til Henrik Ullum, og det gør jeg, fordi jeg er optaget af foreningens profil som stand, altså fagligheden. Jeg er mindre optaget af lægernes kampe som lønmodtagerorganisation, og jeg tror, at lægerne også i kampen med patienttsikkerhedssystemet vil stå stærkere med en læge med stor faglighed snarere end en læge med markant profil.

Jeg ønsker alle et godt valg fredag.