Planer er blevet en slags politisk bodybuilding

Skrevet d. 26. april 2022

Det var en festdag, da den daværende borgerlige regering i julemåneden 2015 besluttede at afsætte en kvart mia. kr. i en lungesatsning. Måske kørte busserne med flag den dag. I hvert tilfælde var sundhedsminister Sophie Løhde begejstret.

 

En stor del af pengene skulle gå til tidlig opsporing, dels flere lungefunktionsmålinger, dels oplysning til danskerne om symptomer på lungesygdomme, og hvordan de kunne blive undersøgt.

Målsætningen var at foretage "360.000 ekstra lungefunktionsmålinger hos de praktiserende læger over de næste fire år", og meningen var at opspore op til 90.000 nye KOL-patienter frem til 2019.

Den nationale lungesatsning skulle også føre til at markant flere KOL-patienter, nemlig 40.000, intet mindre, skulle have mulighed for at modtage behandling med telemedicin. 

Nu er der gået mere end to år siden, at lungesatsningen sluttede – og endnu er resultaterne ikke gjort op. Man kan frygte, at det er gået med den plan som med så mange andre, nemlig at det er umuligt at gøre effekten op.

Det er efterhånden svøben for den slags planer her til lands. Mærkeligt nok i betragtning af, at det i 20 år har været det primære våben for sundhedspolitikere at præge en udvikling (og sætte et fingeraftryk). Ingen har åbenbart lært af fejltagelserne, og på det punkt er det vigtigste, at ingen aner, hvad der kom ud af planerne.

Utallige af planerne har nemlig ikke kunnet måles. Ingen aner reelt, hvad pengene er gået til. I stedet måles succeserne på, hvor mange penge politikerne fik afsat. Jo mere, jo flottere. Det er blevet en slags politisk bodybuilding – politikerne måler sig selv på, hvad de har været med til at flytte fra andre formål. Og selvfølgelig bliver politikerne ivrigt applauderet af patientforeningerne, og sådan kan parterne gensidigt bestyrke hinanden i genialiteterne.

Kræftpakkerne har fået mindst 10 mia. kr. tilført siden den første kræftplan fra 2000. Sørme flot. En megainvestering, og den har da vist, at politikerne har taget kræftudfordrningen alvorligt, Men reelt ved ingen rigtig, hvad pengene rigtig er gået til - eller hvad Danmark har fået ud af den gigantiske investering. Ja, vi er da vist rykket op i de internationale målinger. Danmarks position er knap så pinlig i dag. Men om det skyldtes kræftplanerne, er der ingen, der aner.

Senest har Sundhedsstyrelsen evalueret Kræftplan IV – men desværre kan de politiske mål ikke monitoreres.

Der har været talrige psykiatriplaner de seneste 20 år. Den borgerlige regering afsatte 200 mio. kr. til formålet – også uden målbarhed, og før det har psykiatrien i flere omgange for en del penge, f.eks. en halv mia. kr. Men ingen ved rigtig, hvad pengene er gået til. Nogle af patientforeningerne mistænker ligefrem regionerne for at stjæle pengene og bruge dem på de fine supersygehuse.

Indrømmet, der er skam succeser, men mærkeligt nok ikke når de gælder de store folkesygdomme. Så drukner det hele i postyret og opmærksomheden om de store beløb, som investeres. Så skidt med hvad der kommer ud af det.

Når det er gået galt, så skyldes det især politisk slendrian. Politikerne stiller ikke krav, f.eks. hvor mange KOL-patienter, vi skal acceptere i Danmark, eller – hvis det drejer sig om diabetes – målsætninger om diabetespatienternes blodsukkerkontrol – eller hvis det drejer sig om kræftsygdomme: Hvad kræftoverlevelsen burde være.

Planerne skal kunne måles. Forbløffende nok vil det være nytænkning i Danmark.

Når Danmark får sin næste lungesatsning – og det fortjener patienterne – så skal danskerne vide, hvad de får for pengene.