Patienterne crashede regionernes ulighedsparty

Skrevet d. 11. November 2019

7. november skulle være ulighedsdag for Danske Regioner. Dagen, hvor uligheden i sundheden skulle på dagsordenen på en stort anlagt konference med deltagelse af to ministre og alt, hvad der kan krybe og gå af organisationer.

Selve konferencen gik vist efter regionsformand Stephanie Loses hoved, og på dagen offentliggjordes en imponerende bred alliance, som nok kan få betydning i arbejdet med ulighed. Men bagefter var det som om, at hendes ulighedsprojekt satte sig op på en rodeo-tyr på et vanvidsridt – og meget tyder på, at ridtet vil fortsætte meget længere.

Konferencen rettede Danmarks Radios opmærksomhed mod den allermest synlige ulighed. Og med patienternes spektakulære medvirken blev fokus drejet derhen, hvor det gør allermest ondt på både konferencens arrangører og på regeringen. Og tak for det.

Danmarks Radio havde nemlig valgt at gå ind i sagen, men ikke på den måde, som regionerne havde planlagt. Nej, Danmarks Radio valgte at gå til stålet den dag. Det kom ligefrem til at præge hele sendefladen med markante indslag på TV og i radioen, og alle sammen med stærk kritisk kant til netop regionernes indsats på ulighedsområdet.

Også DR’s indslag handlede om ulighed, og de handlede om regionerne, men ellers var det intet, der lignede regionernes plan for ulighedsindslaget. Danmarks Radio satte nemlig fokus på regionernes dybt uretfærdige forskelligheder, når det gælder om at bevilge lægemidler til alvorligt syge danskere. 

I et indslag fortalte den 69-årige kræftpatient Lisbeth Robson fra Kalundborg, hvordan hendes skæbne i marts blev vurderet af et nyt, internt medicinråd på Rigshospitalet. Dette råd afviste at give Lisbeth Robson den behandling, som hendes læge ellers har vurderet, at hun havde behov for. Medicinrådet på Rigshospitalet fortalte hende, at behandlingen, som drejer sig om om en hæmatologisk sygdom, ikke ville hjælpe hende.

Det fik imidlertid ikke Lisbeth Robson til at give op. I stedet anvendte hun den ret, alle danskere har, til et frit sygehusvalg og altså til at blive behandlet et andet sted. Hun valgte Sygehus Lillebælt i Vejle, og her vurderede hendes nye læge situationen helt anderledes – han havde absolut ingen forståelse for Rigshospitalets afgørelse.

Læs Lisbeth Robsons historie ved at klikke HER. 

Men sygehuset i Vejle er også underlagt helt andre spilleregler end kollegerne på Ridshospitalet. I Vejle afholder regionen nemlig alle omkostninger til Lisbeth Robsons medicin, så den behandlende afdelings økonomi ikke berøres.

Personerne i Rigshospitalets interne medicinråd er nemlig ikke skurken i denne fortælling. Medlemmerne af rådet er læger, ovenikøbet virkelig dygtige læger. De ved godt, hvad det handler om. Men de er underlagt Region Hovedstadens særlige økonomiske betingelser – og de er ikke de samme over hele landet.

Det handler om, hvor meget regionerne refunderer af hospitalsafdelingernes omkostninger til lægemidler, som ikke er standardbehandling, men som ikke desto mindre kan udskrives af læger, som skønner, at deres patienter kan have nytte et særligt lægemiddel, normalt efter at alt andet er prøvet.

Denne skævhed omfatter andre regioner i landet. I en enkelt region, nemlig Region Nordjylland, skal hospitalsafdelingen dække samtlige omkostninger ved at anvende lægemidler, som ikke er standardbehandling. På de kanter kræver det mod og mandshjerte, hvis en læge skal udskrive et lægemiddel, som koster 800.000 kr. om året – og omkostningerne til Lisbeth Robsons ligger i den omegn. Hvis en læge fristes til det, så koster det i omegnen af to sygeplejersker. Mere patientfjendtligt kan det vist ikke blive.

I nogle regioner refunderes afdelingen 80 procent af udgifterne (som i Region Hovedstaden), mens andre refunderer det fulde beløb (som i Vejle). Denne forskelsbehandling handler ene og alene om økonomi, og derfor er de økonomiske konsekvenser af lægers beslutninger afgørende forskellige fra region til region. På det punkt skubber andre økonomiske systemer også på til at skabe uligheder – og uretfærdigheder.

Læger i ledende positioner er, må man medgive, nødt til at tage nye økonomiske hensyn i regioner, som ikke friholder afdelingerne for de økonomiske konsekvenser af, hvad man vælger at behandle patienterne med – ellers mister de systematisk deres personale.

Forbryderen er systemet, ikke lægerne. Og systemet er – mange steder – direkte patientfjendtligt. Det er direkte uforståeligt, at Folketinget finder sig i den åbenlyse opdeling af landet i A-hold og B-hold – og, som i Nordjylland, et C-hold.

Det nye er, at denne forskelsbehandling er blevet til en decideret trussel mod det sundhedsvæsen, som alle vi danskere forventer vil behandle alle på samme høje niveau, uanset hvor i landet man møder det. Den tid er slut, og nu bør man bo i regioner med en solidarisk indstilling til de økonomiske konsekvenser – og så bør man altså flytte ud af Region Hovedstaden, hvis man har en alvorlig sygdom. Ellers risikerer man at blive unddraget den bedste behandling. Som det fremgår, sker det allerede i dag, ja, det er ligefrem sat i system med et internt medicinråd på Rigshospitalet.

Risikoen for ulighed skabt af systematisk forskelsbehandling udtænkt af regionerne selv er en superaktuel forskelsbehandling, og den trussel bagatelliseres nærmest lige så systematisk af Danske Regioner, senest ved Folketingets sundhedsudvalgs høring om Medicinrådet i oktober. Her vurderede regionernes formand Stephanie Lose, at disse forskelle – skævhederne i incitamentsstrukturerne som det blev kaldt den dag – sandelig ikke har større betydning.

Men dér må Stephanie Lose tale mod bedre vidende. Mon ikke det er nået frem til hendes skrivebord i kontoret i Damhaven i Vejle, at Region Hovedstaden er begyndt at eksportere alvorligt syge borgere til hendes hospitaler – altså de af dem, som orker at kæmpe for retten til et frit sygehusvalg. Resten bliver derhjemme i Sophie Hæstorp Andersens region, hvor de må nøjes med andenrangsbehandling.

Hvis problemet ikke skulle være kendt, så må det være blevet det den dag, hvor Danske Regioner holdt sin ulighedskonference. Danmarks Radio bragte nemlig flere indslag af samme støbning den dag.

Der var også historien om 82-årige Thorkil Krogh Petersen, som fik nej til at fortsætte i dyr kræftbehandling i Roskilde, men fik ja på den anden side af Storebælt. Også den historie drejer sig om en patient, som blev unddraget den rette behandling i sin region, i dette tilfælde Region Sjælland. Også han endte på Vejle Sygehus. Læs om denne sag ved at klikke HER.  

Den sag burde minde Stephanie Lose om problemet, og den burde også minde hende om, at når regionerne finder ud af få fælles regler, så skal udgangspunktet ikke være laveste fællesnævner, altså den som praktiseres i Region Sjælland eller Region Hovedstaden, men den højeste fællesnævner, som netop i dette tilfælde er hendes egen region.

Og hun skal benytte lejligheden til at overbevise regeringen – og dens ambitioner om at skabe større lighed – til at investere i danske sygehuses anvendelse af fornuftige lægemidler, så alle har adgang til dem. I stedet risikerer vi jo, at regionerne vælger det stik modsatte, nemlig at det er den dårligste region, som bliver udgangspunktet for den fremtidige ordning.

Hvorom alting er, så afkrævede TV-avisens reportere vores nye sundhedsminister Magnus Heunicke et svar på spørgsmålet om det er acceptabelt, at patienterne behandles forskelligt fra region til region, når det gælder livsvigtig medicin – spørgsmålet flugtede ikke just med den plan, som Danske Regioner havde lagt, og måske heller ikke den, ministeriet have forventet. Det forvirrede tydeligvis den nye sundhedsminister en hel del, men han fik da sagt, at det problem skal løses – men om han reelt vil gå ind i sagen, er nu nok ikke sandsynligt: Han vidste bare ikke, hvad han skulle svare.

Derimod kom Danske Regioners dagsorden til at fortone sig i intetheden.

Det fik dog ikke regionerne til at ryste på hånden. Dagen efter konferencen opgjorde Danske Regioner selv, hvad der var konklusionerne, nemlig disse:

  • En mere skræddersyet behandling på hospitalerne og i almen praksis. Der er forskel på patienternes behov og ressourcer, og det skal afspejle sig, når patienten møder sundhedspersonalet.
  • En folkesundhedslov der sikrer, at forebyggelse tænkes ind i nye regler og love på tværs af velfærdsområder. Der skal være en sund bundlinje.
  • Ulighed i sundhed begynder allerede i mors mave. Der skal derfor sikres en bedre tidlig indsats til sårbare gravide og deres nyfødte.
  • Markant højere cigaretpriser. Højere priser skal holde unge fra at ryge. Samtidig peger forskning på, at også borgere med lav indkomst vil ryge mindre, hvis priserne stiger.
  • Sundhedstjek til borgere på botilbud. Socialt udsatte kommer sjældent selv til behandling, så den opsøgende indsats skal styrkes.

Danske Regioner var tydeligvis stolt over disse såkaldte løsninger, og de omfatter jo ikke de problemstillinger, som TV-avisen og Danmarks Radio tog op. Den form for ulighed er ikke nævnt med et ord, selvom den måske er den værste af dem alle.

I stedet gør regionerne et stort nummer af andre konklusioner, og det spor, som de tegner, ligner ikke en succes. Vi har trods alt talt om ulighed i menneskealdre. Det er uhyggeligt vanskeligt at lave om på, og de løsninger, man nåede frem til, ligner ikke vinder-kombinationen – måske bortset fra sundhedstjekket til borgere på botilbud. 

Jo, en markant forhøjelse af tobakspriserne vil faktisk gøre en forskel. Der er intet, som har større betydning for uligheden i Danmark, end netop tobakken. Men dér har regeringen jo vist, hvad den har at byde på af jernvilje, nemlig en ligegyldig prisforhøjelse til 60 kr. for 20 cigaretter. Det får ingen betydning.

Derfor er der én ting, der står tilbage, når det gælder ulighed, nemlig at det kræver to til en tango, og denne gang er det Danske Regioner og regeringen, som blokerer for nemme og åbenlyse løsninger på de mest markante uligheder i det danske sundhedsvæsen.

Det ansvar kan ikke eksporteres, uanset hvor mange konferencer parterne holder, og uanset hvor mange alliancepartner de kan tiltrække.

About the Author

Kristian Lund

Kristian Lund

Kristian Lund er redaktør på Sundhedspolitisk Tidsskrift, tidligere chefredaktør på Dagens Medicin og en af landets mest vidende debattører på sundhedsområdet.

Nyheder fra Medicinske Tidsskrifter

Hæmatologisk Tidsskrift

Diagnostisk Tidsskrift