Nu går Kræftens Bekæmpelse aktivt ind i specialeplanlægningen

Skrevet d. 11. November 2018

Det er så tæt på, som det overhovedet kan komme, at Kræftens Bekæmpelse kræver to af landets afdelinger indenfor kræft i budspytkirtlen lukket. De savner volumen og evidens for afdelingernes evner, når det gælder kirurgi - og det er afgørende inden for bugspytkirtelkræft.

Så vidt går Kræftens Bekæmpelse dog ikke - denne gang. I stedet siger direktør for Kræftens Bekæmpelse, Jesper Fisker, at ”der er sandsynligvis sygehuse, der opererer så få patienter, at det er kvalitetsmæssigt uforsvarligt. Det er meget problematisk, og jeg vil opfordre Sundhedsstyrelsen til at undersøge sagen nærmere.” 

Han sætter tilmed trumf på: ”Patienter med bugspytkirtelkræft har krav på den bedst tænkelige behandling, uanset hvor i landet de bor”.

Udmeldingen er pikant. Mon ikke det første gang, at en patientforening blander sig i specialeplanlægningen i Danmark med krav om at begrænse antallet af behandlingssteder. Det omvendte har man derimod set flere gange, altså, at patientforeninger anbefaler at udvide antallet af behandlingssteder.

Det er pikant, også fordi budskabet formuleres af den tidligere direktør for Sundhedsstyrelsen, Jesper Fisker, som jo er ny direktør i Kræftens Bekæmpelse. Det er ham, som stikker fingeren i denne pjnlighed. Sagen er nemlig, at det længe har været kendt, at der er betydelige forskelle på behandlingen -  og kvaliteten af behandlingen - af bugspytkirtelkræft i Danmark. Det er snart tre år siden, at pressen satte fokus på problemerne, og siden valgte Kræftens Bekæmpelse af investere i en undersøgelse af problemerne.

Det er resultater af denne undersøgelse, som Kræftens Bekæmpelse nu kommenterer på. Undersøgelsen dækker årene 2011-2015. I den periode opererede de fire sygehuse i alt 476 patienter med kræft i bugspytkirtlen. 80 procent af operationerne stod Rigshospitalet og Odense Universitetshospital, og deres resultater ser bedre ud ned for de to andre sygehuse, Aarhus med 46 patienter og Aalborg med 56 patienter i perioden.

Meget tyder på at Kræftens Bekæmpelses alarm er velbegrundet. Men det burde Sundhedsstyrelsen vel for pokker have opdaget for længst. Hvorfor er der så intet sket? Nu er vi så i den situation at det er en patientforening, som trækker i nødbremsen. Og det kan man kun applaudere - altså hvis hjemmearbejdet er gjort, og det er det i dette tilfælde.

Derfor. Tak for indsatsen, Kræftens Bekæmpelse, tak for villigheden til at bruge penge på at undersøge sagen til bunds, og tak for modet til at formulere kritikken.

About the Author

Kristian Lund

Kristian Lund

Kristian Lund er redaktør på Sundhedspolitisk Tidsskrift, tidligere chefredaktør på Dagens Medicin og en af landets mest vidende debattører på sundhedsområdet.

Nyheder fra Medicinske Tidsskrifter

Hæmatologisk Tidsskrift

Diagnostisk Tidsskrift