Når Magnus Heunicke siger "vores" - så mener han regeringens

Skrevet d. 11. februar 2021

Vi har en regering, som ikke kan formulere en sætning uden at bruge ordet "vores". Især er Magnus Heunicke voldsomt angrebet af denne ”vores”-infektion.

Det hedder "vores" hospitaler, "vores" eksperter, "vores" myndigheder, "vores", "vores", "vores".

Men hvad mener han egentligt?

Engang tænkte vi vel, at regeringen måtte mene, at "vores" er os alle sammen. Det er dit og mit. Dig og mig. Men efter en kritisk rapport om den danske nedlukning i marts 2020, skrevet af en ekspertgruppe under ledelse af professor emeritus Jørgen Grønnegård Christensen, ved vi, at når Magnus Heunicke (Soc) taler om "vores" sundhedsvæsen eller "vores" eksperter eller "vores" myndigheder, så mener han faktisk ikke dit og mit, men derimod regeringens eksperter, regeringens myndigheder eller regeringens sundhedsvæsen.

Side for side – og rapporten fylder 598 sider – dokumenteres det, hvordan regeringen, ja faktisk statsministeriet overtog hele sundhedsverdenen og drev det stort set uden at have forudsætningerne for det. 

Den skarpeste konklusion i rapporten er, at statsminister Mette Frederiksen konsekvent løj, når hun påstod, at beslutningen om at lukke ned hvilede på rådgivning fra sundhedsmyndighederne – og siden løj hun og sundhedsminister Magnus Heunicke tilsvarende konsekvent, når de henviste til eksperternes anbefalinger. Tværtimod lød anbefalingerne fra Sundhedsstyrelsen på det stik modsatte.

På grund af rapporten fra Jørgen Grønnegård Christensen ved vi også, at Søren Brostrøm blev presset til at stille op ved siden af Magnus Heunicke og Mette Frederiksen på de historiske pressemøder. Vi ved, at han ikke var enig med dem. Vi ved, at Sundhedsstyrelsens kommunikation til os danskere skulle godkendes af Statsministeriet – ja, det er fuldkommen vanvittigt, men ikke desto mindre sandt. Statsministeriet insisterede på det – og fik sin vilje – da al kommunikation endte med at gå gennem Mette Frederiksens folk.

Hele den historie rulles ud i denne rapport. Den kan læses HER – men det er moppedreng.

Den er alle pengene værd – og Jørgen Grønnegård Christensen er en meget begavet ekspert udi offentlig forvaltning.

Man kan også nøjes med danske dagblades versioner. HER er Politikens.

Og HER er Berlingskes løsning – og den er såmænd næsten magen til konkurrentens.

Denne regering har med sin særlige nedlukning afsløret en kontrolivrighed og en selvstrækkelighed, som er i utrit med den danske forvaltningstradition.

Ikke desto mindre har regeringens støttepartier valgt at frede statsministeren. Javist, hun løj, og javist, hun gjorde det ved mange lejligheder, og det var en alvorlig sag. Men det skal ikke have konsekvenser, og da slet ikke på niveau med den rigsretssag, som Inger Søjberg udsættes for.

Alibiet for støttepartiernes holdning er, at Danmark jo klarede sig gennem coronakrisens første fase med bravour. Så kan man tilgive statsministeren. Mon ikke også, at det spiller en rolle, at danskerne er stolte og glade over Danmarks håndtering af coronakrisen. Det vil for nærværende ikke være populært at trække Mette Frederiksen gennem sølet.

Men realiteten er, at det ikke er nogen sag at stoppe en pandemi.

I Kina sømmer de entredørene til i etageejendomme med smitte. Så enkelt kan det gøres. Isoler risici. Så vidt kom det ikke i Danmark. Men det var tæt på. I Danmark blev det gjort på den danske måde. Vi lukkede ned – på Mette Frederiksens befaling.

Den beslutning bakker danskerne op om – med hud og hår.

Men sagen er, at pandemier skal kontrolleres med omtanke. Nedlukninger skal doseres gennemtænkt. Akkurat så smitten inddæmmes mest effektivt, men på en måde så sundhedsvæsenet og andre patienter foruden samfundsøkonomien eller erhvervslivet skades mindst muligt.

Denne dosering er en kunstart, tilmed en meget fin kunstart, og dem, der har forstand på den slags, er netop de eksperter, som Mette Frederiksens regeringen fravalgte at lytte til – og bagefter henviste til, at man havde baseret sin nedlukning på.

Den rette dosering kræver viden; kendskab til evidens og historiske erfaringer. Man uddanner kloge mennesker til at kunne den slags, og de er vant til at tænke i balancegange, der fører til de rette doseringer.

Når denne coronakrise engang er overstået, og måtte det ske snart, så vil dygtige internationale analytikere utvivlsomt gøre boet op. Hvilke lande klarede sig mon bedst? Hvem sikrede borgerne bedst og med færrest mulige omkostninger for andre patienter, samfundsøkonomien, erhvervslivet og borgernes privatøkonomi?

Sverige overdoserede tydeligvis hensynet til samfundsøkonomien og det svenske sundhedsvæsen. Det kom til at koste med meget høje antal døde, især gamle svenskere.

Svenskerne fandt ikke den rette balancegang.

USA troede under Trump end ikke på coronaens alvor – og historien vil fælde en hård dom over hans håndtering. Nu er der grund til at tro, at en ny præsident vil basere sin indsats på eksperternes vejledning, og at der er håb, så fortidens fejl kan rettes op.

Men hvad med Danmark?

Når ”vores” regnestykke engang skal gøres op, så er det langt fra sikkert, at Danmark ligger i toppen af listen over dem, der gjorde det godt. Det er vist dér, de fleste danskere tror, at Danmark vil befinde sig. Indlysende var vi dygtige til at dæmme smitten ind i første fase, men det skete måske på bekostning af danskernes økonomi, erhvervslivet og andre patienters sikkerhed.

Når regnestykket gøres op, så kan det vise sig, at der er andre lande – og regeringer - som i højere grad end vores havde øje for den finere dosering, og derfor vil de have håndteret krisen klogere end os.