Mette Frederiksen udnytter corona-situation til at score nemme point

Skrevet d. 28. februar 2020

Fra starten har Danmark håndteret corona-virussen forbilledligt. Der har været styr på situationen, og det har med rette skabt ro og tillid til de danske foranstaltninger. 

Men nu er håndteringen kommet ind i en ny fase, hvor farerne for fejl er store og risikoen for at gejle en panisk stemning op blandt danskerne er vokset voldsomt - forklaringen er, at nu er der gået politik i sagen. Desværre ser det ud som om, at regeringen er parat til at score maksimalt med politiske point på situationen, Mette Frederiksen er opsat på at demonstrere handlekraft og rykke ind i centrum af begivenhederne - dér hvor beslutningerne træffes om, hvad Danmark skal gøre. 

Fra første færd har Danmark ellers, klogt, satset hele butikken på Søren Brostrøm, den vidende og myndige chef for Sundhedsstyrelsen. Han skulle have en medalje for sin indsats.
 
Helt alene har han dog ikke været. Især er han blevet fornuftigt assisteret af infektionsmedicinerne anført af ledende overlæge Lars Østergaard fra Aarhus Universitetshospital og folkene fra Statens Serum Institut. Danmark har kunnet være tryg i disse lægers hænder.
 
Men snart blev det klart, at sundhedsminister Magnus Heunicke (Soc.) ville have del i succesen. Ikke at han kunne bidrage med noget som helst. Til gengæld kunne han selv suge næring fra situationen. Han har et uomtvisteligt talent for at kommunikere, og det er også kommet til sin ret. Han har høstet point hos vælgerne ved sin optræden.
 
Men der har ikke været et reelt behov for ministeren. Tværtimod har det været klogt med en enstrenget kommunikationsstrategi baseret på en gennemtroværdig og vidende Søren Brostrøm.
 
Som sidemand til ham har Magnus Heunicke været som en hund i et spil kegler. Han sidder dér, forsøger at sige noget begavet, men ak, det er aldrig lykkedes helt. Reelt har ministeren intet udrettet.
 
Til gengæld har hans ønske om at placere sig i begivenhedernes centrum været voldsomt risikabel. Hans blotte tilstedeværelse har nemlig gjort håndtering af krisen politisk. Fra det sekund, hvor Magnus Heunicke begyndte at optræde på landets TV-skærme og opføre sig som om, at han havde ansvaret for håndteringen - fra det øjeblik blev situationen politisk, og vi har sandelig set, hvad politikerne kan skabe af tumult, hvis de først begynder at blande sig, som f.eks. da Pia Kjærsgaard insisterede på, at danskerne skulle have adgang til Tamiflu - uagtet at netop det vidste hun absolut intet om.
 
Man må sige til ære for danske sundhedspolitikere, at de ikke valgte at slå plat på ministerens amatøragtige forsøg på at bemægtige sig situationen. 
 
Men mon ikke sundhedspolitikerne blev alvorligt provokeret, da landets sundhedsminister meget overraskende lukkede pressen ind til et møde i, hvad der på det tidspunkt var situationens beredskab, nemlig et møde mellem Søren Brostrøm, ministeren, departementschef i sundhedsministeriet Per Okkels, nøglepersoner fra Statens Serum Institut og andre. Her fik dagbladet Politikens redaktion adgang til selve krigsrummet i corona-sagen, og det blev til en fantastisk reportage, som meget livagtigt gengav, hvordan mødet bølgede frem og tilbage mellem en noget tavs Søren Brostrøm og en minister, som tydeligt var indstillet på at sætte sig på begivenhederne.
 
Det er svært at forestille sig andre forklaringer på pressens tilstedeværelse på dette møde, end at ministeren og hans rådgivere har ønsket at vise offentligheden, at Magnus Heunicke skam har ambitioner om at betyde noget på sundhedsområdet, at han har styr på sit felt. Netop det har han ikke haft held til endnu i sit nye embede, og det har dagbladet Politiken da også mindet ham om jævnligt.
 
Denne besynderlige, ja temmelig barnagtige presseindsats har indlysende bidraget til at politisere den danske indsats. Det lykkedes ikke Heunicke at overbevise nogen som helst om, at han er på toppen af situation, til gengæld legede han med ilden og risikerer den politiske ro.
 
Men heller ikke denne gang bed sundhedspolitikerne dog på. De er nogle guttermænd og -kvinder.
 
Nu har vi så fået det første tilfælde af corona-smitte og nu skal det vise sig, om politikerne - og medierne, i øvrigt, som har leveret en forbilledlig indsats, stort set uden fejl - kan holde sig tilbage. Det blive svært, nu da Mette Frederiksen har samlet sit warcabinet omkring sig, som om landet var belejret. Det er temmelig ubegribeligt, at et enkelt tilfælde af smitte skal føre til så uhørt en eskalering af krisen. Tænk, nu har landets statsminister indkaldt forsvarsministeren, som om vi var i krig. Det er lige før, at regeringen vil isoleres i de gamle bunkere skabt til atomkrig nogenlunde på samme måde, som Winston Churchill var nødt til at gøre under bombardementet af London under 2. verdenskrig. Det ligner en klar overreaktion. 
 
Det er skuffende, at Mette Frederiksen ikke vælger at løse problemerne i stilfærdighed. Hvorfor ikke indkalde parterne omkring erhvervslivet og drøfte udfordringer og løsninger? Hvorfor ikke drøfte de finansielle perspektiver med de relevante parter, stille og roligt?
 
Statsministerens håndtering viser, at hun ønsker at score politiske point i en tid, hvor hendes regering er i strid modvind - og det risikerer at ske på bekostning af den ro, som hidtil har præget den danske indsats. 
 
Faktisk er det pinligt, at landets nye statsminister tyr til at udnytte situationen, når den reelt er alvorlig - og under kontrol.