Medicinrådet burde betale for at være med til ESMO

Skrevet d. 09. September 2017 i kategorien Medicinrådet

Det risler medicinalindustrien koldt ned ad ryggen, når der hviskes biosimilære lægemidler. Så ved man, at priserne bliver presset i bund, og indkøberne jubler.

Hidtil har kræftområdet ikke oplevet biosimilære lægemidler på klos hold, men i år er industriens mareridt ikke desto mindre et tema på ESMO, og forklaringen er, at nogle af de moderne kræftlægemidler nu løber af patent. 

På ESMO omtales fænomenet ligefrem som "The incoming wave of biosimilars in oncology." og emnet skal diskuteres på en session på åbningsdagen. Der burde Medicinrådet være tilstede. De to formænd, Steen Werner Hansen og Jørgen Schiøler Kristensen, skulle sidde dér på første række, og ved deres side burde klinisk farmakolog Hanne Rolighed sidde og lytte med.

Nok så vigtigt - igen i en dansk kontekst, så Hanne Rolighed kan fatte det - er, at uden dyre lægemidler kommer ingen billige lægemidler.

Kristian Lund

Man forstår godt industriens bekymring for biosimilære lægemidler. I det seneste år er kvalificerede lægemidler indenfor reumatologi løbet af patent og Danmark har med overraskende hast formået at skifte til de biosimilære alternativer, og det har sparet Danmark for enorme million-beløb. Det er bare et eksempel. Mere er på vej.

Det er der grund til at minde om, og ganske særligt i en dansk kontekst: Efter dyre lægemidler kommer billigere lægemidler. Nok så vigtigt - igen i en dansk kontekst, så Hanne Rolighed kan fatte det - er, at uden dyre lægemidler kommer ingen billige lægemidler. Så har patienterne ingenting.

Sådan er logikken, og den er god at kende, når ESMO nu går i gang. Det er nemlig her nye lægemidler måles og vejes - og vinder eller taber. ESMO er affyringsrampen for terapier, som kan gavne patienter, måske ligefrem helbrede patienter - men det er også endestationen for lægemidler, der ikke leverer eller leverer for lidt. I givet fald hældes investeringer i milliard-klassen direkte ud i toilettet. 

Når de nye lægemidler når frem til Danmark, er de med garanti dyre, ofte hammerdyre, men det betaler udviklingen af dem, foruden afdækningen af lægemidlernes sikkerhed. Den slags er dyrt. Men medicinen bliver før eller siden billig, og det skal indgå i alle beregninger af lægemidlernes økonomi.

Imens er vi mange, der krydser mange fingre for, at ESMO kommer til at levere varerne. Forventningerne er store, og alt tyder på, at der faktisk er betydningsfulde lægemidler undervejs. De kan komme til at betyde alverden for patienterne - og en gang bliver de billige.

Good luck, ESMO.

About the Author

Kristian Lund

Kristian Lund

Kristian Lund er redaktør på Sundhedspolitisk Tidsskrift, tidligere chefredaktør på Dagens Medicin og en af landets mest vidende debattører på sundhedsområdet.

Nyheder fra Medicinske Tidsskrifter

Hæmatologisk Tidsskrift

Diagnostisk Tidsskrift