Medicinrådet: Fornuften taber igen

Skrevet d. 17. August 2017 i kategorien Medicinrådet

Sagen synes afgjort, og fornuften taber.

Det er situationen for habilitetssagen, som blev udløst af Medicinrådet – anført af Danske Patienter og Kræftens Bekæmpelse – og som sigter mod at holde læger med den mindste berøring med medicinalindustrien ude af beslutninger om medicingodkendelse i Danmark.

 

Reglerne, som blev lagt frem i foråret, slår fast, at en læge ikke kan deltage i fagudvalgene, som rådgiver ved godkendelse af medicin, hvis han har deltaget i lægevidenskabelige kongresser betalt af en medicinalvirksomhed med interesser indenfor fagudvalgets område.

Længe så det ud til, at fornuften ville råde. Reumatologerne var først til at meddele, at det ud fra de præmisser ikke ville være muligt at samle en gruppe læger med tilstrækkelige kompetencer til at træffe afgørelse på gigtområdet. Siden har den ene lægegruppe efter den anden fulgt op med lignende beskeder.

Men det har ikke rystet Medicinrådet, at fremtidens beslutninger om medicingodkendelse kommer til at hvile på læger fra en anden hylde end den øverste.

Forklaringen på den stejle holdning har hele tiden været, at pressen (og offentligheden) aldrig vil acceptere det mindste sammenfald. Så vil medierne kaste sig over beslutningerne og kaste smuds på deres udfald, og det kan så delikate sager ikke tåle.

Denne sommer faldt tingene på plads, og nederlaget for fornuften blev beseglet i en kommentar i dagbladet Politiken, skrevet af avisens sundhedsredaktør Lars Igum Rasmussen, og den flugter helt og aldeles med holdningerne hos i Medicinrådets reglement (læs den her: http://politiken.dk/forbrugogliv/sundhedogmotion/art6031157/Skal-medicinalindustrien-betale-l%C3%A6gers-efteruddannelse)

”Medicinrådet kræver, at dets eksperter både er – men også fremtræder – habile og uafhængige af medicinalindustrien,” er Politikens synspunkt – og det er nøjagtig forklaringen på, at habilitetssagen har fået sit udfald. Det er – om man så må sige – laveste fællesnævner, som lægges til grund for habilitetsbestemmelserne, nemlig frygten for kritik i pressen. Så skidt med om kritikken er ubegrundet. 

Man kan derfor med god grund undre sig over, hvorfor Medicinrådet ikke har involveret pressen – selve begrundelsen for udformningen af reglerne – i udformningen af reglementet. Pressen kunne godt have haft et kvalificeret bud på, hvad der er i orden af relationer mellem industri og læger – og hvad der ikke er i orden.

Eksempelvis gør Medicinrådets regler en del ud af karantæne perioder, altså hvor lang tid, der er gået siden kontakten mellem den pågældende læge og industrien. Men den slags går pressen næppe op i – journalisterne kan sagtens kaste sig frådende over en læge, der mange år tidligere har haft en relation til industrien.

Reglementet tager heller ikke hensyn til ægtefællers relationer til industrien – men den slags kan pressen sagtens få til at blive monumentale forbrydelser, hvis konen til en læge har fået støtte fra en medicinalvirksomhed – eller endnu værre, hvis hun var ansat i en medicinalvirksomhed.

Pressen har i det hele taget sine egne reaktionsmønstre. Den dag vil komme hvor de støttepenge Kræftens Bekæmpelse får af industrien kædes sammen med de anmeldelser af lægemidler som foreningen oftere og oftere foretager på sin hjemmeside.

I det hele taget kan Medicinrådets usædvanligt vidtgående bestemmelser ramme det danske sundhedsvæsen som en boomerang. Nu er overliggeren lagt, af selveste Medicinrådet, og den ligger lavt, så stort set alt er kriminaliseret. Det vil uvægerligt blive den alen, som relationer til medicinalindustrien vil blive bedømt på i fremtiden – og det er en skærpelse af pressens nuværende indstilling. På den måde er Medicinrådets reglement et stort selvmål, som kommer til at gøre det endnu sværere for sundhedsverdenen at få et naturligt forhold til industrien, der ellers udvikler vigtige værktøjer til behandling af sygdomme.

Men sagen er afgjort. Det giver ikke mening at fortsætte kampen. I stedet bør indsatsen rettes mod at få de bedste regler indenfor de nye rammer. Indlysende er det en kæmpefejl at reglerne træder i kraft omgående. Lægerne burde have mindst et år til at finde sine ben i de nye regler.

Dernæst bør der være større præcision i reglerne. Medicinrådet har – ofte med rette – baseret sit virke på en fleksibel tilgang til tingene. Projektet styres af fornuft, og så må man stole på Medicinrådets formandskab og medlemmerne. I masser af situationer fungerer det, men ikke i denne. Lægerne har ret til kende det præcise grundlag for reglerne. Juraen skal på plads. Alt andet er useriøst.

Regionerne må også til lommerne. Det er regionernes institution, Medicinrådet, som blokerer for lægers adgang til kongresser og den nyeste viden på deres områder. Så må regionerne i fremtiden betale for kongresdeltagelsen. Alt andet er useriøst.

Tilbage er blot at strække våben. Ufornuften vandt. Nu gælder det om at få det bedst mulige ud af dumheden.

Ti uløste dilemmaer om habilitet

  1. Kan vi mon stole på Københavns Universitet, som jo har modtaget en bevilling på over en milliard kr. fra Novo Nordisk. I dag er forskningsdirektøren for Novo Nordisk, Mads Krogsgaard, ligefrem formand for universitetets bestyrelse – kan Medicinrådet virkelig acceptere den relation?
  2. Kræftens Bekæmpelse får også penge fra medicinalindustrien, således 100.000 kr. fra Roche. Kan man så stole på Danmarks førende patientforening?
  3. Mange læger er gift med læger – og ofte modtager deres ægtefæller støtte fra medicinalindustrien. Når det gælder insiderhandel med aktier, så accepteres den løsning ikke – skal det påvirke habiliteten af lægerne, hvis de er gift med en modtager af penge fra medicinalindustrien. Flere af de skarpeste kritikere af relationen mellem læger og industri er netop i den situation.
  4. Eksperimentel behandling på kræftområdet foregår i snævert samarbejde med industrien, og det redder liv og fører til udviklingen af effektive lægemidler. Men kan det samarbejde overhovedet accepteres, når det bringer læger i nærkontakt med industrien?
  5. Danske læger leverer i det hele taget et betydelig indsats med kliniske studier som bidrager til lægemiddeludviklingen – skal disse læger diskvalificeres som rådgivere?
  6. Novo Nordisk har afsat enorme beløb i Steno Diabetes Center, et projekt som skal rulles ud overalt i landet, og som vil give diabetesbehandlingen her til lands et løft. Men kan man stole på læger, der er ansat i det regi?
  7. Herlev Hospital, hvor formanden for Medicinrådet, Steen Werner Hansen, er lægelig direktør, er centrum for mange af disse samarbejder med medicinalindustrien. Novo Nordisks milliardinvestering i Region Hovedstadens diabetesbehandling har Herlev som sit epicenter, og kræftafdelingen på Herlev arbejdet tæt sammen med medicinalindustrien. Herlev Hospital er i det hele taget dybt afhængig af midler fra medicinalindustrien. Kan man stole på læger fra Herlev?
  8. Sygehus Lillebælts hæmatologer har spillet en afgørende rolle for udviklingen af tidens mest succesfulde kræftlægemiddel, Darzalex. Men topchefen på Sygehus Lillebælt, Dorte Crüger, er også formand for Kræftens bekæmpelse. Er hendes troværdighed intakt?
  9. Lundbeck-fonden (og andre fonde med rødderne i medicinalindustrien) støtter masser af forskning og med betydelige beløb – men kan læger, der modtager støtte derfra samtidig være troværdige rådgivere, når det gælder afgørelser om medicin. Næppe med det aktuelle reglement?
  10. Hvor lang tid tager det før end læger er uplettede. 1 år, 2 år, 3 år eller – og det vil pressen mene – aldrig.

 

About the Author

Kristian Lund

Kristian Lund

Kristian Lund er redaktør på Sundhedspolitisk Tidsskrift, tidligere chefredaktør på Dagens Medicin og en af landets mest vidende debattører på sundhedsområdet.

Nyheder fra Medicinske Tidsskrifter

Hæmatologisk Tidsskrift

Diagnostisk Tidsskrift