Løkke står overfor en folkebevægelse mod sundhedsreformen

Skrevet d. 11. Januar 2019

Det ligner snart en regulær ’Folkebevægelse mod Sundhedsreformen’. Alle organisationer er mobiliseret, Lægeforeningen, sygeplejerskerne, FOA, sundhedsøkonomer, professorer, Venstres regionale politikere, ja, førende Venstre-politikere – you name it, og de står på barrikaderne, og de er vrede.

Det hele handler om den sundhedsreform, som statsminister Lars Løkke Rasmussen har bedyret kommer, og som ifølge rygterne bliver diskuteret i Venstres øverste ledelse i dag.

De eneste, der ikke for alvor er del af denne højtråbende folkebevægelse er …. folket, og det mest diffuse ved mobiliseringen af alle foreningerne og alle opinionsmagerne er, at ingen dem aner, hvad regeringen faktisk har på vej.

Se, det kan man kalde en skyggekrig, en kamp mod vejrmøller.

Reelt er det eneste, vi ved, at regeringen mener, at samarbejdet mellem de praktiserende læger, hospitalerne og kommunerne fungerer sygt elendigt. Netop det er alle i Danmark enige om, også den røde side i Folketinget. Ja, selv regionerne kan vel indse det.

Derfor er der et helt reelt behov for en ny organisering af indsatsen.

Det er nærmest en videnskabelig kendsgerning, at samarbejdet mellem hospitalerne, kommunerne og de praktiserende læger fungerer sygt dårligt – og kunne Lars Løkke Rasmussens reform løse det, så skulle han have en Nobelpris.

Men om det kræver en reform er ikke til at vide. Måske kan mindre gøre det. Men problemet skal løses og gerne nu.

I den situation er der kun tilbage at give Lars Løkke Rasmussen nogle velvalgte råd: 

Tro nu ikke, at staten kan løse problemerne: Der er intet belæg for at tro, at sundhedsvæsenets problemer kan løses af staten. Der er ingen historiske erfaringer, der peger i den retning – og vist heller ikke i andre lande. Sjovt nok har Venstre en historisk skepsis netop mod statens indsats på sundhedsområdet. Derfor er det paradoksalt, at det netop er Lars Løkke Rasmussen, som – muligvis – vil gøre staten til den centrale spiller. Faktisk er det lige så overraskende, at de andre partier, som går ind for en centralistisk løsning, normalt er dem, der er imod statslig indblanding. Det har alrig været Liberal Alliances kop te, heller ikke de konservative og slet ikke DF. 

Overvurder nu ikke kommunernes evner på sundhedsområdet. Hvis kommunerne skal være en bærende del af en ny organisering, så er vi ilde stedt. Kommunerne har - med få undtagelser - været en stor skuffelse på sundhedsområdet. Allerede ved strukturreformen fik de ansvar, og meget tyder på - hvis man skal være grov - at kun de allerstørste kommuner, København, Aarhus. Odense og Aalborg for alvor har magtet opgaverne. Bevares en række kommuner, f.eks. omkring Aarhus, har taget det alvorligt, at de skal tage sig af patienter, som udskrives for sygehusene – og som ikke kan tage vare på sig selv.

Giv reformen god tid: Situationen i det danske sundhedsvæsen er lige så lidt akut, som Donald Trumps mur. Vi har ikke brug for en hovsa-løsning, så giv nu din løsning tid til at falde på plads – og tid til at kunne rettes, når det viser sig, at løsningerne ikke dur.

Husk nu sætte penge af, hvis almen praksis skal levere en ekstra indsats: Det er mildest talt irriterende at skiftende regeringer altid mener, at man bare kan overføre opgaver til praktiserende læger uden af betale for det. Det er samme gælder i øvrigt kommunerne – flere opgaver skal udløse flere penge. Så enkelt er det – bare ikke i virkeligheden.

Nedlæg for himlens skyld ikke regionerne. Måske skal regionerne reduceres, men det danske sundhedsvæsen skal have en rygrad af stabilitet, og den kan ikke leveres af andre end regionerne. Regionernes største problem er ikke at levere kvalitet, nej, regionerne har været håbløse til at markedsføre sine egne kvaliteter. Derfor fremstår regionerne altid defensive, i forsvar for dårlige løsninger, og det har umuliggjort at synliggøre sejrene, som er langt mere talrige og meget vigtigere. Det opdages bare ikke, hverken af offentligheden eller politikerne. Det er regionernes egen skyld, men det burde ikke føre til deres nedlæggelse.

Sørg nu for at få bred politisk opbakning. Akkurat det ved vi, at Lars Løkke Rasmussen slet ikke har blik for denne gang. Sundhedsreformen er en del af valgkampen. Derfor er det nærmest en gevinst, at de politiske modstandere er imod. Og derfor er timingen bag denne plan den dårligst tænkelige. Den skal ikke samle, den skal skille. Det kan ikke være mere uheldigt, hvis man af hjertet håber på en god løsning. Derfor det bedste, der kan ske, at hele projektet udskydes til efter et valg. Desværre er det ønsketænkning.

Nu sidder alle, som har sundhedsvæsenet på sinde, med hjertet oppe i halsen. Men denne reform kommer, og desværre tyder alt på, at Lars Løkke Rasmussen kommer til at se bort fra rådene i denne klumme. Han skærer dem fra nedefra. Først ryger den brede politiske opbakning. Dernæst beskyttelsen af regionerne og så fremdeles.

Men lad os nu se.

About the Author

Kristian Lund

Kristian Lund

Kristian Lund er redaktør på Sundhedspolitisk Tidsskrift, tidligere chefredaktør på Dagens Medicin og en af landets mest vidende debattører på sundhedsområdet.

Nyheder fra Medicinske Tidsskrifter

Hæmatologisk Tidsskrift

Diagnostisk Tidsskrift