Lex Spinraza

Skrevet d. 11. December 2018

Lokalet var pakket til sidste plads i det trange mødelokale hos Danske Regioner på Dampfærgevej i København 10. december en mørk eftermiddag. 

Anledningen var ellers alt andet end spektakulær. Invitationen hed: "Medicinrådet inviterer lægemiddelvirksomheder og andre interesserede til informationsmøde om ændringer i metoden for vurdering af nye lægemidler". Det turde blive en langgaber, men sådan så dagens publikum bestående af lægemiddelansøgningernes hjerner ikke på sagen - der var tværtimod stor energi i lokalet.

 
Samme dag sad Danske Regioners bestyrelse i et andet lokale og besluttede, hvordan Medicinrådet skal evalueres. Men den evaluering ønskede Medicinrådet altså ikke at vente på. Var den grebet rigtigt an, så ville evalueringen ellers have omfattet, hvordan interessenterne omkring Medicinrådet så på den nye institution til godkendelse af lægemidler i Danmark. Så ville lægemiddelindustrien være involveret i, hvordan den nye metodehåndbog skal udformes - og sandelig også lægerne og selvfølgelig også patienterne. Men regionerne og rådet selv er i gang med at skabe et organ, som ikke kan påvirkes, og som ikke lytter.
 
Det blev da også illustreret med fuld styrke denne dag. Til stede var nemlig ikke en eneste repræsentant fra selve Medicinrådet, og da slet ikke formandsskabet, som ellers med garanti har været ideologerne bag metodehåndbogen. Men nej, de blev hjemme, og dermed bekræftede Steen Werner Hansen og Jørgen Schøler Kristensen, at de ikke i det mindste er optaget af dialog. Så er det nemmere at blive hjemme og overlade scenen til organisationens fagfolk - og de kan jo ikke svare på alle de spørgsmål, der handler om ideen bag metodehåndbogen. Så den debat blev lukket effektivt ned. 
 
Vigtigere er transparens åbenbart ikke.
 
Medgivet, invitationen gjorde det klart fra starten. Dette var ikke et et dialogmøde, nej, det var et informationsmøde. Beslutningerne var truffet, nu skulle de bare videregives. Måske en anelse østeuropæisk, men længere er vi åbenbart ikke kommet i Danmark.
 
Selve metodehåndbogen indeholder velsagtens bare to væsentlige ændringer. I fremtiden har Medicinrådet flere muligheder for at indplacere og kategorisere dokumentationen bag lægemidlerne, og hvad det betyder skal eftertiden vise. Men mere reelt og konkret er det, at det fremtidige system - populært sagt - vil lægge mere vægt på konfidensintervaller end konkrete effektmål. 
 
Groft sagt vil det føre til, at lægemidler, som baserer sin evidens på studier med beskedne populationer, vil få vanskeligere med at komme gennem nåleøjet end studier med større populationer. I samme moment får fagudvalgene reduceret deres indflydelse, og magten tipper mod Medicinrådet, Steen Werner Hansen og Jørgen Schøler Kristensen, og rådets kliniske farmakologer, kort sagt dem, der ikke stillede op denne dag.
 
Der var næppe en eneste i lokalet denne dag på Dampfærgevej, som ikke er klar over, at fremtidens lægemidler kommer til at rette sig mod stadigt smallere patientgrupper - og derfor stadigt smallere studier. Nu får vi et system for lægemiddelgodkendelse som - i udgangspunktet - bevæger sig i den stik modsatte retning.
 
Medicinrådet, og Danske Regioner, er derfor i direkte kollisionskurs med regeringens overordnede strategi for personalized medicine - denne metodehåndbog har den stik modsatte intention, nemlig at favorisere lægemidler med store studier bag sig og straffe lægemidler med smalle "personalized" studier, altså dem, der udvikles til præcise målgrupper.
 
Man kunne få den mistanke, at formålet bag hele denne operation er at skabe en Lex Spinraza - så Medicinrådet i fremtiden kan basere sine subjektive vurderinger på et tilsyneladende objektivt grundlag.
 
Medicinrådet er jo godt klar over, at spillereglerne er på vej til at blive ændret afgørende. Nu ruller der lægemidler ind, hvor mange af dem er rettet til smalle patientgrupper og derfor med stadigt smallere studier (sådan må det være) og til stadigt højere priser.
 
Men hvis Medicinrådet får frit spil her, så vil danskerne blive unddraget lægemidler med betydelig helbredende effekt. 
 
Så kan danskerne - og Steen Werner Hansen og Jørgen Schøler Kristensen - fejre besparelser, som nok er store set i forhold til pågældende patientgrupper, men bedømt i forhold til den samlede danske sundhedsindsats er uden særlig betydning og da absurd langt fra omkostningerne på 759 millioner kroner til at etablere et udrejsecenter på en ø til kriminelle flygtninge og personer på tålt ophold. Målt i i forhold til de menneskelige omkostninger er de besparelser enorme, og de glemmes helt og aldeles i dette nye system. 
 
Netop det har Medicinrådet, metodehåndbogen og hele dette setup ingen synderlig opmærksomhed om.
 

Nyheder fra Medicinske Tidsskrifter

Hæmatologisk Tidsskrift

Diagnostisk Tidsskrift