Ih, hvor er det regionalt – men skal vi basere vores sundhedsvæsen på det?

Skrevet d. 01. April 2019

Når man tænker på danskerne beskedne demokratiske engagement i regionerne, er det nærmest paradoksalt, at netop regionerne skal gøres til selve omdrejningspunktet for debatten om fremtidens sundhedsvæsen.

Men den genvakte interesse for regionerne kan så passende være anledningen til at se nærmere på skavankerne ved dette hjørne af det danske demokrati.

Lad os først se på en sag, som på et meget konkret plan fortæller mere end alverdens analyser om effektiviteten af det regionale demokrati:

For en uges tid siden deltog omkring 160 kræftlæger i onkologernes årsmøde på Nyborg Strand, og allerede på førstedagen skulle forsamlingen diskutere udbyttet af tre store investeringer i nyt udstyr til højpræcisions stråleudstyr. 

Det pågældende udstyr kaldes MR-Linac, og sådanne maskiner koster 50-60 mio. kr. pr. styk. Danmark har investeret i tre maskiner, én i Odense, én på Rigshospitalet og én på kræftafdelingen på Herlev Hospital. 

Mon ikke er del af de tilstedeværende læger i Nyborg spekulerede over fordelingen af disse maskiner. Gad vide, hvorfor Aarhus ikke var på listen. Nåh nej, gik det straks for op for mange. Aarhus har jo allerede fået en meget større gave, nemlig en partikelkanon. Selvfølgelig. Disse MR-Linac maskiner gik selvfølgelig til de kræftafdelinger, som ikke fik så fin en gave som den, Aarhus fik.

Det gav god mening, bortset fra at dette avancerede stykke teknik for nærværende ikke kan bruges på så mange patienter. Det ville have givet god mening, hvis Danmark havde nøjedes med at købe bare én af disse maskiner, men så ville regionerne straks have startet en kamp for at få fingre i dette isenkram. Det orkede ingen, og så blev det Odense, Rigshospitalet og Herlev, som blev betænkt med disse investeringer.

Men hov, ligger to af disse hospitaler ikke med ganske få kilometer mellem sig? Jo, afstanden mellem Rigshospitalet og Herlev – to evige kombatanter på sundhedsområdet – er under 12 kilometer. På trods af, at det er et udstyr, som i udgangspunktet har temmelig få patienter, så blev to hospitaler meget tæt på hinanden altså betænkt med en maskine hver. Det virker ikke gennemtænkt. Mon ikke én var nok? Bestemt, men det passede ikke ind i regionens helt særlige logik. 

Men derved bliver galskaben ikke. Nej, det virkeligt tossede er, at ved at fordele maskinerne på to matrikler får maskinerne hver sine lokaler. Mange penge kunne være sparet, hvis de to maskiner var samlet på en matrikel. Men det er ikke rigtig muligt, Rigshospitalet og Herlev er ild og vand, og det har regionen ikke rigtig styr på. Derfor besluttede politikerne at forære dem hver sit legetøj.

Det kan man da kalde suboptimering.

Det nye udstyr er lovende. Det kan højst sandsynligt have afgørende betydning i behandling af kræftpatienter. Men det er alt sammen nyt, og verden savner dokumentation for effekten. Derfor ville det selvfølgelig være herligt, om Danmark kunne samarbejde om en eller flere protokoller omkring MR Linac, men i udgangspunktet er mulighederne stærkt forringede, fordi Region Hovedstaden har valgt at satse på en særlig teknologi, mens Region Syddanmark har satset på en anden. De to regioner kunne ikke enes om at vælge den ene frem for den anden.

Det ligner med andre ord Sundhedsplatformen. Men netop denne sag om MR-Linac handler ikke bare om at kunne enes om systemer. Denne sag handler også om de videnskabelige muligheder. Når regionerne vælger hver deres løsning, så kan det blive vanskeligt at drive brugbar evidens ud af et samarbejde mellem de tre afdelinger.

Se, det er en typisk case fra regionerne. Brødnid, suboptimering, spild af penge, hvis ikke rene tåbeligheder.

Tiden rummer det ene eksempel efter det andet på den slags  Sundhedsplatformen er selvfølgelig et indlysende godt eksempel på, hvad det regionale vanvid kan føre til. Hvis regionerne havde villet samarbejde og dialog, så ville Region Hovedstaden og de andre regioner have valgt den samme løsning, og højst tænkeligt ville man have valgt en anden leverandør, og enorme fejlinvesteringer havde været undgået.

Region Hovedstadens 1813 tjeneste er bestemt også et godt eksempel på suboptimering. Når hovedstadsregionen i sin tid gik sin egen vej og etablerede sin eget akuttelefon, så var det fordi, at regionen blev uvenner med PLO i hovedstaden. Så lidt skulle der til – og dermed valgte regionen at gå sin egen vej. Og det på et område, hvor det er indlysende klogt, at hele landet har den samme løsning. Hvis jyder på besøg i København falder om med en blodprop i hjernen, så ville det sandelig være en fordel, hvis de skulle gøre det samme som derhjemme. Men nej, det kunne regionerne altså ikke enes om.

Og det bringer os frem til det sidste eksempel. For hvis en jyde på besøg i København falder om med en blodprop i hjernen, så vil han eller hun naturligvis straks blive samlet op af en ambulance og omgående bragt videre til nærmeste afdeling, der magter at behandle netop den udfordring - eller? Måske. For i Region Hovedstaden er der tre muligheder, alle sammen placeret inden for en radius af under 12 kilometer. Hvis patienten har behov for trombektomi, så kører ambulancen straks til Rigshospitalet, og den løsning kan det ikke sættes en finger på. Men hvis der blev er behov for trombose, så skal ambulancen på ulige datoer køre til et hospital, og på lige datoer til et andet hospital, og de to hospitaler ligger ganske få kilometer fra hinanden.

Sådan har Region Hovedstaden indrettet sig. I alle andre regioner har man samlet kompetencerne ét sted. Men den slags kan man ikke enes om i landets største region. Faktisk stod hensynet til de neurologiske afdelinger i mange år i vejen for, at Region Hovedstaden overhovedet kunne håndtere patienter med behov for trombektomi – et indgreb, andre regioner magtede.

Er dette demokrati virkelig det, der adskiller regeringens plan og oppositionens? Er det værd at kæmpe for?

Medgivet, demokratiet er vigtigt, men under det politiske lag, faktisk i ly af det, så spilles politikerne ud, og der suboptimeres over hele linjen.

Hvis regionerne overlever, så bør der ryddes op i disse tåbeligheder. Demokrati er et gode og værd at kæmpe for.

Men ikke for enhver pris, og prisen har været høj i mange år.

 

Læs også: Kommentar fra Region Hovedstaden: Ih, hvor er det regionalt - og det er vi stolte af

 

About the Author

Kristian Lund

Kristian Lund

Kristian Lund er redaktør på Sundhedspolitisk Tidsskrift, tidligere chefredaktør på Dagens Medicin og en af landets mest vidende debattører på sundhedsområdet.

Nyheder fra Medicinske Tidsskrifter

Hæmatologisk Tidsskrift

Diagnostisk Tidsskrift