Sundhedsreformen uden forebyggelses-delen er skuffende genbrug

Skrevet d. 16. marts 2022

Jeg skal vist æde min gamle hat. I hvert tilfælde har det fra denne plads gentagne gange lydt, at der nok slet ikke kommer en sundhedsreform fra denne regering i denne omgang.

Nu kom den så, og så skal man vel i gang med at tygge.

Udspillet fra regeringen ligner nu ikke en sundhedsreform i gængs forstand. Man må medgive, at udspillet indeholder en række modige, måske dumdristige, forslag om forebyggelse. Typisk går Mette Frederiksens regering all-in. Ja, hun er parat til tvang, om det skal være. Denne gang lægges der op til, at årgangene født efter 2010 skal være komplet røgfri. Bestemt et dristigt forslag, men det er også dømt til undergang i det danske Folketing. Og man får den tanke, at regeringen her bare vil give de borgerlige en sejr i de forestående forhandlinger.

Hvad der står tilbage efter at have sorteret forebyggelsesinitiativerne fra, kan dårligt kaldes en reform. Trods alt skal en reform indeholde et element af nytænkning, helst strukturelle ændringer. På det punkt er Magnus Heunickes reform en skuffelse. Udspillet burde have indeholdt forslag til omvæltninger i det danske sundhedsvæsen, så det i fremtiden kan løse vores sundhedsproblemer. Men det har sundhedsministeren og hans ministerium ikke klaret.

Et centralt problem som manglen på læger, sygeplejersker og andre vigtige medarbejdergrupper tager udspillet end ikke fat på. Behovet for at finde løsninger på det problem har været usvækket i hele regeringens levetid, og det er selvsagt forstærket voldsomt uden coronakrisen.

Men denne regering har altså ikke magtet at finde tilløb til løsninger – altså bortset fra at tvangsudskrive lægestuderende til almen praksis, uagtet at de måtte have andre ambitioner. Det svarer lidt til at tvinge unge ingeniører til at tage et halvt år i vindmølleindustrien. Mette Frederiksen har et problem med tvang og unge mennesker, også med udflytningen af uddannelsespladser og omfordelingen af pladser til folkeskole og gymnasier – måske straffer de hende, når de får lejlighed.

Den borgerlige sundhedsreform, som jo ikke blev til noget, da de tabte valget, handlede om de grundlæggende strukturer i det danske sundhedsvæsen, f.eks. at frigøre ressourcer ved at nedlægge regionerne. Det var ikke klogt, heller ikke nu, men der er brug for den slags tænkning. Eksempelvis kunne man sætter grænser for hvor store administrationer, regionerne må være. Det kunne frigøre ressourcer. Men den slags befatter regeringens initiativ sig ikke med, og det er den store skuffelse. Trods alt har den arbejdet med en sundhedsreform i mindst to år – men der er ikke en eneste god ide i udspillet.

I stedet sparker den spørgsmålet til hjørne og nedsætter en kommission, som skal undersøge, hvordan vi kan få et robust sundhedsvæsen. Netop den opgave burde regeringen – og ministeriet - være langt med allerede. Nu løser regeringen det politiske problem med nedsætte en kommission, og det er altså blevet den politiske løsning i alt for mange sager.

I spidsen for kommissionen ønsker Magnus Heunicke at sætte stjernen fra coronakrisen, Søren Brostrøm, direktør for Sundhedsstyrelsen. Inden coronakrisen ville han være et godt valg, men som situationen har udviklet sig, er han i stigende grad blevet en del af regeringens magtapparat. Det er jo påfaldende, at regeringens forslag om at nedsætte alderen for, hvornår danskerne kan købe alkohol, til 18 år, akkurat flugter med Sundhedsstyrelsens splinternye anbefaling – med netop den aldersgrænse. Sundhedsstyrelsens nye anbefalinger kom som et lyn fra en klar himmel – efter regeringens udspil giver det mening. Men det er altså et problem for Sundhedsstyrelsens direktør, at han synkroniserer sine planer med regeringen.

Men har vi brug for en robusthedskommission, som er regeringens forlængede arm? Vil denne kommission kunne nå frem til nye friske løsninger? Man kan blive i tvivl – uagtet at Søren Brostrøm har kvalifikationerne.

Regeringens udspil omfatter også den oprindelige ide om at etablere 20 nærhospitaler – og her nærmer vi os reformstof. Men dette udspil konkretiserer ikke planen, bortset fra det sætter en pris for, hvad det koster. Nærhospitalerne har en parallel til det gamle borgerlige udspil. Dengang hed den sammenlignelige organisation sundhedshuse – og det er vist nok nærmest den samme konstruktion.

Der er også reformstof i de såkaldte sundhedsklynger omkring landets akuthospitaler – men de heller ikke nye, og de er heller ikke blevet konkretiserede.

Derfor skuffer dette udspil.

I timerne akkurat inden Magnus Heunicke indtog talepulten på Rigshospitalet til pressemøde om dette sundhedsudspil modtog landets avisredaktioner en pressemeddelelse om antallet af såkaldte kvote-2 ansøgninger til de videregående uddannelser – og antallet af ansøgninger til sygeplejerskeuddannelsen er faldet med over 30 procent.

Hvad vil du gøre ved det, Magnus Heunicke?