Heunicke efter 200 dage: For meget Go'morgen-TV - for lidt sundhed

Skrevet d. 10. februar 2020

Danmarks nye sundhedsminister Magnus Heunicke har for længst rundet 200 dage i embedet. Men endnu er han ikke trådt i karakter i sin nye rolle. Man kan simpelthen ikke mærke ham og hans sundhedspolitiske hjerte.

Indrømmet, han er til overflod en sympatisk profil, og det får han lejlighed til at udstille irriterende ofte på Go´morgen Danmark, i Aftenshowet og lignende populære programformater, hvor han hver gang beviser, at han er både charmerende, sød – og empatisk.

Senest sang han sammen med sine to folketingskolleger Morten Østergaard (Rad.) og Karsten Lauritzen (V) absolut forfærdeligt men også absolut velment til fordel for Danmarks Indsamlingen. Den slags er han virkelig god til, bortset fra, at han ikke har en sangtone i sit liv.

Men overfor det står hans optrædener i Folketingets sundhedsudvalg, hvor han er meget usikker, så snart han bevæger sig væk fra talepapirerne. Sundhedsvæsenet falder ham ikke naturligt.

Som tiden går, bliver man stadigt mere utålmodig, især når man studerer, hvordan Heunickes to socialdemokratiske forgængere i embedet i dag optræder langt mere initiativrigt og handlekraftigt i deres nye ministerroller.

Nick Hækkerup, som aldrig faldt til som sundhedsminister, har tydeligvis fået et ministerium, som passer til ham og hans politiske talent. Justitsministeriet er lige noget for ham, og han håndterer det med slagfærdighed og foretagsomhed. Da han var Sundhedsminister, havde han kun frækheden, og det er jo ikke nok.

Astrid Krag var heller ikke en succes som sundhedsminister. Stoffet var for fjernt for hende, for kompliceret, hun passede ikke til sundhedssektoren. Nu går det langt bedre i Socialministeriet. Det stof ligger naturligt til hende.

Men selv i forhold til Hækkerup og Krag, er Magnus Heunicke startet markant svagere. For sundhedsvæsenet er det dybt kritisk, fordi der er kolossalt behov for gennemgribende reformer, og hvordan skal det lykkes, hvis ministeren ikke for alvor interesserer sig for området?

Nu er alt håb selvfølgelig ikke ude. Ministeren har til eksempel klaret corona-smitten med sikkerhed og autoritet. Det peger trods alt fremad. I samme kategori er hans indsats for at få sat en stopper for unges anvendelse af lattergas. Tobakken er også en sejr, bare ikke hans.

Men den slags er jo også nemme sager. Så var det straks mere kompliceret at sætte sit præg på Finanslovens løft til psykiatrien. Det er mægtig rart med en masse penge til et område, som er blevet underprioriteret i al historisk tid, men bare at forære milliarderne til regionerne er altså komplet uambitiøst.

Det helt store opgave venter forude – en sundhedsreform.

Regeringen har lovet at levere dette komplekse projekt, og her dumpede den forrige regering jo komplet, uagtet at den havde politikere med langt mere indsigt og erfaring end den aktuelle. Lars Løkke Rasmussen (V) vidste, hvordan sundhedsvæsenet fungerer, og han havde ideer til at skabe noget nyt. Han blev ovenikøbet suppleret af stærke kræfter, som tidligere sundhedsminister Sophie Løhde (V), som også har forstand på de dele. I tilgift var der den daværende minister Ellen Trane Nørby (V) foruden en række stærke sundhedspolitikere, f.eks. Jane Heitmann (V). Det var et usædvanligt stærkt hold til at udvikle en plan for fremtidens sundhedsvæsen. Men det lykkedes ikke, og slet ikke med at få opbakningen.

Nu skal et enestående svagt hold, hvor ingen reelt har interesseret sig for sundhedsvæsenet, løse problemet, nemlig statsminister Mette Frederiksen, som rent ud sagt er blank, når det gælder sundhed. Hun suppleres så af en sundhedsminister, som endnu ikke har tilegnet sig rollen. Og i Folketingets sundhedsudvalg er placeret et helt hold af nybegyndere. Nu skal dette hold så løse denne uhyggeligt komplekse opgave. Det lover bestemt ikke godt, ja, det er direkte skræmmende.

Man må medgive, at den nye regering har formået at allokere flere penge til sundheden, end man længe har set. Men penge er ikke løsningen. Sundhedsvæsenet kommer ikke til at løse fremtidens opgaver alene ved at få flere praktiserende læger og sygeplejersker. En minister, der bare henviser til, at nu skal det være slut med stressede og overbebyrdede sundhedspersonaler, overser de grundlæggende problemer.

Der er intet, der tyder på, at Magnus Heunicke er kommet nærmere denne fundamentale erkendelse.

Alt håb er selvsagt ikke ude. Men denne regering skal altså hanke op i sig selv, hvis den skal blive en succes på sundhedsområdet.

Der er lang vej.