For få nyheder til klinikerne i kræftverdenens nye samlingspunkt

Skrevet d. 30. August 2019

Danish Comprehensive Cancer Center (DCCC) blev oprettet for to år siden, og DCCC´s Kræftforskningsdage er allerede blevet en institution i den danske kræftverden.

I denne uge samledes omkring 600 deltagere, hvoriblandt imponerende mange nøglepersoner, på kræftområdet i Odense. Det taler sit eget sprog – Kræftforskningsdage har fat i pingerne, ikke så lidt af en magtdemonstration.

Men der tegner sig nu også en trussel med kræftverdenens nye samlingspunkt.

DCCC  er blevet til i et samarbejde mellem Sundhedsministeriet og Danske Regioner. På sidelinjen står Kræftens Bekæmpelse, som har spillet en kolossal rolle for etableringen af initiativet, og som også betaler to mio. kr. til projektet om året i foreløbig fem år.

DCCC skal aktivere klinikere og forskere i bestræbelserne for at løfte kræftbehandlingen. Og det er da også blevet en velfungerende, godt smurt organisation, som afvikler de årlige Kræftforskningsdage i Odense med professionalisme.

Alligevel er der grund til at hæve øjenbrynene, når man ser på udviklingen fra de første kræftforskningsdage og årets udgave.

Når man gennemgår årets deltagerliste, bliver visse af problemerne i iøjnefaldende.

I år var 40 procent af deltagerne onkologer og andre speciallæger, som beskæftiger sig med solide tumorer.

Det er vel naturligt – men der er ikke desto mindre bag netop dette tal, at et af problemerne gemmer sig.

Overfor det står andelen af hæmatologer, og det er tankevækkende. I år udgjorde hæmatologerne bare to procent. Åbenlyst kunne årets program ikke tiltrække læger indenfor blodcancer. 

I år var 11 procent rene forskere, og lidt færre, nemlig 10 procent, kom fra de diagnostiske specialer anført af patologerne.

En smule mere tyngde var der i år i de deltagere, som er beslutningstagere, fra staten, regionerne og hospitalerne. Dem var der 12 procent i år, en ret markant gruppe.

Epidemiologerne udgjorde fire procent – og det er egentlig imponerende.

Sygeplejerskerne fyldte mindst fem procent, og den samme andel kunne Kræftens Bekæmpelse præstere, det svarer til 28 deltagere.

Kliniske farmakologer bidrog med 0,5 procent af deltagere. Samme andel leverede repræsentanter fra almen praksis. Begge grupper burde være markant større, men man må medgive, at årets program slet ikke kan tiltrække sådanne kræfter.

Som et kuriosum kan nævnes, at der var fire repræsentanter fra pressen, og det er jo alt, alt for lidt.

På overfladen afslører denne ”analyse” ikke Kræftforskningsdagenes begyndende problem. For at opdage det skal man ned bag tallene, og dér viser det sig, at der i år er markant færre egentlige klinikere blandt deltagerne. Til gengæld er ledelseslaget i kræftafdelingerne rigt repræsenteret.

Kræftforskningsdagene er altså ikke gode til at lokke klinikerne til, og det kan tilskrives programmet, der i år ikke appellerede til den kundegruppe. Med respekt, så er der beskeden energi i sessioner som ”Cancer care for the ageing population” eller ”Patientinddragelse og fælles beslutningstagning - hvordan behandler vi kræft på patientens præmisser?

Det frister ikke klinikerne, undskyld mig. Trods alt skal en hel del af dem rive to fridage ud af kalenderen, og så skal der altså flere vitaminer og nyheder til, end årets program indeholdt.

Det var nok at samme årsag, at hæmatologerne udeblev. Heller ikke de kunne vel finde værdifuld, ny og operationel viden i programmet, og netop hæmatologer er velsagtens de mest krævende, når det gælder om at få fagligt udbytte af deres deltagelse i den slags møder. Hæmatologer kommer ikke for sjov.

Det er sandelig også et problem, at programmet ligger henover to fulde hverdage. Meget få klinikere er parat til at yde den investering. Årets Kræftforskningsdage burde nok snarere lægge sig i samme spor som de lægevidenskabelige selskaber, som normalt har en første dag, hvor programmet starter efter normal arbejdstid, og som også – ofte – lægger en dag i weekenden.

Udviklingen er farlig – hvis ikke udviklingen vendes, så taber DCCC klinikerne på gulvet. Så vil de føle, at andre har overtaget projektet, nemlig cheferne, djøf’erne, Kræftens Bekæmpelse og alle de andre, der ikke beskæftiger sig med behandling af patienters kræftsygdom.

Endnu er det selvfølgelig ikke et problem, men klinikere stemmer med fødderne, og de stemmer hurtigt, og de kommer ikke tilbage, når de først har forladt rummet. 

Det vil være jammerligt, hvis de vender Kræftforskningsdagene ryggen.

Deres beskedne fremmøde er en advarsel som bør tages alvorligt.

Nyheder fra Medicinske Tidsskrifter

Hæmatologisk Tidsskrift

Diagnostisk Tidsskrift