Få patienterne ind i (valg)kampen næste gang

Skrevet d. 13. Juni 2019

Vi, der holder med sundheden, må vist være amatører – måske ligefrem dumme. Det indtryk står tilbage efter valgkampen, hvor sundheden igen blev tabt på gulvet. Vores fejlslagne strategi fremgår meget klart, når man studerer to begivenheder, som på mange måder lignede hinanden – men som førte til afgørende forskellige udfald.

Mange husker, hvordan spørgsmålet om normeringer af børnehaver og vuggestuer – temmelig pludseligt – blev et afgørende valgtema.

Det begyndte med en dokumentar i TV2. Den førte til etableringen af en Facebookgruppe, som medierne fulgte tæt, og som i løbet af kort tid voksede til 30.000 medlemmer. Hvis man tænker over det, er det såmænd ikke mange, og da slet ikke når man sammenligner med de fleste alvorlige sygdomme, f.eks. er der næsten dobbelt så mange med epilepsi i Danmark, og epilepsi er jo ikke i nærheden af at blive et valgtema.

Men rækkefølgen, en dramatisk dokumentar og etableringen af en Facebookgruppe, som opnåede en vis begrænset udbredelse, tændte medierne, især TV2, som godt kunne se, at en af stationens dokumentarer fik betydelig politisk indflydelse. Samtidig så andre interessenter deres snit til at ride på denne bølge. Der var – selvfølgelig – BUPL, som straks gik ind i kampen og bidrog til at organisere græsrødderne. Naturligvis dukkede Kommunernes Landsforening også op.

Det blev også til en demonstration i 57 byer. Tilstrømningen var reelt ikke imponerence, ja, den var direkte skuffende. Men medierne fulgte det tæt, og på TV kunne man ved selvsyn se, at opbakningen var beskeden. Men det betyder ingenting for medierne, når de går ind i en sag. Så i TV-nyhederne på de store landsdækkende kanaler blev demonstrationen præsenteret, som var det en folkebevægelse.

Nu kom kampagnen til at handle om, at kommunerne skulle have flere penge, og den bakkede medierne straks op. Derefter støttede de politiske partier op. Børnenes statsminister, Mette Frederiksen, var ikke helt så børnevenlig – hun gik ikke ind for faste, lovbestemte normeringer. Men det gjorde SF og Enhedslisten, som bejler til de unge vælgerne.

Sådan voksede sagen til at blive det vigtigste politiske spørgsmål i valgkampen, og derfor er normeringerne af børneinstitutioner et af de varmeste emner i de aktuelle drøftelser om regeringsdannelsen – og dér spiller sundheden ingen som helst rolle.

Kan man forestille sig, at sundheden på samme måde som normeringer af børneinstitutioner kunne ride på en bølge? Selvfølgelig, patienter og pårørende har nøjagtig den samme gode sag som børneforældre – måske ligefrem bedre.

Men organiseringen af sundhedsområdet har enorme, indbyggende svagheder, og det stod klart da psykiatrien på nøjagtig samme måde som børnenes forældre gik på barrikaderne. Også der havde der været en dokumentar, men den havde tvetydige konklusioner, som i hvert tilfælde ikke pegede på nemme løsninger, sådan dokumentaren af manglende pædagoger havde, nemlig at vi skal bruge en masse flere.

Her var heller ikke en dominerende uhildet aktør, som ikke i udgangspunktet er en organisation eller en parthaver. Det er jo den sædvanlige facon til at forsøge at få sundhed på dagsordenen i Danmark. Så rotter organisationerne sig sammen, Lægeforeningen, Yngre Læger, DSR, FOA og måske danske patienter – og går det vildt for sig også Danske Regioner. Desværre drejer sig om professionelle organisationer, som man med rette eller urette kan mistænke for at kæmpe for deres medlemmer – ikke patienterne.

Sådan endte psykiatriens demonstration også. Den blev ikke patienternes aktion. I stedet kom det til at ligne personalets protest, f.eks. psykiaternes, og det tænder ingen medier. De var da også stort set fraværende. Et enkelt medie citerede dog en af dem, der stod bag demonstrationen for at der vist havde været flere tusinde deltagere, men andre medier talte kun til få hundrede, og at dømme efter foto af begivenheden var sidstnævnte mest korrekt.

Nogen folkebevægelse var der altså ikke tale om – selvom sagen sandelig kunne fortjene det.

Der var heller ingen politikere, som syntes, at de skulle investere deres tid i psykiatrien, og da slet ikke Danske Regioner, som velsagtens synes, at de har et medansvar for psykiatriens elendigheder – hvor kommunerne ellers gik ind i kampen for forhøjede normeringer.

Derfor er der – desværre – masser af grunde til, at psykiatrien trods sit forsøg på at mobilisere en bevægelse ingenting fik ud af det – måske ligefrem tværtimod, demonstrationen viste jo politikerne, at de ikke behøver at være nervøse for en revolution fra den kant.

Men havde sundheden mulighederne for at skabe stort folkeligt oprør? Selvfølgelig, indlysende. Kunne man samle de pårørende om en eller flere markante protester, f.eks. at patienter stadig ligger på gangene af landets sygehuse og konsekvenserne af overbelastningen af sygehusenes personale  - forhold, som kan mobilisere patienterne og deres pårørende.

Desværre skete det aldrig – patienter og pårørende rottede sig aldrig sammen og skabte en græsrodsbevægelse. Forklaringen er, at de kan artikulere deres kritik i eksisterende patientforeninger, og desværre kan ingen af foreningerne mobilisere større protester. Det er ikke deres natur.

Der er ovenikøbet én forening, som nemt kunne orkestrere den slags aktioner, nemlig Danske Patienter. Men det er ikke inden for rækkevidde for en organisation, som repræsenterer en masse foreninger, snarere end en masse patienter. I stedet overlades det til medlemsforeningerne selv at skabe deres dagsordener hver for sig.

Hvis sundheden skal have det afgørende politiske løft, så bør foreningen bag Danske Patienter overveje at give deres paraplyorganisation mulighederne for at blive en decideret kamporganisation, som også har ressourcer og kompetencer til at kæmpe for alle patienter, uanset om de lider af kræft, diabetes, hjertekarsygdomme, lungesygdomme, psykiatriske diagnoser – eller epilepsi.

I givet fald skal Danske Patienter udstyres med beføjelser og økonomi til at påtage sig opgaven. Foruden en kultur for dette arbejde.

Danske Patienter skal i givet fald finde en formand, som snarere er en kriger end en person, som har netværket blandt patientforeninger i orden. Danske Patienters formand Camilla Hersom er fratrådt fornylig. Hun valgte at forfølge sine politiske ambitioner og prøvede at genvinde sin plads i Folketinget. Det lykkedes ikke, og nu har hun lukket døren bag sig.

I stedet holder Ebbe Henningsen sædet varmt som ”fungerende formand” – han kommer fra medlemsorganisationen Bedre Psykiatri.

Hvis Danske Patienter skal ind i kampen – og sikre, at patienterne kan erobre en plads højt oppe på politikernes agenda, så skal foreningen finde præcis den rette formand, og det er altså ikke en person, som er opvokset i organisationen, eller som måske har gode politiske forbindelser. Nej, det er andre kvaliteter, som Danske Patienter skal lede efter, fremfor alt folkelig appel.

Alternativet er, at sundheden skal opfinde andre organisationsformer, som kan gå i kamp for patienterne – det må ikke gentages, at sundheden får baghjul af alle andre dagsordner.

About the Author

Kristian Lund

Kristian Lund

Kristian Lund er redaktør på Sundhedspolitisk Tidsskrift, tidligere chefredaktør på Dagens Medicin og en af landets mest vidende debattører på sundhedsområdet.

Nyheder fra Medicinske Tidsskrifter

Hæmatologisk Tidsskrift

Diagnostisk Tidsskrift