Er Amgros virkelig en pengemaskine?

Skrevet d. 26. Januar 2018

Man bliver i godt humør, når man besøger hjemmesiden for Amgros, Danmarks lægemiddelindkøbs organisation, ejet af regionerne.

Her er det første man ser et tælleværk, der efter lidt tid opregner hvor meget det danske samfund har sparet på organisationens virke – og netop nu drejer det sig om 3,165 mia. kr., et formidabelt beløb. Amgros’ direktør Flemming Sonne burde sandelig bæres på skjolde rundt i det danske sundhedsvæsen. Godt gået!

 

Men hvis man er optaget af kendsgerninger, så bliver det straks vigtigt at undersøge hvad denne kolo-enorme besparelse egentlig dækker over. Er det faktisk penge som Amgros har sparet os alle for, eller smykker Amgros sig med fjer, man ikke har ret til.

Hvad tallene egentlig baserer sig på, fremgår nemlig ikke af hjemmesiden, og derfor kan man undre sig over, at tallene tages for gode varer i pressen. Senest har Dagens Pharma, der ellers har medicinalindustrien som sin målgruppe, uden videre taget tallet for pålydende. Der hyldes Amgros for sin uegennyttige indsats, næsten som var det Batman, der rydder op i Gotham City og omegn.

Men går man op i dokumentation, så besvarer Amgros’ hjemmeside ikke de naturlige spørgsmål. Det ville jo være rart at vide, hvad der er såkaldt baseline i Amgros beregninger.

Lad det være sagt med det samme, Amgros har faktisk styr på tingene, viser det sig. Beregningerne er så pålidelige som de vist kan være. Men man er nødt til at henvende sig til organisationen for at få forklaringen. Den holder, og det skal vi vende tilbage til.

Men indtil sagens sammenhæng går op for én, farer mange løsninger gennem hovedet. Her er et par eksempler på, hvad en konspiratorisk hjerne kunne mistænke Amgros for at gøre.

Eksempel 1: Hvis Amgros forhandler sig frem til en ny stor rabat på et lægemiddel, der tilmed er det, lægerne anbefaler, så må man forvente, at netop det produkt vil blive foretrukket af lægerne ude i klinikken. Sådan tror lægemiddelvirksomhederne det i hvert tilfælde. Men ikke sjældent sker det ikke. Det billigste og anbefalede lægemiddel er ikke nødvendigvis det foretrukne i klinikken. Man kunne mistænke Amgros for at indregne denne rabat med udgangspunkt i et estimeret forbrug – og det ville i den grad være falske fjer.

Eksempel 2: For nærværende er det almindelig praksis, at lægemiddelindustrien indgår prisaftaler med Sundhedsministeriet og Danske Regioner og i den forbindelse indbygges rabatter. Man kunne mistænke Amgros for også at indregne den slags besparelser.

Men i begge tilfælde opfører Amgros sig ordentligt. En rabat, som ikke udnyttes, indgår ikke i regnskabet for Amgros samlede besparelser, og det gør lægemiddelindustriens prisaftaler heller ikke.

Direktør Flemming Sonne og hans folk fra Amgros har faktisk præsteret besparelser på de nævnte 3,165 mia. kr.

Når direktøren og hans folk alligevel ikke skal bæres på skjolde rundt i det danske sundhedsvæsen, så er det dels fordi han er en stor mand, dels fordi han ikke kan medvirke til at sikre, at medicinalvirksomheder, som er parat til at strække sig i forhandlingerne og give store rabatter, derved sikres, at deres produkter bruges i klinikken som de fortjener. Dér har Sonne og kumpaner nemlig ingen som helst indflydelse.

About the Author

Kristian Lund

Kristian Lund

Kristian Lund er redaktør på Sundhedspolitisk Tidsskrift, tidligere chefredaktør på Dagens Medicin og en af landets mest vidende debattører på sundhedsområdet.

Nyheder fra Medicinske Tidsskrifter

Hæmatologisk Tidsskrift

Diagnostisk Tidsskrift