Entré til Peter Gøtzsche-optræden på rockstjerneniveau

Skrevet d. 05. februar 2020

Så dukkede Peter Gøtzsche sørme op igen, denne gang på foredragsturné med oplæg om hans yndlingsaversion, medicinsk behandling af psykiatriske patienter. Nu skal psykofarmaka have en på hatten, forstås.

Det synspunkt er der som bekendt mange, som er uenige i, især blandt psykiaterne, som jo imodsætning til Peter Gøtzsche er uddannet på området, og mange af dem har arbejdet i årevis med denne patientgruppe. 

Manglen på indsigt forhindrer ikke Peter Gøtzsche i at forlange en blodig pris for at høre og se psykofarmakaens modstander nr. 1. Det koster 2.988,00 kr., og man kan melde sig til hos Seminarer.dk, som ellers roser sig af at "dække et behov for hurtig og præcis faglig vidensdeling."

Deres aftale med Peter Gøtzsche er, at han "på dagen beriger (...) dig med dybdegående viden om:"

  • diagnoser som depression, ADHD og psykoser samt psykofarmakas virkning eller mangel på samme i disse sammenhænge
  • hvorfor risikoen for selvmord og mord er større ved anvendelse af psykofarmaka
  • hvordan vi lykkes med at trappe patienter ud af medicineringen, og hvad vi gør, hvis en udtrapning af medicinen er vanskelig

Det er altså, hvad Peter Gøtzsche og hans arrangør mener, at mennesker, heraf en del velsagtens med psykiatriske udfordringer, skal betale knap 3.000 kr. for. Det er en entré på rockstarniveau, faktisk minder den mest om de priser, som medicinalindustriens skal betale for mange events. Da Paul McCartney optrådte i Royal Arena kostede det typisk 1000 kr., altså en tredjedel af Peter Gøtzsche. Men den danske professor er selvfølgelig også syv år yngre. Til gengæld er hans repertoire nok mindre iørefaldende.

Man kan se programmet her: https://seminarer.dk/kurser/temadag-med-peter-gotzsche/, og dér kan du også melde dig til.

Så heldige er vi Medicinske Tidsskrifter desværre ikke. Peter Gøtzsche har blokeret for vores deltagelse - end ikke, hvis vi betaler det heftige honorar, kan vi få en stol.

Det lever vi med.

About the Author

Kristian Lund

Kristian Lund

Kristian Lund er redaktør på Sundhedspolitisk Tidsskrift, tidligere chefredaktør på Dagens Medicin og en af landets mest vidende debattører på sundhedsområdet.