Det syntes lægerne var mest interessant på den store kræftkongres ESMO

Skrevet d. 26. oktober 2018

Måske har økonomerne i regionerne åndet lettet op, da den store kræftkongres European Society for Medical Oncology (ESMO) sluttede – uden lanceringen af sensationelle nye dyre behandlinger.

Til gengæld må man håbe, at de - ligesom lægerne - for alvor påskønner, at øget viden om patientsikkerheden har værdi. Den type resultater har der været mange af, og studierne bekræfter, at de nye lægemidler er sikre at anvende og ikke medfører flere bivirkninger end placebo eller standardbehandlingen. Det er faktisk store og gode nyheder. 

Men man kan også frygte, økonomerne ikke forstår, at udviklingen af kræftlægemidler nu er inde i en fase, hvor der afprøves kombinationer og nye behandlingskoncepter, og rigtig mange af disse studier har vist forbedret overlevelse. Disse levetidsforbedringer kan lægges oveni tidligere gevinster. Det kommer til at få stor betydning fremover - uden dog nødvendigvis at ryste budgetterne.

Derudover så vi – selvfølgelig – opmuntrende eksempler på anvendelsen af eksisterende lægemidler til nye indikationer, og det er nok der, økonomerne bliver bekymrede. Det burde de nu ikke blive. For det, der står lysende klart nu, efter kongresserne American Society for Clinical Oncology (ASCO) og ESMO, er, at der hele tiden opstår ny konkurrence på behandlinger, og at der ustandselig opstår nye muligheder for at presse priser ned.

I det hele taget er det bestandigt tydeligere, at lægemidler slet ikke har fordums holdbarhed. Efter få år, nogle gange få måneder, dukker nye og bedre lægemidler op – og derfor yderligere muligheder for at presse priserne. Tempoet og energien i denne helt utrolige konkurrence er nærmest fra en anden verden, og det vindue, lægemidler har til at forrente investeringerne i, bliver stadigt mindre. 

Set fra tilskuerpladserne hjemme i Danmark var det netop det, ESMO handlede om i år, og det er akkurat disse tendenser, som har interesseret danske læger mest, bedømt på læsningen af redaktionens artikler fra årets ESMO i München.

Årets top 10 liste domineres netop af studier, der bekræfter sikkerheden ved de nye lægemidler. Det gav overlæge på Rigshospitalet, Mansoor Mirza, 1. pladsen i år med sine kommentarer om de såkaldte PARP-hæmmernes langtidsdata - eller på 3. pladsen, at Keytruda medfører samme livskvalitet som placebo.

Men der er også eksempler på nye behandlingskoncepter, f.eks. neoadjuverende vs. adjuverende behandling på 5.pladsen. Neoadjuverende behandling er den behandling, en kræftpatient eventuelt får inden en operation, og adjuverende er den behandling, patienten evt. kan få efter operation for at forebygge tilbagefald.

Dertil kommer deciderede nyheder, at kombinationen af lægemidlerne Opdivo-Yervoy viser betydelig forbedring til tarmkræft, eller at Lynparza-data vil ændre behandlingen af æggestokkræft.

Endelig har de danske læger været optaget af det, der peger fremad; at store ressourcer sættes ind på at afsløre nye biomarkører, som kan anvendes til at finde de patienter, som har mest gavn af dyr kræftbehandling. 

 

Årets ESMO top 10

(Mest læste artikler i Onkologisk Tidsskrifts dækning af ESMO)

  1. Mansoor Mirzas 2. år med PARP-hæmmerne: Langtidsdata betryggende
  2. Immunterapi forlænger overlevelsen ved aggressiv brystkræft
  3. Keytruda medfører samme livskvalitet som placebo
  4. Dansk studie: Ældre tarmkræftpatienter skal ikke have enkeltstofbehandling
  5. Neoadjuverende behandling overhaler adjuverende indenom
  6. Opdivo-Yervoy kombi dramatisk effektiv mod kolorektal kræft
  7. Lynparza-data vil ændre behandlingen af æggestokkræft
  8. Lungekræft: Jagten på nye biomarkører er for alvor sat ind
  9. Keytruda viser gode overlevelsesdata efter tre et halvt år
  10. Professor: Der skal fokus på dem, der ikke har gavn af immunterapi

About the Author

Kristian Lund

Kristian Lund

Kristian Lund er redaktør på Sundhedspolitisk Tidsskrift, tidligere chefredaktør på Dagens Medicin og en af landets mest vidende debattører på sundhedsområdet.

Nyheder fra Medicinske Tidsskrifter

Hæmatologisk Tidsskrift