Der er gået Anders And i kampen om sundhedsreformen

Skrevet d. 08. Marts 2019

Man kommer uvægerligt til at tænke på Anders Ands ondskabsfulde, men latterlige sneboldskampe med sine tre nevøer, når man studerer det absurde teater, som Danske Regioner og Sundhedsministeriet udsætter hinanden for i kampen for eller imod sundhedsreformen.

Forskellen er blot, at hverken Sundhedsministeriet eller Danske Regioner er tegneseriefigurer, og ændernes sneboldskamp slutter straks efter jul, mens kampen om sundhedsreformen kan trække lange skygger, og det massive bombardement af hinanden kan næsten kun bidrage til at skade hinanden, måske ligefrem varigt. På det punkt er Sundhedsministeriet afgjort mest uansvarligt efter måneder med nedrakning af regionernes indsats, hvor mange af historierne  er eksponeret i TV-aviser og store dagblade - og resultatet er, at regionerne fremstår stadigt mere sønderskudte.

Regionenerens kampagne mod sundhedsreformen er ikke nær så effektiv. Regionernes presseindsats fremstår som rene partsindlæg - og det er jo dybt uretfærdigt, at ministeriets udmeldinger per definition fremstår som uhildede. Det er nemlig ikke tilfældet. Det er snarere en kendsgerning, at man vel aldrig nogensinde har set et ministeriums presseafdeling blive spændt for en vogn, sådan som det sker med sundhedsreformen.

Her er nogle af regionernes nyheder den seneste tid: Spring dem bare over. De er lige idiotiske fra en ende af:

  • Ungdomsuddannelser i sundhedsreformens vold 
  • Førende klimaeksperter ikke i tvivl
  • Yderkommuner kan blive taberne i sundhedsreformen
  • Jordforurening bliver svært, hvis det ikke er nært
  • Patienternes akutbehandling risikerer at blive tabt på gulvet med sundhedsreformen
  • Regionerne leverer fortsat højere produktivitet
  • Regionerne har førertrøjen på, når det gælder sundheds-it

Sundhedsministeriets modoffensiv er mindst lige så barnagtig. Her er nogle eksempler:

  • Mere fleksibilitet og bedre rammer: Nyt udspil skal sikre flere hænder og mere arbejdsglæde i sundhedsvæsenet
  • Sundhedsreform sætter patienten først
  • Sundhedsminister: Regioner svigter hjertepatienter

Situationen er absurd, og her taler vi trods alt om voksne mennesker, ovenikøbet begge fra Venstre. Ellen Trane Nørby versus Stephanie Lose. Nu bruger begge parter, regeringen og regionerne, skatteydernes penge på at miskreditere hinanden og for at reklamere for hver deres projekter.

Det kunne man måske tilgive - dog ikke gerne. Men i denne situation, så er parterne gået i krig med institutioner, som jo ikke forsvinder, heller ikke hvis sundhedsreformen bliver en realitet. Så vil danskerne stadig skulle stole på regionerne.

Kors, hvor er det pinligt.

About the Author

Kristian Lund

Kristian Lund

Kristian Lund er redaktør på Sundhedspolitisk Tidsskrift, tidligere chefredaktør på Dagens Medicin og en af landets mest vidende debattører på sundhedsområdet.

Nyheder fra Medicinske Tidsskrifter

Hæmatologisk Tidsskrift

Diagnostisk Tidsskrift