Sundhedspolitisk Tidsskrift

Der er brug for en udskiftning i Region Midtjylland

Skrevet d. 05. maj 2022

Aben suser rundt blandt lederne i Region Midtjylland – hvem skal mon tage pryglene efter en af de største skandaler i regionernes historie; masser af ben-amputationer, der kunne være undgået.

Det kan næsten ikke blive værre.

Ansvaret kan denne gang temmelig entydigt placeres hos Region Midtjyllands topledelse, anført af regionsformanden Anders Kühnau (Soc.) og koncerndirektør Ole Thomsen.

Med Ole Thomsen som ansigtet udadtil i denne sag, så forsøger ledelsen at vriste sig fri. Undskyldningen er, at årsagen til fejlamputationerne faktisk er en gammel sag, den skyldes beslutninger truffet for over 10 år siden.

Det er da også rigtigt, at oprindelsen til det aktuelle problem er gammelt – men skandalens start er nu ikke den oprindelige fejl. Nej, det er, at regionsledelsen var fuldkommen tonedøve over de advarsler, som regionsledelsen fik langt senere, og senest i 2019, da Dansk Karkirurgisk Selskab advarede mod regionens spareplan, som gik hårdt ud over karkirurgien.

Men også før det blev regionen advaret – og i stedet for at lytte til budskaberne, så valgte regionen at fyre eller terrorisere budbringerne. Først var det Lars Dahl Pedersen og hans ledelse, som brokkede sig og blev smidt ud, siden var det ledelsen af den karkirurgiske afdeling i Viborg, som blev ofret.

Det er den egentlige skandale - og det er netop den håndtering, som udstiller regionens ledelse som uegnet til jobbet – ledelsen evner ikke at lytte til lægerne og andre klinikere. Derfor er Region Midtjylland endt med at blive en iskold region, som træffer beslutninger hen over hovederne på dem, der har indsigten.

Naturligvis skal en region magte at gennemføre spareplaner. Der er ingen vej udenom. Men kunsten er at finde kompromiserne mellem sparekravene og de faglige advarsler. Den balance har Region Midtjylland ikke fundet, siden Bent Hansen stoppede. Dengang var regionen ellers verdensmester i at få det samarbejde til at fungere. Nu er Region Midtjylland dumpet målt på den parameter i forhold til de andre regioner i Danmark.

Når Ole Thomsen, som jo har ansvaret for hospitalerne, stiller sig op foran kameraerne fra TVMidtvest eller de landsdækkende nyhedskanaler og forsøger at bortforklare skandalen med, at det er mange år siden, at problemet opstod, så ligner han den uartige skoledreng, der har sparket sin bold gennem vinduet og nu vil fjerne det aktuelle ansvar ved at påstå, at ”det er da lang tid siden.” Det er patetisk.

Ole Thomsen kan ikke løbe fra sit ansvar, og det kan regionsformand Anders Kühnau heller ikke.

Advarslen fra karkirurgerne forudså, at konsekvenserne af manglende eller forsinket karkirurgisk behandling kunne føre til unødvendige amputationer af ben på grund af koldbrand. Regionsledelsen kendte til advarslerne tilbage i foråret 2019. Alligevel gennemførte regionen den spareplan, som alle advarede mod.

Forud for denne plan var der en plan, som havde samme retning, og som den daværende hospitalsledelse på sygehuset i Viborg også advarede mod – hvorefter hospitalsdirektionen uhyre kynisk blev fyret.

Senere da de sidste skridt i planen blev gennemført, nemlig overflytningen af karkirurgien til kirurgisk afdeling, så protesterede den ledende overlæge, Jes Sandermann, på den karkirurgiske afdeling i Viborg højlydt – og så blev han fritstillet, altså smidt ud.

Dermed føjer han sig til en alt for lang liste af fyrede ledere i regionens hospitalsvæsen, og det er dem, der får én til at tænke på en gammel kliche hentet fra sportsverdenen. Regionsledelsen er ”kold som en brøndgravers røv.” Man sidder tilbage med en fornemmelse af at en usædvanlig kold og kynisk ledelse, som vel nærmest griner på deres kontorer af protester fra ledende læger, og som - hvis lederne gentager deres protester - simpelthen smider dem under bussen.

Det er som om, at regionsledelsen i Region Midtjylland ikke længere magter at styre sine budgetproblemer. Regionsformand Anders Kühnau bliver virkelig træt i øjnene, når talen falder på projekter eller fornyelser, som koster penge. Så forsvinder gnisten. 

Regionens budgetudfordringer er ellers ikke meget anderledes end i andre regioner. Men dér fyres der ikke med ledere i hospitalsvæsenet. Selvfølgelig er der protester mod besparelser – læger har ikke stor forståelse for den slags. Men det lykkes at finde en balance i tingene – og det er den balance, som ledelsen i Region Midtjylland ikke finder – og som Bent Hansen var en mester i at håndtere sammen med den daværende ledelse.

Måske derfor er der brug for udskiftning – der er ikke tillid mellem ledelsen af regionen og lederne i regionen.

Netop den uheldige cocktail er ekstremt usund for en region. Noget må ske!