Den offentlige debat støvsuget for sundhedsprofiler

Skrevet d. 06. januar 2020

Så blev landets bedste meningsdannere udpeget. Det sker årligt i dagbladet Politiken, og denne gang kom konkurrencekommissær Margrethe Vestager ud på toppen, og det er jo sådan set velfortjent (se listen HER).

Listen omfatter 60 personligheder, der evner at få omverdenen til at reflektere over tingene. Politikere og alle mulige andre opinionsdannere - det er svært at finde den røde tråd, men ét er meget påfaldende, og sådan har det også været i de tidligere målinger: Nemlig den komplette mangel på personer fra den danske sundhedsverden.

Her er masser af ministre anført af statsministeren, integrationsministeren, boligministeren, undervisningsministeren og rigtig mange andre. Men ikke sundhedsminister Magnus Heinecke. Det forstår man desværre godt. Heinecke lyser bestemt ikke op i debatterne, og det er virkelig ærgerligt, for det betyder, at sundhedsvæsenet vil blive nemmere at overse for regeringen. 

Listen rummer også en række eks-ministre, men heller ikke der dukker der tidligere sundhedsministre op a la Ellen Trane Nørby, så det er et generelt problem, at sundhedens ministre ikke magter at rage op i debatdanmark.

Foreningsdanmark er selvsagt rigt repræsenteret på denne liste, f.eks. Maria Gjerding, præsident for Danmarks Naturfredningsforening, eller Johanne Schmidt-Nielsen, generalsekretær for Red Barnet Men der er ingen fra patientforeningerne. Jesper Fisker fra Kræftens Bekæmepsle havde ellers formatet, men man må medgive, at Kræftens Bekæmpelse nok kæmper dygtigt for sine dagsordener, men ikke med den tilstrækkelige bredde.

Her glimrer Lægeforeningen også ved sit fravær. Andreas Rudkjøbing kæmper da med en vis effekt for lægernes sager, men det fæstner sig ikke i den store sammenhæng. Sygeplejerskernes Grete Christensen kunne vel også trænge sig på, men nej. I nyere tid er det faktisk kun FOA's Dennis Kristensen, som har formået at rage op i debatten i et omfang, så almindelige danskere opdagede det.

En liste med nationens mest spektakulære debattører burde jo også rumme et par læger. På årets liste kan man til eksempel finde Nationalmuseets direktør Rane Willerslev og Martin Ågerup, direktør for tænketanken Cepos. Men der er ingen læger på listen. Her kunne profiler som Bente Klarlund eller Morten Grønbæk fra SIF nok have kandideret. Men nej.

Sådan er situationen. Sundheden rager simpelthen ikke op, og det er en af forklaringerne på, at sundheden overses. Det kommer til at ske igen. Vi, der går op i sundheden, er dømt til at blive skuffede. Sundheden mangler frontkæmpere eller markante advokater.

Desværre er problemet delvist selvforskyldt. Sundhedsverdenen har valgt at organisere sig anderledes end så mange andre områder i samfundslivet. Det er typisk, at sundheden kan have mange organisationer og derfor mange personer til at repræsentere sig. Naturen har bare en repræsentant, børnene ligeså, mens sygdommene har i hundredevis. 

Jo, vi har Danske Patienter, men den organisation er og bliver en paraplyorganisation, som er nødt til at stå tilbage for de foreninger, som er medlemmer. Danske Patienter havde ellers muligheden til at placere sig helt fremme i den offentlige debat, men ikke når der i alle sager skal tages hensyn til de enkelte medlemsorganisationer – så drukner det i ingenting.

Samme infektion med at sprede ansvaret rammer lægeverdenen. Her er ikke én formand, nej, her er en formand for hver søjle. Jo, der er selvsagt én formand for Lægeforeningen, men han må dele opmærksomhed med sine kolleger i Yngre Læger, Overlægeforeningen og Praktiserende Lægers Organisation (PLO).

Der er såmænd også en tredje udfordring - sundhedens frontpersoner arbejder på deltid eller har andre dagsordner. Det gælder så ganske særligt lægernes repræsentanter, som jo alle bevarer deres tilknytning til klinikken. Indrømmet, det er værdifuldt. Men det har en pris, og én af dem er, at synligheden reduceres.

Det er ønsketænkning, men kors hvor ville det være opløftende, hvis man kunne samle alle gode kræfter i et lokale, og så skulle hele banden først lukkes ud i det fri, når de havde fundet én., måske to personer til at repræsentere sig. Så kunne der måske skabes resultater.

Så ville der måske være mulighed for at placere de vigtige sundhedsproblemer øverst på de politiske dagsordener. Dér, hvor normeringer ag børneinstitutioner befinder sig nu, eller hvor bemandingen af landets politistationer er – og hvor der skabes resultater.

Sundheden fortjener den position, men er ikke for nærværende i nærheden af den.

 

About the Author

Kristian Lund

Kristian Lund

Kristian Lund er redaktør på Sundhedspolitisk Tidsskrift, tidligere chefredaktør på Dagens Medicin og en af landets mest vidende debattører på sundhedsområdet.