Begynder læger virkelig at praktisere lavest fællesnævner?

Skrevet d. 27. August 2019

Det er godt nok skræmmende, at der åbenbart findes en dansk læge, en neurolog, som er parat til at afvise en patients adgang til dyr, men effektiv medicin – uagtet at medicinalvirksomheden, som producerer lægemidlet, har besluttet at forære det til patienten, som har stor gavn af behandlingen.

Men det vil lægen ikke være med til (læs artiklen HER).  

Der er ellers ingen som helst tvivl om, at patienten, den 18-årige Magnus, har udbytte af lægemidlet. Han er ramt af den forfærdelige muskelsvindsygdom SMA, i Magnus´ tilfælde ovenikøbet den værste type af dem alle, type 1. I halvandet år har han fået mulighed for at blive behandlet med Spinraza. Det foregår i Belgien og på medicinalvirksomhedens regning. Resultatet er imponerende. Efter systematisk at have mistet funktioner hele sit liv, er han i dag i stand til at sidde i en elektrisk kørestol, som han selv kan navigere. 

Men det gør øjensynligt ikke indtryk på lægen. Han siger ifølge familien nej – og det sker med henvisning til, at det ikke er etisk i orden, da der er andre SMA-patienter, som ikke har adgang til behandlingen.

Selv om Spinraza ellers er taget i anvendelse i Danmark, sker det nemlig kun til en lille gruppe børn. Medicinrådet i Danmark har ikke kunnet anbefale, at Spinraza anvendes til ældre børn, og da slet ikke til patienter på 18 år.

Den restriktive indstilling står Danmark – dybt pinligt – alene med. For nylig har selv Englands prioriteringsinstitut, NICE, som er verdensberømt for sin nærige indstilling til ny medicin, valgt at anbefale fuld ibrugtagning af Spinraza til alle patienter med sygdommen. Både til SMA type 1, 2 og 3 og præsymptomatiske spædbørn. (Dog i en ukendt, tidsbegrænset periode, indtil der indsamles mere data på behandlingens effekt.)

Samme tilgang har alle de store europæiske lande valgt. De anbefaler generel ibrugtagning. Også Danmarks nordiske naboer har valgt en langt mere åben indstilling end den danske. Her har de godkendende myndigheder fra starten accepteret det begrænsede datagrundlag, som lægemidler til så smalle sygdomme kan samle sammen.

Den indstilling kunne Danmark også have valgt - men istedet valgte man at håne evidensen og så sige nej. Den indstilling betaler patienterne prisen for - og nu også Magnus.

Laveste fællesnævner

Denne læge praktiserer sin gerning efter laveste fællesnævners princip - og det er gift for det danske sundhedsvæsen. Hvis denne læge skulle bestemme, så må læger ikke længere kæmpe for deres patienter uden at skele til, om kollektivet af patienter kan få de samme muligheder.

Hidtil har danske læger – heldigvis - praktiseret deres lægegerning efter det modsatte princip. At deres patienter som det naturligste i verden skal have den bedst mulige behandling – og af samme grund har de kæmpet for, at alle patienter da skal have den samme fremragende behandling.

Derfor har lægerne gennem sundhedsvæsenets historie drevet en dagsorden, som skal sikre stadig kvalitetsfremgang, og det har løftet det danske sundhedsvæsen, så vi i årevis var først til at komme i gang med nye terapier.

Nu har vi imidlertid fået et Medicinråd, som tydeligvis er sat i verden for at beskære danske patienters adgang til visse, især dyre lægemidler længst muligt, og den tankegang har nu præget det danske sundhedsvæsen i et par år, og sæden kan være plantet til en omvæltning af lægekulturen i Danmark. At den enlige neurolog fra at være en enspænder kan være på vej til at blive en rollemodel.

Det syvende princip

Danmark er sejlet håbløst bagud, når det gælder ibrugtagning af den slags innovative dyre lægemidler, og ikke bare Spinraza. Faktisk er det danske Medicinråd verdensmester i at skrue såkaldte indikationsbegrænsninger sammen. Systemet er enkelt. Rådet siger ja til lægemidlerne - men kun til små populationer. Resten får ikke adgang, og så får man det indtryk, at rådet sætter hælene i, så længe det er muligt og med de besparelser, der nu måtte komme.

Det kunne man laste rådet, men så hjælper det gevaldigt, at Folketinget har pålagt regionerne, at de så samtidig skal åbne op for, at patienter med særlige behov skal kunne få adgang til lægemidler, som Medicinrådet har sagt nej til. Det krav er blandt det vigtigste af de principper, Folketinget pålagde regionerne, da de etablerede Medicinrådet, og med det princip blev systemet sympatisk.

Men det princip, det syvende, vil blive aldeles udhulet, hvis danske læger tænker ligesom deres neurologiske kollega. Hvis lægerne ikke vil kæmpe for at sikre deres patienter den rigtigste behandling, uanset set Medicinrådets anbefalinger, kan det være lige meget.

Dermed braser hele systemet sammen. Så vil det danske sundhedsvæsen alene tænke på omkostninger og hvordan, at de kan reduceres, snarere end at tænke på patienterne og hvordan, de kan hjælpes.

Læger, der så åbenlyst bekæmper vigtige principper, burde kaldes ind til cheferne og få en grundig belæring om, hvad der bør karakterisere et sundhedsvæsen som det danske, nemlig at der er et hjerte bag supersygehusenes beton - og under lægernes kitler.

 

About the Author

Kristian Lund

Kristian Lund

Kristian Lund er redaktør på Sundhedspolitisk Tidsskrift, tidligere chefredaktør på Dagens Medicin og en af landets mest vidende debattører på sundhedsområdet.

Nyheder fra Medicinske Tidsskrifter

Hæmatologisk Tidsskrift

Diagnostisk Tidsskrift