Det er kommet lægemidler på markedet, som er potente til mærkbare vægttab, og derfor er tiden vel inde til at tage medicinsk behandling af overvægt alvorligt. 

Tilskuerinteressen var vel nogenlunde som til en sur 3. divisionskamp i fodbold i regnvejr.

Det var dæleme på tide, at nogen gik ind i kampen for at sikre større retfærdighed i det danske sundhedsvæsen. Det kunne have været lægerne, som valgte at tage den kamp. Det kunne have været politikerne. Men ak.

Det danske sundhedsvæsen, og ganske særligt den del, som tager sig af diabetes og andre kronikere, er netop nu på vej mod en gennemgribende reform. Lige nu arbejder sundhedsministeriet hårdt for at opfinde nye løsninger, som kan erstatte regionerne – og som kan blive omdrejningspunktet i regeringens bestræbelser på at gennemføre en sundhedsreform, der virkelig kan batte, og måske ligefrem medvirke til at vinde regeringsmagten efter det kommende valg.

Nu står det lysende klart, at det eneste Peter Gøtzsche har på sinde er - ham selv. Cochrane samfundet har meddelt ham, at han ikke længere kan være en del af deres bevægelse, og så nægter han at tage konsekvensen.

Peter Gøtzsche er fortid hos Cochrane samfundet. Beslutningen er truffet af den internationale organisations øverste organ, The Cochrane Collaboration’s Governing Board of Trustees, og den omfatter også hans lederskab af Nordisk Cochrane Center på Rigshospitalet i København.

Det måtte komme. At en af kræftpatientforeningerne, som ved Medicinrådets tilblivelse blev indlemmet i Kræftens Bekæmpelse, har besluttet at droppe samarbejdet.

Peter Gøtszche, chefen for det danske Nordisk Cochrane Center, har længe haft besvær med at skelne mellem ham selv, privatøkonomien og det center, han er chef for - men nu har han sat en ny bundrekord i sammenblandingen af private affærer og centerets.

Der blæser sandelig nye vinde i Region Midtjylland. Senest valgte regionsledelsen at smide to direktører, hospitalsdirektør Lars Dahl Pedersen og sygeplejefaglig direktør Tove Kristensen, ud af klappen med omgående virkning.

Det er sjældent, at vi danskere får helt konkret besked på, om at den måde, vi har indrettet vores kræftbehandling på, er velfungerende, gennemtænkt og effektiv.

Tilhængerne af regionernes snarlige død får nærmest dagligt ny vind i sejlene – således også, da Højesteret afgjorde, at brystkræftpatienter ikke kan få erstatning, hvis de er indkaldt for sent til mammografi, og hvis afvisningen sker med henvisning til mangel på ressourcer.

I går, mandag, tikkede en pressemeddelelse ind på landets avisredaktioner. Dér fik den nu nok ikke journalisterne til tasterne, og det var heller ikke hensigten.

Kampen om sundhedsreformen er skudt ind – og mange byder ind med løsninger. Men endnu har ingen taget fat i langt det største problem med regionernes enevældige position i det danske sundhedsvæsen. Det er nemlig aldrig lykkes for regionerne at få styr på psykiatrien.

Hvad pokker er det dog det danske sundhedsvæsen har udviklet sig til? Når man kan tillade sig at stille det spørgsmål, så er det fordi, at Patienterstatningen i Danmark netop har truffet en beslutning, som man godt kan tillade sig at kalde mafiøs – hvis man altså er på patienternes side og ikke bare, per refleks, mener, at sundhedsvæsenet skal spare overalt, hvor det er muligt.

Det er tragikomisk, at præcis den dag, hvor S-formand Mette Frederiksen valgte at lancere sin ide om at satse på flere nærhospitaler og samtidig håne Venstre for deres supersygehuse, skulle falde sammen med, at hendes partifælle Anders Kühnau, formand for Region Midjylland, besluttede at gennemføre en plan, der yderligere vil koncentrere behandlingerne for en række specialer på endnu færre hospitaler.