Forleden dukkede en ung kvinde op i TV-Avisen. Hun havde netop fået udsat sin planlagte operation. Hun skulle have en stomi, og uden operationen var det umuligt for hende at sove mere end én time ad gangen.

Tirsdag aften dukkede Søren Brostrøm, direktør for Sundhedsstyrelsen, igen op i regeringens panel. Puha, så kan vi være mere trygge med regeringens indgreb og sundhedsvæsenets håndtering af coronaudfordringerne.

Nina Munch-Perrin, TV-avisens ellers så besindige, ja, direkte begavede studievært, elsker mærkeligt nok at karakterisere udviklingen i antallet af corona-smittede som eksponentiel.

Nu er vi alle i karantæne, spærret inde. Jo, det er en overdrivelse, men det er ikke desto mindre i det perspektiv, man skal se regeringens og sundhedsmyndighedernes omfattende corona-indgreb onsdag aften. Vi stilles i udsigt, at det skal vare to uger, men det er nok kun en start. Det kommer til at blive mere langvarigt.

Mette Frederiksen kan glæde sig over, at regeringens coronaindgreb er blevet vel modtaget. Her er beskedent med kritik. Medierne er tilfredse, omverdenen tilsyneladende også, og endnu har ingen politiske modstandere turdet eller orket at kritisere strategien, som altså lukker ned for alle arrangementer med over 1000 deltagere.

Fra starten har Danmark håndteret corona-virussen forbilledligt. Der har været styr på situationen, og det har med rette skabt ro og tillid til de danske foranstaltninger. 

Det tegner til, at det kommende ti-år skal drives af neurologien - og det vil komme til gavn for nogle af de mest stigmatiserede patientgrupper, vi har herhjemme. Mulighederne er der, men forudsætningen er, at det danske sundhedsvæsen kan magte det - og at Danmark er klar til at betale.

Danmarks nye sundhedsminister Magnus Heunicke har for længst rundet 200 dage i embedet. Men endnu er han ikke trådt i karakter i sin nye rolle. Man kan simpelthen ikke mærke ham og hans sundhedspolitiske hjerte.

Så dukkede Peter Gøtzsche sørme op igen, denne gang på foredragsturné med oplæg om hans yndlingsaversion, medicinsk behandling af psykiatriske patienter. Nu skal psykofarmaka have en på hatten, forstås.

Det er sjældent, at det danske sundhedsvæsen fortjener stor ros - for andet end kernekompetencen, nemlig mange, mange tilfredse patienter og pårørende, som man sjældent hører fra - men lige nu sker det, og nærmest lige foran et stort nationalt publikum.

Kampen om formandsposten i Lægeforeningen er skudt i gang. Spekulationer om, hvem der skal afløse Andreas Rudkjøbing, begyndte sekundet efter den hidtidige formand meddelte, at han ville stoppe på det næste lægemøde.

Man sidder dér, helt yderst på stolen, når der er nyheder om corona-virus på TV2 Nyhederne eller i TV Avisen.

Så kom den tredje årsberetning fra Medicinrådet - og selvom man siger, at øvelse gør mester, så er beretningen uhyggeligt mangelfuldt, når man sammenligner med klassiske årsberetninger fra organisationer eller virksomheder.

Umiddelbart inden overenskomstforhandlingerne går i gang, publicerer de to parter, Danske Regioner og Praktiserende Lægers Organisation (PLO), et fælles visionspapir for 2030. Normalt får man røde knopper af den slags uforpligtende tankepladder - den nye regering har til eksempel sat skidtet i system, så alt kan fejes ind under gulvtæppet for langsigtede initiativer.

Godt man ikke bor i USA og er underlagt det amerikanske sundhedsvæsen. Det er grotesk, hvad der foregår derovre.