Danske Regioners evaluering af Medicinrådet er komplet ubrugelig, faktisk enfoldig, sagens alvor taget i betragtning. 

For nogle uger siden dummede jeg mig: Jeg kritiserede formanden for Lægeforeingen, Andreas Rudkjøbing, for at kaste sin forening ind i kampen for et forhøje prisen på tobak.

Skrækkeligt, men sandt. Sundhed bliver ikke et centralt tema i årets valgkamp. Det står lysende klart efter aftenens partilederdebatter. I ingen af dem nåede sundheden gennem lydmuren.

Kardiologernes årsmøde blev skudt i gang med en ordentlig salut. Fra University College i London kom professor Perry Elliott med en opsang i sin åbningsforelæsning på årsmødet hos hjertelægerne i Dansk Cardiologisk Selskab.

Sundheden kunne være blevet det afgørende spørgsmål ved det kommende folketingsvalg, men den chance ser ud til at være forpasset, ganske enkelt fordi regeringens sundhedsreform blev bange for sin egen skygge.

Danmark skal fortsat være et af de lande, der hurtigst ibrugtager nye lægemidler, hvor der er dokumenteret mereffekt. Så direkte formulerede Folketinget sit krav til Medicinrådet, da det blev etableret.

Det må være med en slagskygge af frustration, at Lægeforeningen i næste uge, 9.-10. april, samles til sit årlige Lægemøde, denne gang i Aalborg. Det er som om, at politikerne er holdt op med at lytte til lægerne, inden de træffer deres beslutninger.

Når man tænker på danskerne beskedne demokratiske engagement i regionerne, er det nærmest paradoksalt, at netop regionerne skal gøres til selve omdrejningspunktet for debatten om fremtidens sundhedsvæsen.

Man gnider sig i øjnene. Kan det virkelig være sandt, at der ikke er evidens for broderparten af de behandlinger, som lægerne i dag tilbyder deres patienter? Men det er den umiskendelige konklusion på en videnskabelig artikel, som netop er publiceret i ansete JAMA.

Det har lægernes fulde og selvfølgelige opbakning, at patienterne skal komme mere til orde i fremtiden. 

Se, det var en overraskelse. Tænk, den aktuelle sundhedsminister, Ellen Trane Nørby (V), har vist sig at være bedre end forgængeren, superforhandleren Sophie Løhde, til at bokse med Lægemiddelindustrien, Lif, om fremtidens medicinpriser.

Det sker, at nye ideer er så indlysende, at man nærmest ikke fatter, at de ikke er realiseret forlængst. I den kategori falder Henrik Ullums opfordring om at skabe et prioriteringsråd til det diagnostiske område.

Man kommer uvægerligt til at tænke på Anders Ands ondskabsfulde, men latterlige sneboldskampe med sine tre nevøer, når man studerer det absurde teater, som Danske Regioner og Sundhedsministeriet udsætter hinanden for i kampen for eller imod sundhedsreformen.

Man bliver træt i ansigtet af at høre på Heino Knudsen (S), formand for Region Sjælland, skyde skylden for de aktuelle og temmelig katastrofale fyringer for regionens hospitaler på "stigende medicinpriser."

Det gør indtryk, når samtlige 43 klinikchefer på Rigshospitalet samler sig om et åbent brev. I lighed med deres kollega Jakob Trier Møller, som netop har sagt sit job op som klinikchef i Anæstesi- og Operationsklinikken, mener de, at presset på sundhedsvæsnet er for stort, og at patientsikkerheden nu er i fare.