Se, det var en overraskelse. Tænk, den aktuelle sundhedsminister, Ellen Trane Nørby (V), har vist sig at være bedre end forgængeren, superforhandleren Sophie Løhde, til at bokse med Lægemiddelindustrien, Lif, om fremtidens medicinpriser.

Det sker, at nye ideer er så indlysende, at man nærmest ikke fatter, at de ikke er realiseret forlængst. I den kategori falder Henrik Ullums opfordring om at skabe et prioriteringsråd til det diagnostiske område.

Man kommer uvægerligt til at tænke på Anders Ands ondskabsfulde, men latterlige sneboldskampe med sine tre nevøer, når man studerer det absurde teater, som Danske Regioner og Sundhedsministeriet udsætter hinanden for i kampen for eller imod sundhedsreformen.

Man bliver træt i ansigtet af at høre på Heino Knudsen (S), formand for Region Sjælland, skyde skylden for de aktuelle og temmelig katastrofale fyringer for regionens hospitaler på "stigende medicinpriser."

Det gør indtryk, når samtlige 43 klinikchefer på Rigshospitalet samler sig om et åbent brev. I lighed med deres kollega Jakob Trier Møller, som netop har sagt sit job op som klinikchef i Anæstesi- og Operationsklinikken, mener de, at presset på sundhedsvæsnet er for stort, og at patientsikkerheden nu er i fare. 

"Svær overvægt? Jeg kommer til at tænke på, hvordan situationen var med behandlingen af type 2-diabetes for 10-15 år siden. Det er dér vi er lige nu med svær overvægt."

Så skete det. Den første patient er behandlet med partikelterapi på Dansk Center for Partikelterapi. Danmark er i gang og det er en kolossal gevinst.

I dag vågnede sundhedsdanmark op til en ny virkelighed. Nu ved vi - sort på hvidt - at det danske sundhedsvæsen uden at ryste på hænderne er parat til at afvise endog meget virksomme lægemidler til patienter med uheldbredelige sygdomme, alene fordi de er dyre.

Et par uger er gået, siden statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) efter års forarbejde lancerede sin sundhedsreform, og nu står det klart, at PLO løb med den første strategiske sejr i opgøret om fremtidens sundhedsvæsen. Bevares, Lægeforeningen og sygeplejerskerne fik også milde gaver og lovning på, at der skal flere ansatte til. Men PLO har fået en langt mere central rolle som prioriteret aktør og samtalepartner, når det gælder fremtidens sundhedsvæsen - foruden flere ressourcer.

Lars Løkke Rasmussens sundhedsreform indeholder alt det, som kritikerne frygtede - men på forunderlig vis er det lykkedes ham at gøre planen til en vindersag.

Det ligner snart en regulær ’Folkebevægelse mod Sundhedsreformen’. Alle organisationer er mobiliseret, Lægeforeningen, sygeplejerskerne, FOA, sundhedsøkonomer, professorer, Venstres regionale politikere, ja, førende Venstre-politikere – you name it, og de står på barrikaderne, og de er vrede.

Det er dybt pinligt for Medicinrådet, at man nu må udskyde den planlagte behandlingsvejledning om type 2-diabetes. Rådet kalder det 'en udskydelse' - men et godt gæt vil være, at der er tale om første skridt i retning af at droppe arbejdet helt. 

Medicinrådets ene formand Steen Werner Hansen var ellers skråsikker, da han bedyrede at det gav mening for Medicinrådet at gå ind i lægemidler, som udskrives i almen praksis, ja, han gik så vidt som at sige, at vejledningen skulle være færdig inden sommerferien, og nu ville Medicinrådet samle et fagudvalg om opgaven. 

Lokalet var pakket til sidste plads i det trange mødelokale hos Danske Regioner på Dampfærgevej i København 10. december en mørk eftermiddag. 

Hvem kunne have gættet, at neglesvamp skulle blive årets hit på Lægedage 2018. Men sådan blev det, da boet kunne gøres op, og sessionen om ’Dermatologi i almen praksis’ med Kristian Kofoed, overlæge på Hud- og allergiafdelingen, Gentofte Hospital, som underviser og Morten Hovgaard-Sveen som kursusleder viste sig at blive topscoreren.

Der skyller en meget ubehagelig bølge ind over Danmark i disse tider – båret ind af regionerne, som anvender medicinudgifter som den vigtigste forklaring på, at de ikke har penge nok og ustandselig må afskedige varme hænder. Sandheden er jo, at medicin stadig udgør en brøkdel af disse enorme budgetter. Sandheden er også, at stigningerne i medicinudgifterne reelt burde prelle af på et sundhedsvæsen, som befinder sig midt i et nærmest afsindig investeringsraseri.