Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Sodemann: Mange patienter er overdiagnosticeret - men føler sig alligevel ikke set og forstået

Patienter efterlyser mere tryghed, sammenhæng i behandling, at møde den samme læge i afgørende situationer samt at sundhedsvæsnet ser, hører og forstår dem som mennesker fremfor en brik i en skabelon, som de måske ikke passer ind. Sådan lyder de overordnede beskeder fra nogle af sundhedsvæsnets ledende eksperter fra en virtuel konference om sundhedsvæsnets fremtid.

Hvordan lyder ønskerne til en sundhedsreform fra patienter, hvis de selv kunne bestemme, hvad der skal fremmes, og hvad der skal stoppes i sundhedsvæsnet, var temaet i onsdagens virtuelle konference "Hvad nu, sundhedsvæsen", som havde Morten Sodemann, professor, Leif Vestergaard, medlem af medicinrådet og Etisk Råd, Per Nielsen, formand for Adipositasforeningen, Jesper Fisker, direktør i Kræftens Bekæmpelse, Per Fink, professor, og Stephanie Lose, formand for Danske Regioner, som debattører i konferencen, der publiseres af Sundhedspoltisk Tidsskrift 

Konferencen, som er tænkt som et indspil til den kommende sundhedsreform, var ledet af journalisterne Elisabeth Tissot Ludvig og Nynne Bjerre, og havde et særligt fokus på de patienter, der har den mest vanskelige og mindst succesrige rejse gennem sundhedsvæsnets sektorer.  

Coronakrisen har vist, at det danske sundhedsvæsen kan meget mere, end vi troede.

Fleksibiliteten og forandringsvilligheden har været imponerende – men krisen har også afsløret mangler og behov for at finde nye løsninger.

Hvilke af de nye initiativer skal vi beholde, og hvor skal vi videreudvikle det, vi nu har lært?

Det er udgangspunktet for en serie af virtuelle sesssioner, der udgør konferencen Hvad nu, sundhedsvæsen? 

De virtuelle debatter kan ses live på video, hvornår man ønsker det.

Se eller gense 1. session: De store visioner 

 
 
 
 
 

Blandt take aways fra de påpegede barrier for optimale forløb for alle er:

Uligheden betyder overdødelighed for visse grupper

Alle gæster var optagne af uligheds betydning for ulige behandlingsresultater og patienters oplevelser i sundhedsvæsnet:

Morten Sodemann: ”Sundhedsvæsnet er skabt af veluddannede mennesker, som taler et andet sprog, end mange af vores patienter gør. Og vores tempo er for højt for mange mennesker for hvem, at det er en engangsoplevelse at komme på hospital, mens det for os er hverdag. Ulighed i sundhedsvæsnet er dyrt. Det koster 50 milliarder kroner om året i tabt erhvervsevne, sygelighed og død fra de sociale kasser. Vi sender de svageste patienter tilbage til de samme vilkår, som udløste diagnosen, og det bør vi se på.”

Jesper Fisker gjorde opmærksom på, at ulighed koster liv blandt de svageste:

”En femtedel af alle dødsfald indenfor kræft kunne undgås, hvis alle fik de samme resultater ud af behandling, som de øverste 20 procent får. Og også i forhold til omsorg er der ulighed, for det er hjerteskærende historier, som vi hører i min organisation om omsorg der svigter. Historier som alle vender den tunge side ned af, og ulighedsforhold som er blevet endnu mere presserende under corona.”

Per Fink var mere optaget af ulighed i adgang for patientgrupper, idet hans patienter, typisk patienter med funktionelle lidelser, har besvær med at få adgang til specialistbehandling: 

”Indenfor mit område er der en ventetid på mere end to år, så overhovedet det at få adgang til behandling kan være et problem, så vi skal være bedre til at imødekomme de svage patienters behov.”

Per Nielsen så en ulighed i mødet mellem sundhedsvæsnet og hans medlemmer, som oplever de diskrimineres på grund af deres vægt:

” Vi har patienter, som kan blive opereret. Men i forhold til de mange andre svært overvægtige, for hvem dette ikke er relevant, har vi ikke noget at tilbyde, og dette trænger til et gevaldigt løft. Fremfor nu hvor de blot møder stigmatisering alle steder,” sagde Per Nielsen, som syntes, at man i sundhedsvæsnet burde forberede sig bedre på at modtage de enkelte patienter og ikke for eksempel bede en svært overvægtig tage plads på en spinkel stol som herefter braser sammen.

Patienter vil ses, høres og forstås

Morten Sodemann: ”Mange af vores patienter er over-udredte og overdiagnosticerede, og fælles for dem er, at de føler sig ikke er blevet set og ikke er blevet forstået i deres langvarige forløb gennem sundhedsvæsnet. Vi skal blive bedre til at se, høre og forstå vores patienter.  Omsorg tager tid, uanset om den tager en time eller en dag. De rigtige sygehistorier er dem, der giver de rigtige behandlinger.”

Jesper Fisker, Per Nielsen, Leif Vestergaard og Stephanie Lose var helt enige i, at sundhedsvæsnet skal blive bedre til give opmærksomhed og omsorg efter behov. 

Jesper Fisker: ”Der er et problem omkring manglende opmærksomhed på den enkelte patient, og der er mange lavt hængende frugter at høste her.”

Leif Vestergaard: ”Vi arbejder i Etisk Råd lige nu meget med omsorg, for vi er bekymrede for, at noget omkring denne er mistet. Og ja omsorg kræver ressourcer, men så kan man jo tage disse fra de patienter, som godt kan passe på sig selv, så vi kan give omsorg og nærvær til de der har behov herfor.”

Per Nielsen: ”Jeg er helt enig. Det er et stort ønske blandt vores patienter at blive set, hørt og forstået som de mennesker de er, og ikke kun som nogle, der er svært overvægtige.”

Lose: ” Der er for mig ingen tvivl om, at standardiseringer har bragt os rigtigt langt. Men i den proces skal man jo også passe på ikke at tabe patienter og individuelle personer, behov og behandlingsforløb.”

Tryghed og sammenhæng

Leif Vestergaard: ”Patienter ønsker mere sammenhæng, kontinuation og tryghed. De ønsker at møde den samme læge i de afgørende situationer, og at det er denne læge, som har ansvaret for netop deres behandlingsforløb. Det er særligt vigtigt for kronisk syge og patienter, som er i længerevarende behandlingsforløb. Lige nu ved de ikke, hvem der har ansvaret for dem, og det giver utryghed og dårligere behandlingsresultater. Vi har rigtigt meget dokumentation for, at dette er, hvad patienterne ønsker, og for at utryghed især har betydning for de mest alvorligt syges overlevelse. Sundhedsvæsnet kan godt ændre dette, hvis det skal. Det er patientønsker, som også vil være en fordel for lægerne, som vil værdsætte at få patientansvar tilbage.”

Også Jesper Fisker talte varmt for at hver patient får tilknyttet en ansvarlig læge:

”Den patientansvarlige læge er altafgørende, for ellers bliver det for tilfældigt, hvad der sker. Det er et område, som det kniber på, og som der skal turbo på. Og jeg mener godt, at dette kan lade sig gøre uden at specialistlæger druknes i bureaukratisk arbejde, vi skal bare ville det. Vi skal blot først beslutte, at vi vil det, og så skal vi finde ud af, hvordan vi gør det. Men der skal være en national ledelsesmæssig opbakning.”

Per Nielsen: ”Tryghed i behandling er for vores medlemmer det altafgørende, og betydningen heraf kan ikke understreges nok, for under svær overvægt ligger en hel palet af problemstillinger, som det kræver tryghed mellem patient og behandler at få udredt.”

Morten Sodemann: ”Cigarkasser er skabt til at lave uorden, og vi mangler nogle led imellem alle vores kasser. Vi må lave en struktur, der giver en bedre spilfordeling af ansvar, for når patienter ikke passer ind i vores kasser og skabeloner, så starten balladen. Vi skal arbejde mere med, hvad der er patienternes basale præferencer.”

Per Fink var enig i, at sundhedsvæsnets kasser og rammer virker ekskluderende overfor nogle patienter:

”Jeg tror, de fleste patienter i vores sundhedssystem behandles godt. Men vi skal lave om for den gruppe, som ikke kan tilpasse sig systemet og vores eksisterende rammer. Jeg har haft en patient, som har gennemfået 80 scanninger via 47 forskellige afdelinger uden at nå frem til en endelig diagnose. Den slags patienter bør vi ikke have.”

Stephanie Lose var enig i at sammenhæng og kontinuitet er et stort gode:

”Der er ingen tvivl om, at kontinuitet i behandling betyder meget for patienterne, og jeg synes også, at vi gør meget for at få den patientansvarlige læge etableret. Men patienterne vil også gerne se flere læger forstået som den rigtige læge med de rigtige kompetencer. Jeg tror på, at praktiserende læger skal spille en større rolle, og hospitalernes specialister skal være mere tilgængelige for almen praksis for på den måde at finde ud af, hvad der er på spil for den enkelte patient.”

Specialisering på godt og ondt

Morten Sodemann: ”Der er klare farer i forbindelse med specialisering, og mange patienter sies med rette fra, fordi de ikke passer ind i snævre pakker. Problemet er, at vi ikke har nogen alternativer til disse patienter, så der har vi skudt os selv i foden. Hver gang vi skaber nye specialer, laver vi nye sårbare, som ikke passer ind i specialerne. Måske man skulle opfinde komplekslægen.”

Også Per Fink havde et åbent øje for specialiseringers bagside:

”Jeg kan godt blive bekymret over specialiseringen, som gør. at man måske ikke tænker nok i baner udenfor sit eget område.”

Men Leif Vestergaard og Jesper Fisker mente, at kritikerne satte lyset forkert:

Leif Vestergaard:  ”Det er ikke specialiseringen som sådan, der er problemet. Problemet er, at der ikke er nogen i almen praksis og hospitalsvæsnet, som fanger disse patienters problemer og således finder løsningerne for dem.”

Heller ikke Jesper Fisker vil være den yderligere specialisering foruden:

”Det er i høj grad på grund af styrket specialisering, at vi har fået overlevelsen af kræft så højt op de seneste år.”

Stephanie Lose advarede mod, at speciallæger sub-specialiserer i så høj grad, at de ikke ser patientens behov:

”Jeg tror ikke, at vi vinder noget ved at oprette komplekslægen. I stedet skal vi fortsætte med at styrke almen praksis, så denne nemmere kan få sparring fra speciallægerne rundt om den enkelte patient. Mn vi er også nødt til at insistere på, at specialisterne også skal kunne tage ansvar andet end det, som de er specialspecialister i. for eksempel skal de jo kunne sendere videre til en anden speciallæge, hvis dette er nødvendigt.”

Samarbejde rundt omkring hver enkelt patient

Alle var enige om, at samarbejder mellem specialer skal styrkes over sektorgrænser og rundt om patienten.

Jesper Fisker: ”Vi er rigtige dygtige, når man først er kommet ind på hospitalet. Men udenfor hospitalet er der problemer, som kræver et bedre samspil. Blandt andet så man får sin diagnose tidligere. Og jeg kan godt være bekymret for, at vi kommer til at tale for meget om sygehusene, når det gælder samarbejde. For jeg tror, at det er det, som foregår udenfor sygehusene, der skal bindes meget bedre sammen. For eksempel i forhold til forebyggelse og efterbehandling.”

Leif Vestergaard kunne se nogle samarbejder over grænser blive besværliggjort af retningslinjer som ikke altid var lige relevante for modtagerne:

”Nogle af retningslinjerne for eksempelvist almen praksis laves af specialistlægerne, som kun ser udvalgte patienter, så derfor giver deres retningslinjer ikke altid mening ude i praksis. På diagnostisk Center i Silkeborg og på Vejle sygehus har man derfor prøvet af afhjælpe almen praksis med nogle af de af deres patienter, hvis problemer de ikke har kunnet løse i et forsøg på at skabe en bedre forståelse mellem almen praksis og sygehusene. Her har man samlet specialister rundt om patienterne for at finde løsningerne.”

Stephanie Lose opfordrede også til yderligere koordinering i behandling: ”Specialisterne skal tale sammen om de enkelte patienter, inden patienterne kommer, sådan at patienten for eksempel ikke skal være budbringeren af, at den behandling, som vedkommende har fået hos et speciale, nu sætter turbo på den anden sygdom tilhørende et andet speciale, som patienten også har.”

 

Tags: hvadnusundhedsvæsen

Del artikler