Skip to main content

{source}
<!-- /52195173/ST_top -->
<div id='div-gpt-ad-1510488486117-0' style='height:180px; width:930px;'>
<script>
googletag.cmd.push(function() { googletag.display('div-gpt-ad-1510488486117-0'); });
</script>
</div>
{/source}

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Efter coronakrisen: Vil der stadig være prikker på en polka?

Debat

Morten Sodemann
Professor i Global Sundhed og Indvandrermedicin på Syddansk Universitet

DEBAT: Sundhedsvæsnet har kun den hjerne, moral og ambitioner, som de ansatte og deres ledere vælger at investere i det. Hvis vi skal lære af coronakrisen, er det nu, at vi skal skabe en struktur, der systematisk samler på læring og gør sundhedsvæsnet lige så klogt som sine ansatte, skriver professor Morten Sodemann i dette indlæg om sundhedsvæsenet efter coronakrisen.

 

Coronakrisen har vist, at det danske sundhedsvæsen kan meget mere, end vi troede.

Fleksibiliteten og forandringsvilligheden har været imponerende – men krisen har også afsløret mangler og behov for at finde nye løsninger.

Hvilke af de nye initiativer skal vi beholde, og hvor skal vi videreudvikle det, vi nu har lært?

Det er udgangspunktet for en serie af virtuelle sesssioner, der udgør konferencen Hvad nu, sundhedsvæsen?

Det skydes i gang 11. juni kl. 11.00-12.00 med en debatsession om De store linjer i arbejdet med at udvikle et bedre sundhedsvæsen.

Vær med fra starten - det er gratis. De virtuelle debatter kan ses live på video eller senere, hvornår man ønsker det.

Meld dig til her: Hvad nu, sundhedsvæsen?

Systemer har hverken hjerne eller hukommelse og kan derfor ikke lære noget. Systemer har hverken etik eller moralsk kompas. Systemer kommer ikke til MUS-samtale, og de kan ikke afskediges. Sundhedsvæsnets hjerne og hukommelse er de ansatte, og det moralske kompas er det samlede udtryk for balancen mellem politiske vinde, økonomi og værdikulturer på de enkelte arbejdspladser.

Dét fik de ansatte et uventet indblik i under coronakrisen.

Men de ansatte så også deres kollegers skjulte sider. Nogle blev vrede, bange eller trodsige, andre bagatelliserede situationen, mens resten kastede sig ind i frontarbejdet med at pode, passe og pleje de coronasmittede patienters genstridige lunger og blodkar. Der blev skabt ad hoc kliniske teams på tværs af specialer, alle nej-sigerne blandt kollegerne havde søgt væk, og nu kunne man pludselig få alt til at lykkes. Vi faldt tilbage på grundkompetencerne og arbejdede for en fælles sag: De coronasmittede skulle have et meningsfyldt sygehusforløb, ingen patienter skulle i respirator, og alle skulle udskrives raske til hjemmet uanset grundsygdomme, funktionsniveau eller hudfarve. Alle havde en interesse i at forhindre behovet for intensivbehandling, hvilket naturligt førte til, at intensivafdelingerne bidrog med hver dag at sende en repræsentant til afdelingskonferencerne. Alle patienter blev hver dag vurderet af lungelæger, infektionslæger og intensivlæger, nogle dage tillige af leverlæger, neurologer, kæbekirurger og allergologer. Lidt som i gamle dage i de multisyges og sårbares speciale: Intern medicin.

Kerneopgaven var simpel. De nyoprettede coronaafsnit havde ingen ”kultur”, man først lige skulle kende og tilpasse sig. De faretruende billeder fra kaotiske intensivafdelinger i Kina og Italien, militærkonvojer med kister og sygehusansatte, der døde som fluer, fik os til at rykke sammen, glemme gammelt nag og meningsløse rutiner. Pludselig var der kun én ting at gøre: Sætte patienten i centrum og ellers passe på ikke at smitte hinanden eller patienterne. De tidligere kampe mellem intensiv og sengeafdelinger blev afløst af venlig vekselvirkning og et fælles sprog om patienterne.

Ansatte klarede opgaven, teknik gjorde ikke

Det blev dog også klart, at sygehuse ikke er beregnet til at blive brugt på den måde, som en krise kræver. Mens personalet klarede at blive stresstestet af coronavirus, så viste det sig hurtigt, hvor de tekniske og fysiske sprækker er i sundhedsvæsnet. Nogle eksempler:

  • VPN-adgange, som altid har været et problem, blev nu et kritisk problem for dem, der arbejdede hjemmefra. Det blev løst, men kunne have været løst i fredstid.

  • Afdelinger, der havde ansøgt og fået afslag fra regionerne om overvågningsudstyr på stuerne til fjernmonitorering, måtte nu sande, at udstyret ville have sparet uanede mængder af værnemidler, fordi personalet skulle anvende dem hver gang, de skulle måle blodtryk og puls.

  • Videoteknologi har været anvendt i årevis til tolkning og i psykiatrien, men uden at det for alvor havde vundet indpas i andre kliniske sammenhænge. Det kunne have bidraget til at lette arbejdet med smittede patienter og i kontakten med de pårørende.

  • Webbaserede konferencesystemer har eksisteret siden de første James Bond-film, men forståelsen, anvendelsen og det tekniske grundlag i sundhedsvæsnet har ikke udviklet sig. Det betød, at mange brugte værdifuld tid på at etablere konferencesystemer, der ofte haltede eller spillede dårligt sammen. Mødedeltagerne var utrænede i anvendelse og adfærd med mange spildte mødetimer foran skærmen.

  • Samspillet mellem kommuner og sundhedsvæsnet har altid haltet. Sektorovergange skaber fejl, forsinkelser og misforståelser. Det er aldrig blevet løst, men blev et decideret sikkerhedsproblem under coronakrisen, fordi man ikke var enige om ansvar og opgaver. Det svageste og farligste led i patientbehandlingen er også det område, der sejler mest.

De ansatte skal tilbage til normalen - og lave dobbelt så meget

Coronapandemien var noget bøvl for sygehusledelserne og regionerne, mens det så ud som en spændende øvelse for Sundhedsministeriet, Sundhedsstyrelsen og Statens Serum Institut. For sygehusene og almen praksis var coronakrisen et stort irritationsmoment, der ødelagde planer og økonomi.

Men hvad med de ansatte? De ansatte gjorde stort set det, de var bedst til. De arbejdede sammen og passede patienter. Nu hvor krisen er til at overskue, begynder der allerede at komme ledelsesmeldinger om, at den innovationskraft, energi og samarbejdsvilje, der blev udvist fra de ansattes side under krisen, skal i spil, når sundhedsvæsnet skal betale regningen for ½ års disruption. For ligesom skraldemændene ikke har noget til at tage skraldet, når det hober sig op, så har sundhedsvæsnet ingen til at hjælpe sig, når der er ventelister, der lige skal fjernes. Der kommer til at ske sammenstød mellem de ansatte og så sygehusledelser og deres politiske bagland, når det går op for de ansatte, at coronaens skær over hverdagen på sygehuset falmer, og de igen skal tilbage til normalen….og lave dobbelt så meget med den fornyede coronakraft.

Less is more?

Less is more? En uplanlagt intervention som COVID-19 gav anledning til spekulationer om, hvor de ”normale” patienter med symptomer på hjertesygdom eller kræft er. Samtidig er alle elektive rutineoperationer aflyst. Almen praksis så ligeledes en stor nedgang i antallet af henvendelser. Den voldsomme overdødelighed, der blev forudsagt, udeblev. Samtidig er uligheden i sundhed, igen, blevet synliggjort ved, at pandemien overalt i verden har ramt socialt dårligt stillede særligt hårdt. Det har fået mange til at overveje, om coronakrisen i virkeligheden er en nul-sums situation, fordi de velstillede udsættes for færre af de elektive, ofte mindre nødvendige operationer, mens de socialt udsatte rammes hårdt af COVID-19. Samme har man set under lægestrejker overalt i verden. Andre mener, at andelen af patienter, der får milde ”præ-sygdoms” diagnoser, har været støt stigende, og at det er præcis den gruppe af patienter, der forsvinder under en krise. Endelig er det, lidt mere spekulativt, postuleret, at den påviseligt indskrænkede luftforurening i storbyer under den globale nedlukning har ført til færre blodpropper i hjerter og hjerner (se f.eks. dette på CNN).

Mange politikere viste sig, sammen med medierne og nogle lægekolleger, at være uforbederlige quick-fixere med en foruroligende afhængighed af hurtige lette teknologiske løsninger: Testning, vacciner og medicin. Store forskningssummer blev parkeret i selvdøde projekter, mens virkeligheden viste, at de simple gamle epidemiforanstaltninger med isolation, afstand og håndhygiejne var lige så effektive, som de altid har været. Som bonus forsvandt influenza fra jordens overflade sammen med snotbørn med diarré, fordi de voksne vaskede hænder og holdt afstand. Vi forhindrede en gentagelse af det forvarslede kinesisk-italienske scenarie med simple midler fra pestens tid.

Coronavirus ramte de kortuddannede, de socialt udsatte, minoriteterne og dem uden indflydelse på arbejdssituationen og boligforhold langt hårdere end resten af befolkningen. Dermed viste den lille virus os, at de fleste sygdomme har rødder i social ulighed i sundhed. Så længe sundhedsvæsnet fortsat skal anvendes som bekvem opbevaring af mennesker med sygdomme, der opstår og kompliceres i sociale sammenhænge, lige så længe vil sundhedsvæsnet være en afgrundsdyb pengebrønd. Hvorfor skal sygehuse behandle sygdomme for derefter at sende patienterne tilbage til præcis de samme sygdomsfremkaldende sociale forhold? Ignorerer man ulighed, løser man sociale problemer ved at dumpe dem i sundhedsvæsnet, der ikke kan gøre andet end at komme jod og plaster på, som samfundet derefter river af igen.

Beredskab skal der trænes og investeres i

Hvordan forbereder man sig på det uventede? Vi sender bevidstløst alle ansatte i sundhedsvæsnet på årlig træning i brand, hjertestop og blodtransfusion – ingen ved, hvad det koster, eller hvilken effekt det har. Men der trænes ikke i sikker kommunikation, hygiejne, teamledelse under svære omstændigheder eller omstillingsparathed.

COVID-19 er blevet kaldt en supernova, som vil kræve alle tænkelige forskningsdiscipliner, hvis vi skal forstå den. Politikere, medier og nogle forskere har solgt alt for smalle og simple fortællinger om denne virus, og flere af dem har vist sig ikke at gøre noget særlig konstruktivt for folkesundheden. Den har skabt hungersnød i Indien, udraderet landsbyer i Italien, ført til en eksplosion i partnervold i Europa og ændret patienters adfærd på en uforudsigelig måde. Den seneste foregående pandemi ramte i høj grad børn, og der blev efterfølgende indkøbt enorme mængder børneudstyr, der senere måtte kasseres pga. forældelse. COVID-19 rammer kroniske syge og ældre. Den spanske syge ramte de unge soldater på 18-20 år. Hvem rammer den næste epidemi? Beredskab skal trænes som et mentalt beredskab, men er Folketinget og regionerne klar over, at der så skal investeres i helt andre baner end de teknologiske? Det er meningsløst at tro, at der kun findes ét beredskab, og at det er et teknologisk beredskab. Hvis sundhedsvæsnet ikke har ansatte, der er trænet mentalt til at være og agere beredt, så er der intet beredskab.

Som Danmarks eneste storrygende sundhedsminister sagde Lars Løkke Rasmussen: ”Hvorfor gå i stangvarer når man kan få skræddersyet”. Hvordan sikrer vi at det offentlige kan levere skræddersyede løsninger til enhver uventet situation? Hvordan sikrer vi gode tilpassede patientforløb i stedet for den forhadte stangvare? Det kræver, at der er venlige, høflige, lyttende og veluddannede skræddere, der har de rette stoffer i alle de farver og mønstre, som patienter ønsker. Men dét kræver tid, og det kræver investeringer. Er Folketinget og regionerne klar over, at der skal investeres seriøst, hvis vi skal kunne klare udfordringerne fra enhver pandemi og enhver patients ønsker? Patienter er lige så uforudsigelige som pandemier, men kun hvis vi er uforberedte. Man kan sagtens mentalt forberede sig på det uventede.

Kim Larsen funderer i sin sang ”Om hundrede år” over, om der stadig vil være prikker på en polka og striber på en tiger. Spørgsmålet er, om der i fremtiden fortsat vil komme patienter i sundhedsvæsnet, hvis politikere, sygehusejere og de ansatte holder fast i stangvaretilgangen. Sundhedsvæsnet har ingen hukommelse og lærer ikke af sig selv. Det har kun den hjerne, den moral og de ambitioner, som de ansatte og deres ledere vælger at investere i det. Det er på tide, at sundhedsvæsnet kommer til sin første MUS-samtale. Der er historisk evidens for, at vi ikke lærer af kriser, selvom alle lige nu får tårer i øjnene over al den innovative kraft, der bliver sluppet løs, når sundhedsvæsnet vender tilbage til stangvareproduktionen underlagt tidsstyrede diagnose og behandlingsgarantier. Et seriøst sundhedsvæsen lærer at behandle, mens det handler. Det er nu, vi skal skabe en struktur, der systematisk samler på læring i sundhedsvæsnet og gør sundhedsvæsnet lige så klogt som sine ansatte. For de ér kloge og omstillingsparate – det har de lige vist. Men tør politikerne give sundhedsvæsnet en hjerne?

hvadnusundhedsvæsen

Del artikler