Skip to main content

{source}
<!-- /52195173/ST_top -->
<div id='div-gpt-ad-1510488486117-0' style='height:180px; width:930px;'>
<script>
googletag.cmd.push(function() { googletag.display('div-gpt-ad-1510488486117-0'); });
</script>
</div>
{/source}

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Frontberetning fra striden om industrifinansiering

ANALYSE. En gang kunne det få lægerne helt op på barrikaderne. Nu er det som om de ikke orker debatten om industrifinansierede rejser til internationale kongresser længere.

Det var en af de klareste konklusioner efter Dansk Selskab Klinisk Onkologis (DSKO) afslutningsdebat om "onkologiske lægers efteruddannelse" på årsmødet i Nyborg 12.-14. april. Det lod sig også hurtigt registrere, fordi mange simpelt hen tog hjem, inden debatten ellers sivede ud undervejs. Tilbage var et stykke under halvdelen af forsamlingen fra dagen før.

Men mest klart var det nu, at onkologerne et langt stykke hen ad vejen er blevet enige med hinanden om at stoppe skænderierne. Som Lisa Sengeløv, ledende overlæge fra Onkologisk Afdeling, Herlev Hospital, udtrykte det: "Alle er nok ret enige om, at rejser med medicinalindustrien er usundt, og bekymringerne for, om det kan finansieres på anden måde, er mindre."

Til gengæld er der ikke så stor enighed om, hvad der nu skal ske.

På den ene side mener Mads Koch Hansen, tidligere formand for Lægeforeningen, og nuværende direktør for Sygehus Lillebælt, som også deltog i debatten, at interaktionen med medicinalindustrien skal forbeholdes hospitalernes ledelser, mens lægerne skal ”beskyttes” mod en medicinalindustri, som efter hans opfattelse er ”udenfor demokratisk kontrol.”

Overfor det står Lisa Sengeløvs budskab: "Der er ingen grund til dramatik og al mulig regulering. Så stort er omfanget af dette problem ikke."

I den debat placerede DSKO’s formand, Lars Henrik Jensen, overlæge fra Sygehus Lillebælt, sig mellem de to andre. Han foreslår at inddrage selskabet – i stedet for hospitalernes ledelser – til at stå for onkologernes efteruddannelse, finansieret af hospitalerne og medlemmerne – og medicinalindustrien, som skal levere sin betaling som unrestricted grants, altså betingelsesløse sponsorater, til formålet.

Nu venter sundhedsvæsenet blot på, hvad der nu vil ske.

Ét er givet, medicinalindustrien kommer ikke til at aflevere en pose penge til hospitalerne, så de derefter kan bruge dem efter forgodtbefindende. Hvis pengene er tiltænkt en læge på det onkologiske område, så vil det være et ufravigeligt krav, at pengene skal gå til det speciale. Og hvis det ligger i kortene, at hospitalerne skal vælge en læge med relevant potentiale, så er det ligeledes ufravigeligt.

Hvis hospitalernes ledelser, herunder lægelig direktør på Sygehus Lillebælt, Mads Koch Hansen, ikke kan være med så langt, så kommer industrien til at trække sig – og af samme grund har Lars Henrik Jensens ide om at bruge DSKO som go-between mellem lægerne og industrien med udgangspunkt i unrestricted grants heller ikke gang på jord. Det kan industrien ikke lokkes til. 

Det er i denne debat sagt mange gange, ”there is no such thing as a free lunch”, og det vil vise sig at være sandt.

Havde der været en repræsentant fra den selvsamme industri i denne debat, så ville det nok have været beskeden. Men der var ingen til at tale industriens sag, og det var bestemt ærgerligt – og forkert. 

I stedet blev det påfaldende, at her - midt i processen frem mod en endelig løsning - står en region, som anser lægers samarbejde med industrien for et gode. Det var nemlig budskabet i HR direktør i Region Hovedstaden, Martin Magelund Rasmussens oplæg i debatten på Nyborg Strand:

Han kommer fra en region, der har indgået en aftale med medicinalindustrien, og i den er parterne enige om at: ”Samarbejde om deling af faglig viden og efteruddannelse af sundhedspersoner er både nødvendigt og i begge parters interesse.” Ja, det står der altså.

Parterne er også enige om hvorfor det er gavnligt, nemlig:

  • ”Udbygning af faglige kompetencer og gensidig dygtighed.”
  • ”Formidling og deling af ny viden om nye forskningsresultater, nye behandlingsfremskridt, bivirkninger m.v.”
  • ”Optimal lægemiddelforbrug og patientbehandling.”
  • ”Forskning og udvikling af nye og forbedrede lægemidler.”
  • Og ikke mindst bidrager samarbejdet til, at:
  • ”Det danske sundhedsvæsen som attraktivt sted at placere forskningsinvesteringer i for life science virksomheder.”

Og netop den vigtige vinkel blev end ikke nævnt i Nyborg.

I fremtiden skal industrien aflevere pengene til kongresrejser til hospitalernes ledelse, som så afgør, hvem der skal med til de internationale lægekongresser.

Det er resultatet af regionernes nye instruks om kongresrejser. Men i Vejle vil den instruks blive fortolket så vidtgående, at hvis der er nogen som helst bindinger på pengene, så vil de blive afvist.

Det forklarede Mads Koch Hansen onkologerne.

”Da vi sidste år tog hjem fra Folkemødet på Bornholm efter at have deltaget i en debat om industrifinansieringen, så besluttede direktionen på Sygehus Lillebælt på hjemturen at arbejde for et forbud mod læger og andre ansatte at rejse med virksomhederne. Det var ikke en politisk beslutning, men en ledelsesbeslutning,” sagde han

Efter beslutningen om forbuddet tog ledelsen i Vejle kontakt til andre af regionens hospitaler og drøftede situationen, og det viste sig, at de også var parat til en lignende beslutning, og derfor førte det til at hele region Syddanmark bakkede op om initiativet. 

”Problemet omfatter hovedsageligt læger, der arbejder med ny medicin – det er dem, industrien vil rejse med. Ikke sådan nogle som mig – anæstesiologer og andre der ikke arbejde med ny medicin. Det er et led i medicinalindustrioens måde at arbejde på,” siger Mads Koch Hansen.

Han mener, at man skal være på vagt overfor industrien.

”I dag er medicinalvirksomhederne gigantiske. De er større end landene. Industrien ude af demokratisk kontrol. Derfor må vi som hospitalsledelse gøre, hvad vi kan for at beskytte lægerne, og det valgte vi at gøre med et forbud.” 

”Det dyreste ved efteruddannelserne er ikke flybilletten, hotellet eller lønnen, for den sags skyld. Nej, det er arbejdet, fraværet i klinikken i fem dage. Dér gør rejserne ondt. Derfor må det heller ikke blive et økonomisk problem, hvis hospitalerne selv skal betale.”

Siden beslutningen om forbuddet har Danske Regioner udformet en ny politik, som muliggør, at lægerne stadig kan rejse med industrien, men afdelingerne eller hospitalsledelserne skal bestemme, hvem der skal afsted.

”Den instruks retter vi os efter. Formanden for Danske Regioner er trods alt formand i min region og altså min chef. Men der må ikke stilles betingelser overhovedet,” understreger Mads Koch Hansen. ”Ellers bliver de afvist. Den tillid må de have til os, at vi kan finde ud af, hvem der har behov.”

Tags: efteruddannelse

Del artikler