Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Formandskandidat til fagudvalg for æggestokkræft erklæret inhabil: ”Det er simpelthen noget værre pjat"

Ekstremt høje krav til den faglige standard kombineret med et forbud mod at deltage netop der, hvor den nye viden opstår.

Sådan oplever overlæge på Onkologisk Afdeling ved Aalborg Universitetshospital, 60-årige Bente Lund lige nu Medicinrådets habilitetsregler, efter at hun netop har fået afslag på at deltage i fagudvalget for æggestokkræft.  

”Det er simpelthen noget værre pjat. Der er ikke nogen, der er habile med de regler her,” siger hun til Sundhedspolitisk Tidsskrift ovenpå at have modtaget afgørelsen.

 ”Jeg arbejder for mine patienters bedste og har gjort det siden 1987, og jeg har aldrig nogen sinde modtaget personlige penge for noget som helst, og jeg har altid holdt min sti ren. De penge, som et projekt eller en afdeling har fået, har heller ikke har været til min disposition. Og jeg kan altså godt finde ud af at forholde mig til stofferne og ikke til firmaerne,” siger Bente Lund.

Der har de sidste par måneder været stor debat omkring de nye habilitetsregler i Medicinrådet, der har skabt mangel på deltagere i rådets fagudvalg. Normalt er det de Lægevidenskabelige Selskaber (LVS), der indstiller kandidater, men problemer med at overholde rådets strenge krav til habilitet, har fået Medicinrådet til at bede regionerne om selv at indstille kandidater.

Det gælder også i Fagudvalget for Æggestokkræft. Tilbage i november måtte man imidlertid igen rykke regionerne for indstillinger. 

Bente Lund var i begyndelsen skeptisk overfor at påtage sig opgaven på grund af arbejdsbyrden.
Ender man med at sidde alene med det, svarer det nemlig til et ulønnet, frivilligt fuldtidsarbejde oveni i ens normale job, forklarer hun.
Men Region Nordjylland og hendes ledende overlæge opfordrede hende kraftigt til at ansøge om at blive formand for Fagudvalget for Æggestokkræft, som den onkolog i Region Nordjylland, der var mest oplagt til posten.
”Og jeg synes jo også, at det er rigtig spændende og en god mulighed for at gøre en vigtigt forskel, så derfor ansøgte jeg. Men nu giver det sig selv med afslaget, og det accepterer jeg,” siger hun og tilføjer:
 ”Jeg har spurgt mine kolleger, og der er ikke nogen af dem, der er habile – overhovedet. Så lige nu er det svært for mig at se, hvordan nogen af os kan være habile og samtidig opnå den tilstrækkelige erfaring og viden på området,” siger Bente Lund.

Forvirring om reglerne

Afgørelsen om inhabilitet er truffet, blandt andet fordi Bente Lund i marts sidste år deltog i et Advisory Board i Finland. Det havde hun i første omgang glemt at indrapportere.
”En kollega spurgte mig, om jeg ikke var i Finland sidste år, og jeg sagde ’Gud jo!’ og skyndte mig at sende det ind til Medicinrådet. Det er selvfølgelig sjusk fra min side. Men egentlig troede jeg, at de selv indhentede alt fra Sundhedsstyrelsen, fordi jeg jo hver eneste gang gennem alle årene har indberettet alle mine aktiviteter dertil, og det har industrien også pligt til at gøre – men det havde de åbenbart ikke,” siger Bente Lund.
Netop fordi hun altid har afslået lønning for deltagelse i Advisory Boards, troede hun, at det var i orden. Hun ringede alligevel efterfølgende til Sundhedsstyrelsen for at høre, om det mon ville afskrive hende, men det kunne de ikke svare på.
Medicinrådets vejledning fra slutningen af november 2017 udpensler, at man ikke må have deltaget i et Advisory Board indenfor de seneste to år, hvis man skal være habil i udvalgene, også selvom man ikke er blevet betalt.
Det var Bente Lund ikke klar over - især ikke efter, at det lige pludselig igen blev tilladt at have deltaget i kongresrejser betalt af industrien før sin fagudvalgspost, forklarer hun.

Nødt til at få den faglige viden

Samtidig kan hun ikke forstå, hvordan man kan være så kritisk overfor Advisory Boards uden betaling. Specielt ikke, når regionerne og afdelingerne er afhængige af forsøgene og den viden og udvikling, de giver rent fagligt.  
”Vi har kun 24 timer i døgnet og 365 dage om året. Vi er nødt til at tage til oplæg og undervisning, hvor firmaerne fortæller om stofferne for at kunne nå det hele. Det er også ekstremt vigtigt at få dialogen fra en klinikers perspektiv, for det er os, der kender patienterne og ved, hvad de har brug for. Det sker i et Advisory Board, og det er det, samarbejdet med industrien består i. Det synes jeg, at man glemmer,” siger Bente Lund.
Selv har hun eksempelvis i mange år kæmpet for at få fokus på perorale stoffer til vedligeholdelsesbehandlingen af ovariecancer. De optages i maven, så patienter, der skal tage medicin i mange år, ikke skal ind på onkologisk afdeling og føle sig syge hele tiden.

Vil have patienterne tilbage i fokus

Som ansat i Region Nordjylland og dermed på det mindste center i landet, der behandler patienter med ovariecancer, oplever Bente Lund ligeledes et stort krav til at opretholde en høj standard og ikke mindst et ensartet behandlingstilbud.
Derfor har hun siden 2006 igangsat ikke mindre end 30 medicinafprøvningsforsøg på sin afdeling, ligesom hun har deltaget i den danske ovarie-cancergruppe, DGCG.
”Jeg vil gerne have, at mine patienter også får gavn af de nye stoffer. Det kan godt være, at jeg kun kan levere 4-5 patienter til et forsøg, men til gengæld er de håndholdte. Det er noget, vi gør for at få vores eksistensberettigelse som et center, der kan tilbyde den bedste behandling, og derfor skal jeg også have muligheden for at kunne sætte mig ind i fagligheden bag. At det så gør mig inhabil til Medicinrådet er paradoksalt,” siger hun.
Det har mødt stor kritik fra patienter og patientforeninger, at man ikke har været i stand til at finde habile medlemmer til fagudvalget med de nuværende regler, og at forløbet synes at være strandet. Frygten er, at en behandling i rådet om en godkendelse af det lovende middel niraparib, bliver forsinket til stor skade for patienterne.
Niraparib er godkendt af EMA og FDA på baggrund af NOVA-studiet, og i Aalborg har man været med i to yderligere forsøg med stoffet, samt et forsøg med en anden parp-inhibitor, olaparib, fortæller Bente Lund.
”Jeg favoriserer ikke det ene frem for det andet, jeg ser hvad muligheden er for mine patienter. Lige nu bliver der ikke sagsbehandlet i noget fagudvalg, for der er ikke nogen i det råd. Og der er ikke nogen, der er habile til at kunne deltage i det råd. Jeg vil gerne have patienterne tilbage i fokus,” siger hun.  

Tags: Medicinrådet, Bente Lund, Fagudvalget for Æggestokkræft

Del artikler