Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Blixt vil tage kræftlægers nej til kontrol op med ministeren

Sundhedsordfører for Dansk Folkeparti, Liselott Blixt, vil tage sagen om kræftlægers nej til kontrol af brystkræftpatient Inger Kjeldgaard op med sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V).

I maj i år fik klinisk psykolog Inger Kjeldgaard konstateret en tumor i sit bryst. Brystkræften var så fremskreden, at den havde bredt sig til lymfekirtlerne. Af kræftlægerne på Odense Universitetshospital fik hun at vide, at de ikke kunne operere hende, før hun havde fået kemoterapi.

“De sagde, at jeg skulle have seks måneders kemoterapi, og jeg skulle i gang med det samme, ellers ville jeg være død indenfor tre måneder. Hvis der bare havde været en lille kræftknude i brystet, havde jeg nok sagt ja til operation og så takket nej til efterfølgende kemo. Men det, at de først skulle give mig kemo, inden jeg skulle opereres… det ville jeg ikke. Det gjorde mig rædselsslagen, så det sagde jeg nej til,” siger den 39-årige fynbo.

At Inger Kjeldgaard sagde nej til behandling og i det hele taget at diskutere behandlingsmuligheder, fik overlægen til at afslutte hende, og han ønskede ikke, at hun fortsatte sine kontroller. Inger Kjeldgaard klagede til den ledende overlæge, men fik svaret: “MR-scanningen skal have en konsekvens af eller anden art….ellers kan vi ikke argumentere for at bruge ressourcen. Det er altså ikke nok…..bare af interesse”. 

Den handlemåde synes Liselott Blixt ikke er i orden.

"Jeg mener helt bestemt, at vi i sundhedsvæsnet skal følge de patienter, som ikke ønsker den almene behandling. De bør scannes på samme måde som patienter i behandling. Jeg talte så sent som i lørdags med en kvinde, som ikke ønsker kemoterapi, og så har man afsluttet alt på hende, og det er ikke ok," siger Liselott Blixt og fortsætter:

"Det kunne jo være, at man opdagede andre muligheder for, at en kræftsvulst forsvinder, eller at patienten ændrer mening, hvis det fortsætter med at sprede sig."

Liselott Blixt vil nu tage sagen op med sundhedsminister Ellen Trane Nørby.

"Jeg håber, at hun har samme holdning, ellers vil jeg arbejde på, at man vil ændre procedurerne," siger Liselott Blixt.

 

LÆS OGSÅ:

Tags: Liselott Blixt, Ellen Trane Nørby

Del artikler