KORA-rapport; Mange patienter føler sig ikke taget alvorligt

Mireille Lacroix

Det er svært at efterlade samtlige patienter med oplevelsen af, at de er blevet hørt, forstået og taget alvorligt efter en kort konsultation i en travl hverdag, hvilket den seneste KORA-rapport bevidner. Her er relationen mellem læge og patient helt afgørende, mener erfarne læger.

19 procent af medlemmerne af Colitis-Crohn Foreningen (CCF) er blevet undersøgt af mindst fem forskellige læger, før de fik stillet deres diagnose. Desuden har 36 procent af de kroniske mave-tarmpatienter i foreningen haft oplevelsen af, at sundhedspersonalet ikke tog deres fysiske gener alvorligt, ligesom 18 procent af dem har oplevet, at deres psykiske gener ikke er blevet taget alvorligt.

Det viser bilagsrapporten fra Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning (KORA): ”Oplevelser af behandlingsforløb og sygdomskonsekvenser blandt nuværende medlemmer af Colitis-Crohn Foreningen”. Undersøgelsen er foretaget blandt 2.835 CCF-medlemmer med økonomisk støtte fra medcinalvirksomheden AbbVie.

Antallet af læger, der har været involveret frem til diagnosticeringen, er ikke i sig selv alarmerende, mener Mireille Lacroix, der er praktiserende læge på Fyn og næstformand i Praktiserende Lægers Organisation Syddanmark.

”Det kan ikke undgås, at man ser flere læger, idet diagnosen ikke kan stilles af egen læge. Desuden kræver diagnosen adskillige besøg på sygehuset, nogle gange på flere forskellige afdelinger. Er der blod i afføringen, henviser praktiserende læge typisk til en kirurg for at få udelukket, at der er tale om cancer. Er der ikke det, bliver patienten henvist til en mediciner. Men jeg oplever tit, at afdelinger sender patienten tilbage til den praktiserende læge i stedet for at henvise videre. Dermed bliver patienten kastebold, og vi har som praktiserende læger et uendeligt arbejde med at samle folk op,” siger hun.

Stundom helbrede, ofte lindre, altid trøste

For Mireille Lacroix at se er det trist og ærgerligt, at så mange af patienterne i undersøgelsen oplever, at de ikke bliver taget alvorligt.

”Problemet er, at vi som praktiserende læger fungerer som gatekeepers. Det kan godt være, vi nogle gange skulle henvise flere, men vi tænker jo også over, hvordan vi beskytter sundhedsvæsnet og patienterne mod for mange  unødvendige undersøgelser,” siger hun.

Når først patienterne har fået diagnosen, har de en kronisk sygdom med mange invaliderende symptomer, selvom de bliver optimalt behandlet lægeligt set, tilføjer Mireille Lacroix. Det er snarere de psykologiske aspekter, der fylder meget hos dem, hvor det personlige møde med lægen er vigtigt, vurderer hun. 

”Den pædagogiske opgave i at se og høre patienten i løbet af 10-15 minutter er en udfordring. Og jeg kan godt forstå, at det kan efterlade nogle af dem med fornemmelsen af ikke at være blevet taget alvorligt. Vi er nok meget fokuserede på symptomer og behandling, men for patienterne fylder følelserne rigtig meget. Det med at leve med en kronisk sygdom er jo rigtig svært,” siger hun.

Ønsker man, at landets læger har mere fokus på de psykiske aspekter, vil det hjælpe, hvis der afsættes ressourcer og tid til det, understreger hun. Indtil det sker, minder hun sig selv og alle andre om det gode, gamle lægemotto: Stundom helbrede, ofte lindre, altid trøste.

”Kroniske sygdomme kan netop ikke helbredes 100 procent, men de kan i allerhøjeste grad lindres. Alle patienter skal dog acceptere at være kronisk syge med de handicap, det medrører. Her er det vigtigt, at lægen lytter og ”trøster” i bred forstand,” siger Mireille Lacroix og fortsætter:

”Systemerne har ofte overgivet trøsten til sygeplejersker eller gjort den til et kryds i et skema. Lægerne udskiftes og har ikke personlig relation til patienten. Der er behov for fokus på kvaliteten af kontakten til behandleren og konsultationsprocessen, hvis patienterne skal være velbehandlet både fysisk og mentalt. Her hjælper det at se den samme læge hver gang.”

Relationen hjælper både læge og patient

En af de speciallæger, der gør dét, er Jens Kjeldsen, der er klinisk professor på Syddansk Universitet og læge på afdeling for medicinske mavetarmsygdomme ved Odense Universitetshospital.

Ligesom Mireille Lacroix er han heller ikke som udgangspunkt foruroliget over, at en stor del af pateinterne ser op mod fire-fem læger, fordi det kan være nødvendigt for at stille de komplicerede diagnoser. Men han kan godt være rystet over, at ni procent af patienterne ifølge undersøgelsen har set seks-10 læger, før diagnosen blev stillet.

Han oplever selv, at det har en afgørende betydning for både ham selv og patienterne, at han følger de samme patienter igen og igen.

”Vi læger har jo journalføringspligt, men selvom man anstrenger sig, kan der mangle nogle detaljer, som man så kan få med næste gang. Det er desuden nemmere for mig at indgå en aftale med patienten om, hvilket behandlingsforløb vedkommende ønsker, og hvad personen gerne vil opnå – for eksempel i forhold til at blive gravid. Alvorlige emner som operation og graviditet er selvsagt nemmere at tale om, hvis man har mødt hinanden mange gange,” siger han.

Jens Kjeldsen medgiver, at det i en presset hverdag kan være umådelig svært at få vagtskemaerne til at gå op, så patienterne følges af samme læge. Derfor er det næppe virkeligheden alle steder. Men han råder alligevel sine kollegaer til at gøre forsøget.

”Det er nemmere at formidle viden til en patient, man kender, og at give patienten oplevelsen af at blive taget alvorligt. Da kan patienten formentlig også bedre tale med lægen om svære emner som afføring, fistler osv. Og det er da vigtigt. For jeg tror, at vi alle bliver kede af at høre, hvis patienterne ikke oplever, at de bliver taget alvorligt,” siger han.

Like eller del denne artikel

Nyheder fra Medicinske Tidsskrifter

Hæmatologisk Tidsskrift