Ledende overlæge:

Multikulturelle afdelinger kræver en anden indsats

Allan Thimsen Pedersen

Udenlandske læger redder de neurologiske afdelinger på mindre hospitaler fra akut lægemangel, men succesen i afdelinger med op mod 90 procent udenlandske læger afhænger af, at alle accepterer præmissen om, at afdelingen er multikulturel.

På den neurologiske afdeling ved Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg når andelen af udenlandske læger op på 80 procent, og medarbejderne kommer fra så mange som 14 forskellige lande lige fra Tyskland til Rumænien, Afghanistan og Indonesien. De udenlandske læger er uundværlige, men det kræver en ekstra indsat at lede en afdeling med mange forskellige kulturer, siger ledende overlæge Allan Thimsen Pedersen.

”Vi er meget glade for vores udenlandske kolleger. Vi havde slet ikke en afdeling, hvis det ikke var for dem, men der er også udfordringer forbundet med at have så mange medarbejdere fra forskellige lande,” siger Allan Thimsen Pedersen.

Kulturforskellene spænder lige fra de sociale omgangsformer mellem personalet til forståelsen af den danske model med overenskomstforhandlede arbejdsvilkår og måden man tilgår patienterne, fortæller han.

”I Danmark betragter vi efterhånden lægen som en rådgiver for patienten, men i nogle lande har man stadig den tone, man havde over for patienterne i 50’erne i Danmark, hvor man dikterede patienten, hvad der skulle ske. Det er en helt anden tilgang,” siger Allan Thimsen Pedersen.

Han har oplevet, at udenlandske læger har haft svært ved at forstå, at afregningen af en vagt er den samme uanset, om de har været tilkaldt eller ej.

”Det har været svært for nogle at forstå, hvis de har været inde i seks timer. Men så har de måske haft vagt en anden gang, hvor de ikke var inde, og det er den gennemsnitsfordeling, der er. De vænner sig til det, men det er nogle af de indledende udfordringer, vi står med,” siger Allan Thimsen Pedersen.

”Det bliver selvfølgelig bedre med tiden, og folk yder et godt stykke arbejde, men det kommer ikke af sig selv. Det kan godt være, at man er fra et EU-land og har direkte adgang til ansættelse, men der er stadig et kæmpe arbejde i at få de udenlandske læger integreret i det danske system og dansk teknologi,” siger Allan Thimsen Pedersen.

Mette Ringtved

Oversygeplejerske Mette Ringtved, der er leder af den neurologiske afdeling på Sygehus Lillebælt i Kolding, er enig. Den multikulturelle afdeling kræver noget andet af ledelsen, end en almindelig dansk hospitalsafdeling.

”Man er nødt til at forholde sig til, at man har at gøre med en medarbejdergruppe, der er sammensat anderledes, end en typisk dansk arbejdsplads. Forskellige kulturer er grupperinger, man er nødt til at forholde sig aktivt til. Det nytter ikke noget at sige, at det ikke betyder noget, for det gør det. Det betyder noget i en gruppe, at vi er forskellige. Forskelligheden kan være skøn og smuk, hvis vi formår at bruge den positivt og håndtere den, men hvis vi lader som om, den ikke er der, så bliver det et problem,” siger Mette Ringtved.

Siden sidste sommer har hun ført sin afdeling gennem en proces, der blandt andet skulle sætte rammerne for, hvordan man fungerer som multikulturel arbejdsplads.

Da hun kom til afdelingen i begyndelsen af 2016 oplevede hun, at der kunne opstå konflikter på grund af de forskellige arbejdskulturer, der var repræsenteret i afdelingen.

”I de nordiske lande har vi tradition for multidisciplinære teams, hvor medarbejderne er ligestillede, mens man i andre arbejdskulturer kan have en mere hierarkisk inddeling. Vi har en helt anden tradition for tværfagligt samarbejde i Danmark og har andre normer og et andet hierarki, end man har mange andre steder, og det er noget det, der kan give uro i den daglige opgaveløsning,” siger Mette Ringtved.

Uroen drænede medarbejderne, og Mette Ringtved så et behov for at ’nulstille’ afdelingen.

”I en afdeling med mange kulturer, er de ingen, der skal betragtes som om de er udfordringen mens andre har rollen som normen. Det ville svare til, at vi havde et hierarki, hvor man var mest værd, hvis man var århusianer, mens københavnerne ikke var noget værd. Sådan en rangorden kan man ikke have. Vi nulstiller, og siger, at det er en præmis, at vi alle har forskellige kulturelle baggrunde, og selv om vi tilfældigvis er i Danmark, så er det ikke bedre at være dansk. Nej, her er det en præmis, at vi har forskellige kulturelle afsæt, og hvis man kan nå til en fælles accept og forståelse af den præmis, så er det ikke noget problem,” siger Mette Ringtved.

Processen i Kolding gik ifølge Mette Ringtved i høj grad ud på at sætte det rigtige hold uanset kulturel baggrund. I dag er omkring 25 procent af afdelingens læger fra andre lande, og det afgørende er, at medarbejderne har den rette indstilling til arbejdet. Og det kulturelle er langt vigtigere end det sproglige, mener hun.

”Jeg har lige haft en yngre læge ansat, som jeg så noget i. Han havde den rigtige personlighed, og det værdisæt, jeg gerne ville have i afdelingen, og han havde godt nok et problem med sproget, men han gik til sprogundervisning hos vores sprogkonsulent, og nu har vi kunnet sende et fantastisk ungt menneske videre til Esbjerg. Han havde viljen, kompetencerne og værdierne til at indgå i et godt team, og så skal man ikke være bleg for at investere. Sprog kan man lære, og selv visse faglige ting kan læres, men du kan ikke lære værdierne. Enten har du dem, eller også har du dem ikke,” siger Mette Ringtved.

Både hun og Allan Thimsen Pedersen oplever, at der er stor forskel på, hvor hurtigt læger fra andre lande falder til på de danske afdelinger. Mette Ringtved mener i høj grad, at det er afdelingsledelsernes ansvar, at de udenlandske medarbejdere falder til.

”Nogle har været her længere end andre, men min erfaring er, at man kan have været i Danmark i ti eller 20 år, uden at have accepteret de normer og den arbejdskultur, der hersker i et dansk sundhedsvæsen. Det kan man sige er for dårligt af den medarbejder, men man kan også sige, at det er for dårligt, at afdelingen ikke har forholdt sig åbent til den udfordring, det er, at have læger og sygeplejersker med mange forskellige kulturelle baggrunde,” siger Mette Ringtved.

Like eller del denne artikel