Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Flere demensindrettede plejehjem på vej

Nu går 56 projekter landet over i gang med at indrette plejehjem, så de bliver demensegnede.

I satspuljeaftalen for 2015 og med demenshandlingsplanen afsatte regeringspartierne sammen med Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Alternativet, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti i alt 28,5 mio. kroner i 2017 og 2018 til demensegnede plejecentre.

Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen har i alt modtaget 114 ansøgninger, og der er samlet ansøgt om knap 100 mio. kr.

Midlerne er nu fordelt, og ud af 114 ansøgninger er 56 projekter tildelt penge. Dermed er vejen banet for, at der kan foretages mindre ombygninger eller nyindretning af eksisterende plejehjem, så de kan imødekomme særlige behov hos beboere med demens.

Der er blandt andet givet tilskud at lave demensvenlige fælles- og gangarealer, nyindretning af badeværelser, forbedret skiltning, nye låsesystemer, aktivitetsopdelte mindre enheder, ændre belysningen, sansehaver og forbedrede adgangsveje og udeområder.

De 56 projekter kan ses her.

 

Tags: demenshandlingsplan, demens

Del artikler