Tocifret millionbeløb til DNA-forsker Julien Duxin

Julien Duxin

Julien Duxin er en af de meget få forskere i Danmark, som har fået bevilget 10 millioner danske kroner fra det europæiske rammeprogram Horizon 2020. På Novo Nordisk Fondens Center for Protein Research forsker han med sit team i DNA-protein krydsbindinger.

Danmark har succes med at få støtte til forsknings- og innovationsprojekter. Siden 2014 har 825 projekter med dansk deltagelse modtaget støtte på næsten 3,7 milliarder kroner fra det europæiske rammeprogram Horizon 2020. Alene siden marts 2016 blev der bevilliget 160 millioner kroner til danske forskere og virksomheder. I den hårde konkurrence om forskningsmidlerne er DNA-forskeren Julien Duxin en af de kun fem forskere i Danmark, der har fået bevilliget 10 millioner danske kroner fra Det Europæiske Forskningsråd (ERC) til projektet ”DPC-REPAIR’.

Den franske læge og forsker Julien Duxin kom fra en forskerstilling på Harvard University til Danmark i august 2016 for at starte et laboratorium på Novo Nordisk Fondens Center for Protein Research på Panuminstituttet og forske i de biologiske og molekylære mekanismer, der ligger bag reparation af DNA-læsioner, også kaldet DNA-protein krydsbindinger. Takket være bevillingen fra ERC er dette forskningsprojekt nu finansieret de næste fem år.

Kræft og for tidlig aldring

Julien Duxin påbegyndte sin forskning i ødelagte DNA-strukturer under sin ansættelse på Harvard University og ønskede at fortsætte sin DNA-forskning i Danmark.

”Jeg valgte Danmark, fordi København har flere verdenskendte laboratorier inden for DNA-forskning. Skader på DNA’et kan skyldes miljøpåvirkninger eller kemoterapi og antages at være en af hovedårsagerne til for tidlig aldring og kræft. Man ved stadig ikke, hvordan nogle af skaderne repareres, så hvis vi kan klare den vanskelige opgave at identificere, hvilke proteiner der reparerer disse skader, er det vores håb, at vi i fremtiden vil være i stand til at behandle sygdomme som kræft med mere effektiv medicin,” siger Julien Duxin.

Like eller del denne artikel