Seks-årsfristen en reel barriere for bedre lægedækning

Kommentar

Camilla Rathcke

formand for Yngre Læger

DEBAT: Der er mange muligheder for at motivere lægerne i at søge bredere ud i landet, når de skal i gang med deres speciallægeforløb og til efterfølgende at blive i området, mener formand for Yngre Leger, Camilla Rathcke. Hvad der ikke virker er at tvinge unge læger hurtigt i gang med speciallægeforløb. "Det sidste tiår har vist, at det ikke hjælper at svinge pisken og sætte stramme regler op," skriver hun i dette debatindlæg.  

Ti år er der gået, siden seks-årsfristen – som, da den blev indført, var en fire-årsfrist – blev en realitet. Det blev den, fordi den daværende VK-regering ønskede at få uddannet speciallæger hurtigere og til hele landet: Hvis du ikke senest fire år efter påbegyndt første ansættelse er gået i gang med dit speciallægeforløb, kan du ikke blive speciallæge i Danmark. Det er den konsekvens, der ligger i fristen.

Både i 2014 og 2017 lykkedes det Yngre Læger at overbevise regeringspartierne om, at fristen burde forlænges, og det blev den. Først til fem år og senere til seks år i en erkendelse af, at mange læger simpelthen faldt for fristen – og dermed jo ikke kom ud og blev en del af den arbejdende lægestab på landets hospitaler eller i praksis. Det er også blevet nemmere at få dispensation, men der stadig er læger i Danmark, som er afskåret reel mulighed for at blive speciallæge. Paradokset i det er, at det netop er på grund af blandt andet specialiseringen af lægerne, at vi kan holde kvaliteten af behandlingerne i Danmark høj.

Samtidig er reglens primære formål blevet fortrængt af et sekundært argument for reglen, nemlig det, at hvis vi tvinger lægerne til at skynde sig, så tvinger vi dem også til at sprede sig – og derved får vi en bedre lægedækning. Men virkeligheden er, at lægerne ikke fordeler sig geografisk jævnt i landet pga. seks-årsfristen. Virkeligheden er også, at vi har læger, der ikke mener, de partout skal være klinisk arbejdende speciallæger. Og vi har et voksende lægeligt arbejdsmarked især i medicinalindustrien, og vi har stadig ledige speciallægeforløb.

Med andre ord har seks-årsfristen ikke løst det problem, man fra politisk hold tænkte, et strukturelt tiltag som en rigid regel kunne klare. Snarere har den – og gør fortsat – skabt problemer for de hospitaler, der traditionelt har vanskeligt ved at tiltrække læger. For hvad gør den enkelte, som, presset på tid, skal kvalificere sig bedst muligt for at komme i betragtning til de eftertragtede speciallægeuddannelsesforløb? Flertallet forsøger at optimere deres egne muligheder og søger ansættelse på de store afdelinger, de forskningstunge afdelinger, universitetshospitalerne. Seks-årsfristen er en reel barriere for, at læger søger ud i hele landet, og den hindrer endda alle i at blive speciallæger. Det er meningsløst.

Mod alle odds er er det lykkedes få hospitaler og afdelinger i lægedækningstruede områder at tiltrække unge læger. De har med forskellige midler skabt sig et godt renommé. Et renommé, de har fået, fordi de gør noget særligt for at tiltrække læger.

Derfor er det også de disse hospitaler, der er ”first movers” med initiativer og tiltag, der skal gøre dem attraktive for yngre læger. Der er stor idérigdom på hospitaler i lægedækningstruede områder, da man har indset, at seks-årsfristen ikke løser problemet med rekruttering og fastholdelse. Et af de bedste eksempler er Region Nordjylland, hvor man netop har lanceret et pilotprojekt på fire samlede uddannelsesforløb, der sikrer de studerende KBU, intro- og hoveduddannelsesstillinger i regionen – altså et væsentligt mere langsigtet perspektiv på karriereforløbet for den enkelte, som gør det mere attraktivt at tage familien med til en anden landsdel. På den måde er der skabt et langt større potentiale for, at de yngre læger og deres familier bliver boende – og også bliver som speciallæger efter endt uddannelse. Dét er rekruttering – og det er fastholdelse, hvis oplevelsen er god undervejs – og det vil i langt højere grad sikre, at de hospitaler, der savner læger – og som har ledige speciallægeforløb – kommer i mål med en bedre lægedækning. Har man idéerne og visionerne, kommer belønningen også – så det er indsatsen værd.

Hvis vi skal lægedækningen til livs, så kræver det altså mange forskellige indsatser. Indsatser, som motiverer lægerne til både at søge bredere ud i landet, når de skal i gang med deres speciallægeforløb og til efterfølgende at blive i områderne omkring de perifere hospitaler. Der er masser af muligheder, og lægedækningsudvalgets rapport fra 2017 indeholder forslag, der endnu ikke er afprøvet.

Det sidste tiår har vist, at det ikke hjælper at svinge pisken og sætte stramme regler op for lægernes vej mod at blive speciallæger. Tværtimod. Og derfor bør seks-årsfristen afskaffes og i stedet bør fokus rettes mod en moderne rekrutterings- og fastholdelsespolitik. Dét vil skabe varige løsninger.

Tags: Yngre Læger, Camilla Rathcke, debat

Like eller del denne artikel

Nyheder fra Medicinske Tidsskrifter

Hæmatologisk Tidsskrift