Vi er mange, der er ved at miste tålmodigheden

Kommentar

Lisbeth Lintz

Formand for Overlægeforeningen

DEBAT: Formand for Overlægeforeningen, Lisbeth Lintz, er ved at miste tålmodigheden med Sundhedsplatformen."Regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen siger, at hun tager brugerundersøgelse meget alvorligt og vil bruge den til at udvikle systemet. Det løfte lyder som noget, vi har hørt før," skriver Lisbeth Lintz i debatindlæg.

 

”Problemerne med sundhedsplatformen bliver udbedret lige om lidt”.  Sådan har svaret lydt fra Region Hovedstaden lige siden, at Sundhedsplatformen gik i luften for næsten to år siden. Men problemerne er stadig ikke løst. Og vi er mange, der er ved at miste tålmodigheden.

Lægerne er mildest talt frustrerede. Det kan blandt andet ses i den brugerundersøgelse, som Region Hovedstaden netop har fremlagt, og som 10.700 medarbejdere har svaret på.

Lægerne er den faggruppe, der er aller mest kritiske, hvad angår Sundhedsplatformen. Men det er også læger, der bruger Sundhedsplatformen mest. 93 procent af lægerne bruger IT-værktøjet dagligt. Men kun 13 procent er
tilfredse med den. 2 ud af 3 læger betegner sig selv som utilfredse med Sundhedsplatformen.

Desværre kommer de tal ikke bag på os, for det svarer meget godt til de meldinger, vi fortsat får fra vores kolleger i Region Hovedstaden her næsten to år efter, at Sundhedsplatformen blev rullet ud på de første hospitaler.
Det er blandt andet brugervenligheden, det halter gevaldigt med. Kun tre procent af lægerne oplever, at Sundhedsplatformen er brugervenlig, nem og intuitiv at betjene, viser undersøgelsen. Og kun 12 procent af lægerne mener, at Sundhedsplatformen understøtter deres arbejde effektivt. Det er væsentlig færre, end blandt de øvrige faggrupper, hvor 26 procent synes, at Sundhedsplatformen støtter deres arbejde effektivt.

Jeg tror ikke på, at læger er dårlige IT-brugere. Vi er vant til at benytte IT i vores arbejde og har været det i mange år. Men Sundhedsplatformen passer alt for sjældent ind i den kliniske hverdag. Det virker ikke altid som om, at producenterne bag systemet har taget højde for den kontekst, det skal bruges i. F.eks. har der lige fra starten været problemer med integration med det fælles medicinkort. Det medfører store problemer med at sikre den rette medicin til patienterne. Det siger sig selv, at det på ingen måder er tilfredsstillende for hverken læger eller patienter, at dette problem ikke for længst er løst.

Samtidig er der intet, der tyder på, at Sundhedsplatformen understøtter lægers mulighed for at give patienter en god behandling. Kun 11 procent af lægerne oplever, at det sker, mod 23 procent af de øvrige faggrupper.
Jeg forstår godt, at læger, der i arbejdet med at behandle meget syge patienter bliver forstemte over dagligt at skulle kæmpe med et IT-system, der ikke passer til deres arbejdsliv.

Det nytter ikke noget, at en så afgørende faggruppe oplever, at IT-systemet modarbejder god patientbehandling. IT-systemerne skal befordre vores arbejde. Ikke stå i vejen for en god diagnostik og patientbehandling.

Sundhedsvæsenet er simpelthen for presset til, at lægelige ressourcer bruges op opgaver, som andre faggrupper er bedre til.

På et enkelt område virker det dog til, at Sundhedsplatformen virker efter hensigten. 56 procent af lægerne peger i undersøgelsen på, at kommunikation på tværs af afdelinger via Sundhedsplatformen er velfungerende. Det vil f.eks. sige at få adgang til patientdata fra andre kliniske afdelinger på hospitalet. Det glæder mig at se, for det er en vigtig opgave.

Lægernes tilfredshed stopper desværre, så snart kommunikationen via Sundhedsplatformen skal ud af hospitalet til andre sektorer – f.eks. til praktiserende læger, kommunale instanser mv. Kun 10 procent af lægerne er enige i, at kommunikationen på tværs af sektorer via Sundhedsplatformen er velfungerende. Det er ærgerligt, at Sundhedsplatformen ikke er med til at løfte dette afgørende område, hvor patienter alt for let ender mellem to stole
i flere forskellige systemer.

Regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen siger, at hun tager undersøgelsen meget alvorligt og vil bruge den til at udvikle systemet.

Det løfte lyder som noget, vi har hørt før.

Lad os håbe, at der denne gang er mere handling bag, end det vi har set de sidste par år.

 

 

LÆS OGSÅ: 

Tags: sundhedsplatformen

Like eller del denne artikel

Nyheder fra Medicinske Tidsskrifter

Hæmatologisk Tidsskrift