Vi skal have fælles ledelse af sundheden

Kommentar

Kjeld Møller Pedersen, professor i sundhedsøkonomi, SDU

Leif Vestergaard Pedersen, direktør, Kræftens Bekæmpelse

Frede Olsen, professor i almen medicin, Aarhus Universitet

 

 

DEBAT: Giv os nu en fælles ledelse af den sundhedsindsats, der burde hænge sammen mellem kommuner, praktiserende læger og hospitaler, skriver tre af landets fremmeste eksperter i sundhedsvæsenet i dette debatindlæg.

Hvem har ansvaret for sundheden for borgerne i et område? Hvem har ansvaret for, at den praktiserende læge, hjemmesygeplejersken og det lokale sygehus har samme principper for f.eks. sårbehandling?

Hvem sikrer, at hjemmesygeplejerske, praktiserende læge og hospitalets udgående team ikke på samme tid behandler patientens sygdomssymptomer? Hvem har overblikket? Hvem har ansvaret for ledelse og faglig udvikling i “det nære sundhedsvæsen”?

Ingen!

På trods af at vi bruger milliarder af kroner på sundhedsvæsenet, er der ingen, der har det samlede ansvar for den vigtigste del af sundhedsvæsenet; det der foregår mellem hjem, praktiserende læge og sygehus, hvor 90 procent af alle sundheds- og sygdomsproblemer skal håndteres, så de ikke bliver et større sygehus-problem.

Tiden er inde til at få etableret en fælles ledelse af det der sker i kommunernes sundhedsvæsen, det den praktiserende læge laver og det der sker på hospitalerne.

Vi foreslår derfor, der nu laves en egentlig ledelse, der får ansvaret for at sætte den faglige og samarbejdsmæssige ramme for sundhedsindsatsen i forhold til borgerne i et område.

Uanset om indsatsen sker i kommunalt regi, hos praktiserende læge eller på det lokale hospital. Det drejer sig om den samlede sundhedsindsats over for befolkningen i et område.

Området er større end de fleste kommuner og området vil også være på tværs af kommuner. For når der skal være faglig kvalitet af indsatsen, kræver det på nogle områder et vist befolkningsunderlag - og når man skal indrette sig efter borgernes frie valg, må man acceptere at borgerne i mange kommuner vælger forskellige hospitaler alt efter, hvor de bor i kommunen. Vi kalder området for en sundhedsklynge og ledelsen en sundhedsklyngeledelse.

(Akut-)hospitalerne kan af mange grunde være et omdrejningspunkt for en sundhedsklynge, selvom hovedfokus ikke må være på hospitalet. Men det er vigtigt at hospitalet servicerer resten af sundhedsvæsenet omkring hospitalet med faglig bistand, med samarbejde og med hurtig og relevant assistance til f.eks. de praktiserende læger, så disse bedre kan løse deres opgaver.

Sundhedsklyngeledelse skal have kompetence og pligt til at flytte opgaver og ressourcer fra hospitalerne til hjemmesygeplejen eller de praktiserende læger - og samtidig fastsætte krav til den indsats f.eks. hjemmesygeplejen skal levere for at sikre patienterne en indsats, der mindst er på højde med det patienterne tidligere har fået. Det vil være oplagt at lade sundhedsklyngeledelsen være dem, der konkret og lokalt anvender de ekstra midler, regeringen fornuftigvis vil sætte ind for at styrke det nære sundhedsvæsen. På den måde kan midlerne anvendes, så det faktisk aflaster hospitalerne og øger kvaliteten.

Sundhedsklyngeledelsen skal altså have kompetence til at lede på tværs og fastlægge principper for arbejdsdeling og samarbejde i overensstemmelse med lokale principper, der respekterer nationale retningslinjer (i det omfang sådanne findes). Sundhedsklyngeledelsen skal altså have en bred indsigt i de sundhedsproblemer, der skal løses og skal være fokuseret på populationens perspektiv. Den optimale sammensætning af sundhedsklyngeledelsen vil derfor være én med baggrund i almen praksis, én med baggrund i hjemmesygeplejen og én med indsigt i hospitalsdrift.

Med den struktur vi har i Danmark i dag, vil det være mest naturligt, at sundhedsklyngeledelsen referer til Regionsrådet. Men det vil være naturligt, at der er lokale udvalg, der følger sundhedsklynge-ledelsens arbejde. Følge-udvalget kunne bestå af byrådsmedlemmer, regionsrådsmedlemmer, personer med faglig indsigt og patienter.

Sundhedsklyngeledelsen rapporterer om arbejdet, resultaterne og planer. Udvalget kan udtale sig - men kan ikke beslutte hvad klyngeledelsen skal eller ikke skal. Til gengæld kan man overveje at nedlægge sundhedskoordinationsudvalgene, der i sagens natur arbejder uden kendskab til de konkrete problemer, der skal løses.

Sundhedsklyngeledelsen bliver ikke et ekstra ledelseslag. Eksempelvis refererer hospitalsledelsen stadig til regionsrådet. Men Sundhedsklyngeledelsen sikrer at få sundhedsindsatsen mellem aktørerne til at hænge bedre sammen. Hospitalsledelsen kan dermed koncentrere sig om det, der er meget brug for, nemlig at drive hospitalet og sikre sammenhæng internt på hospitalet.

En særlig højt prioriteret opgave er at sikre patienterne i yderområde deres egen faste læge. I dag er der ingen faglig ledelse, der har denne prioriterede opgave. Men det skal sundhedsklyngeledelsen have. Og de kan i den forbindelse arbejde for at gøre det lokalt og konkret tillokkende at blive praktiserende læge for de almen medicinere, der i dag arbejder på hospitaler og andre steder.

I mere end 40 år har sundhedspolitikere diskuteret samordningsproblemer i det danske sundhedsvæsen. Regler, retningslinjer og sundhedskoordinationsudvalg har ikke løst opgaven - for opgaven kan kun løses ved at det, der fagligt og driftsmæssigt hænger sammen for patienterne og borgerne, drives af én fælles ledelse.

Tiden er inde til, at den vigtigste del af sundhedsvæsenet også får den nødvendige faglige og ledelsesmæssige opmærksomhed - vi håber på at sundhedsministeren er bevidst om det, i hendes og regeringens udspil, som vi venter spændt på. Men vi har ikke tid og råd til endnu et utilstrækkeligt udspil!

Tags: ledelse, kommentar

Like eller del denne artikel

Nyheder fra Medicinske Tidsskrifter

Hæmatologisk Tidsskrift