Velkommen til cannabis - eller en kold tyrker

Skrevet d. 19. december 2017

Snart passerer det danske sundhedsvæsen en magisk grænse. Det sker den 1. januar 2018, når Danmark åbner op for at anvende cannabis til at behandle udvalgte patienter efter ansøgning.

Beslutningen blev truffet af politikerne i Folketinget – og henover hovederne på lægerne, som er lodret imod. De savner evidensen for, at cannabis har effekt, og de kender heller ikke bivirkningerne. De famler i det hele taget i blinde.

Deres frustration skyldes også økonomien i cannabisprojektet. Folketinget har ikke medvirket til at finansiere eksperimentet, og derfor kommer cannabisbehandling til at påvirke medicinbudgetterne – og heller ikke det er – efter lægernes opfattelse – i orden.

Selv formanden for Lægeforeningen, Andreas Rudkjøbing, som ellers sjældent står på mål for noget som helst med lægemidler – men denne gang gik han ind i debatten med det klare budskab, at politikerne skal stoppe med at blande sig i lægernes sager. (Det kunne have klædt ham, hvis han en gang i mellem dukkede op med et tilsvarende klart budskab, når patienterne ikke får adgang til et lægemiddel).

Uanset lægernes modstand, så bliver cannabis-behandlingen en del af sundhedsvæsenets tilbud til patienterne. Læger, der ikke vil lege med på Folketingets eksperiment, kan selvfølgelig nægte at udskrive cannabis – det er op til dem. Sådan kommer en hel del læger utvivlsomt til at håndtere de nye muligheder.

Men de kommer under et uhørt pres fra patienter, der føler, at de har prøvet alt, og nu er der intet, der virker – og dér komme cannabis som en ny mulighed.

Sclerose er et af områderne, hvor der er forventninger til cannabis, og dér siger Klaus Høm, Scleroseforeningens direktør, således om det nye situation: ”Omkring 2500 sclerosepatienter har stærke smerter eller spasmer, som ikke kan afhjælpes af de almindelige lægemidler eller af Marinol eller Sativex, og hvad skal de gøre? Hvorfor ikke gå med patienten i det her tilfælde, hvor der ikke findes andre muligheder for dem? Uden lægernes opbakning, er patienterne enten overladt til sig selv eller et illegalt marked.”

Scleroseforeningen har utvivlsomt ret i, at patienterne kommer til at lægge et uhørt pres på lægerne, og hvis de ikke makker ret, så finder de nok en anden læge, som er parat.

Derfor bliver cannabis-eksperimentet heller ikke billigt.

Hvad stiller vi op i den situation?

Cannabis-beslutningen kan ikke trylles væk. Der er vel reelt ikke andet at gøre end at prøve at få det bedst mulige ud af situationen, og det kan vel kun ske ved at få mest muligt videnskab ud af projektet, altså at protokollere behandlingen, så vi ender med at få evidens – det er jo den dybere hensigt med Folketingets mærkelige beslutning.

Det er trods alt uhyre vigtigt at få myten om cannabis’ potentiale aflivet – eller bekræftet. Det er også et ansvar, som læger må påtage sig - at finde ud af, om patienternes håb er ubegrundet.

For nogle år siden fik et dagblad antændt kræftpatienters håb om helbredelse - at de kunne komme i effektiv behandling i Kina. En ung kvinde kom på forsiden – hun var på mirakuløs vis blevet helbredt, efter have fået en dødsdom af det danske sundhedsvæsen. Det fik andre kræftpatienter til at kigge den vej.

Men dengang gik Kræftens Bekæmpelse og alle relevante læger ind i arbejdet med at finde sandheden. Man kunne ikke på forhånd afvise, at kineserne kunne noget, vi ikke kendte til. Det viste sig, at behandlingen derude var ugennemtænkt, og kvinden, som ellers blev beskrevet som helbredt, døde kort tid efter.

Lægernes indsats dengang begravede det kinesiske alternativ, men kun fordi de undersøgte tingene på deres præmisser. Det blev afgørende, at kinabehandlingerne skulle belyses fordomsfrit og med størst mulig dokumentationskraft.

Cannabis-alternativet kunne blive håndteret på samme måde.

About the Author

Kristian Lund

Kristian Lund

Kristian Lund er redaktør på Sundhedspolitisk Tidsskrift, tidligere chefredaktør på Dagens Medicin og en af landets mest vidende debattører på sundhedsområdet.

Nyheder fra Medicinske Tidsskrifter

Hæmatologisk Tidsskrift