Umuligt ikke at holde af tanken om DANNOAC, men....

Skrevet d. 05. maj 2017 i kategorien Prioriteringer

Bare for en god ordens skyld. DANNOAC er et respektindgydende projekt, ambitionerne er gode og tårnhøje, og det kan placere Danmark på verdenskortet, når det gælder store kliniske studier.

Folkene bag projektet skal også roses. Det er sjældent, at sådanne idéer får liv i Danmark, og det er kun lykkes på grund af projektmagernes ildhu, deres gode netværk og så selve visionen.

Men der er et problem, og det er stort: Som det ligger lige nu, så omfatter designet ikke, at patienterne skal give informeret samtykke. Det er ikke i orden, og på det punkt kan dér ikke være genveje.

Forleden skrev jeg en klumme om udsigterne for et landsdækkende DANNOAC, og på det punkt er jeg ikke optimistisk. Den vurdering var baseret på research af, hvor regionerne er på vej hen. Researchen viste, at den alvorligste hindring er etikken i projektet, både hvad angår at informere patienterne, men også økonomien, vel at mærke den som patienterne skal opleve.

Klummen beskrev en forudsigelse, ikke et ønske.

Hvis det handler om ønsker på vegne af DANNOAC, så kan man kun håbe, at parterne kan flikke en løsning sammen, som løser alle problemerne, og det gælder ganske særligt etikken - og dér er det afgørende, at patienterne deltager med samtykke, underskrift og hele pibetøjet. Der er ingen anden udvej.

For de fire regioner er det også et issue, at de ikke vil betale regningen, der opstår, når patienter, som kunne være kommet i behandling med et lægemiddel til en lavere pris, på grund af DANNOAC skal sættes i behandling med en dyrere medicin. Ser man på de samlede omkostninger for regionerne, så er det imidlertid sandsynligt, at de kan spare lidt penge på DANNOAC, fordi lægemidler med høje priser vil blive givet til færre patienter i DANNOAC end det er tilfældet lige nu. Det forandrer bare ikke, at de enkelte patienter, som kunne være sat i behandling med et billigt produkt, selv skal betale for det dyre produkt. Det er heller ikke i orden. Men det problem kan måske ryddes af vejen, hvis medicinen blev udleveret fra hospitalerne og til ens priser. Så ville regionerne kunne betale den dyre medicin med besparelsen fra de billige. Så skal sygehusapotekerne pludselig lege almindelige apoteker. Men det kan måske godt lade sig gøre, selvom apotekerne nok vil slå sig i tøjret.

Der kan altså, hvis viljen er der, repareres på DANNOAC. Men så længe problemet med samtykket ikke er løst, virker det ikke sandsynligt, at projektet bliver landsdækkende.

About the Author

Kristian Lund

Kristian Lund

Kristian Lund er redaktør på Sundhedspolitisk Tidsskrift, tidligere chefredaktør på Dagens Medicin og en af landets mest vidende debattører på sundhedsområdet.

Leave a comment

Please login to leave a comment. Optional login below.