Årets magtliste: Hvor havde dommerne deres hoveder

Skrevet d. 25. juni 2017 i kategorien Politik

Bent Hansen tog igen prisen som sundhedsverdnens mest magtfulde, da Dagens Medicin offentliggjorde dette års magtliste. Det skal være ham velundt – han er en sand gigant.

Men sjovt nok udkommer Berlingske næsten samtidig med sin top 100 over de mest magtfulde i Danmark, og tænkevækkende er det, at der bortset fra netop Bent Hansen på en 29. plads stort set ikke er gengangere mellem de to lister. Sundhedsverdenen er stort set ikke repræsenteret blandt landets sande magthavere – og derfor kunne man ondskabsfuldt kalde Dagens Medicins liste for afmagtslisten.

Dagens Medicins liste over sundhedsverdnens mest magtfulde er da også et studie i skuffelser.

Bent Hansen opnår sin førsteplads straks efter han har landet den mest skuffende økonomiaftale i mands minde. Det er Bent Hansens sidste år som formand for Danske Regioner, og utvivlsomt satsede han på at runde sit virke af med det stik modsatte.

Men regeringen gav ham en begmand af de større, også fordi man kunne henvise til regionernes pinagtige udnyttelse af det nye scanner-materiel, hvilket blev afsløret i en konsulentrapport. Det er en skamplet på det danske sygehusvæsen, at regionerne ikke har magtet at anvende denne enorme investering maksimalt. Og den rapport må have påvirket forhandlingerne og kostede måske Danske Regioners en halv mia. kr. i økonomiforhandlingerne.

2017 blev også året, hvor Bent Hansen satte sit Medicinrådsprojekt i søen, og det er ikke just kommet godt fra land. Hidtil er alting gået op i habilitetsskænderier og organisatoriske problemer, og alt tyder på, at patienterne kommer til at betale prisen for et projekt, som forsinker godkendelsen af vigtig medicin. Langsomt går det op for offentligheden, at projektet på mange måder er grebet amatøragtigt an. Det ser end ikke ud til at det kan træffe fagligt forsvarlige beslutninger. Det kan blive underholdende, når statsrevisorerne på et tidspunkt kaster sig over denne håndtering.

Lars Løkke Rasmussen bliver nr. 2 på Dagens Medicins liste – men er jo reelt nr. 1, hvilket nok gør for ondt på en dommerkomite, hvor samtlige medlemmer kommer fra sundhedssektoren selv. Det er ikke desto mindre tydeligt, at regionerne lever på statsministerens nåde, og at han trækker trådene, der afgør, hvad der skal ske på sundhedsområdet.

Allerede på 3. pladsen dukker den næste store overraskelse op – eller rettere forbløffelse. Sophie Hæstorp Andersen dukker op på bronzepladsen efter et veritabelt rædselsår for hende med veldokumenteret kritik at 1813-tjenesten og midt i et skandaleramt Sundhedsplatformsprojekt. Senest dokumenterede Hovedstadsregionen sin manglende føling med patienterne, da Sophie Hæstorp Andersens region ene af alle besluttede at gennemføre DANNOAC projekt uden at insistere på informeret samtykke fra regionens patienter, mens en række patientsager på det akutte område, har afsløret en rædselsfuld ledelsesmoral.

Sophie Hæstorp Andersen skal være glad for, at medierne i Danmark har så lidt forstand på sundhedsvæsenets mere komplicerede spørgsmål – ellers havde hun med garanti fået sine ører i maskinen med denne rolle i DANNOAC, og hun er dog storfavoritten til at overtage Bent Hansens formandspost.

På 6. pladsen dukker Sophie Løhde så op – og man spørger sig selv om, hvor medlemmer af denne dommerkomite har gemt deres hoveder. Hvad laver den tidligere sundhedsminister dér? – hun burde jo slet ikke være på listen. Den må være kortsluttet.

Til gengæld har dommerkomiteen nærmest dokumenteret sin uvidenhed ved at stemme den aktuelle sundhedsminister, Ellen Thrane Nørby, ind på 21. pladsen, og hun tegner ellers til at blive gevinst for sundhedsvæsenet. Superbegavet, engageret, arbejdsom og velfungerende. Men nej, selvom alene hendes formelle indflydelse burde placere hende i top 10, så placerer dommerkomiteen hende uden for top 20. Det er ærligt talt pinligt ude af trit med virkeligheden.

Sundhedsdirektøren Svend Hartling, som er indeni alt, der foregår i Hovedstadsregionen, taber nogle pladser og lander på en 11. plads. Det er ikke desto mindre bedre end alle hans kollegaer i de andre regioner. De klarer ellers deres opgaver stille, roligt og effektivt, mens Svend Hartling ikke kommer nogen vegne med sine opgaver, og det sker bestemt ikke stille og roligt.

I år dukkede patientinteresserne op i top 5. Leif Vestergaard fra Kræftens Bekæmpelse er den første, der gennembryder den psykologiske grænse, og det er bestemt fuldt retfærdigt. Direktøren for Kræftens Bekæmpelse leverer en forbilledlig indsats, og han har dyb viden og et udbredt kontaktnet. Hans lillebror i Danske Patienter, Morten Freil, dukker også op blandt de øverste 25, og det er såmænd også retfærdigt.

Men de patientforeninger, som har skabt Morten Freils forening, Danske Patienter, burde nok reflektere over, hvad de her har sat i søen. Hverken Hjerteforeningen, Diabetesforeningen eller Lungeforeningen har kunnet mave sig ind på i top 100, hverken med deres direktører eller deres formænd. Derimod har Kræftens Bekæmpelse ikke bare sin aktuelle formand, Dorthe Crüger, hospitalsdirektør på Sygehus Lillebælt, højt placeret på listen, men også den tidligere formand Frede Olesen.

I dag må man derfor konstatere, at patienternes magt alene er knyttet til Kræftens Bekæmpelse og Danske Patienter -  som i øvrigt på mange måder er en filial af førstnævnte - hvorimod alle andre effektivt holdes væk fra indflydelse. Det er – for at sige det mildt – et demokratisk problem.

Til gengæld kommer sundhedsvæsenets lønmodtagerorganisationer ud med forbløffende og også dybt mærkværdige topplaceringer. I spidsen for dette særlige felt kommer Andreas Rudkjøbing, formanden for Lægeforeningen, som denne dommerkomite stemmer ind på 10. pladsen. Mærkeligt, han er da den mindst interessante formand for lægeforeningen i mands minde. Han har ikke skaffet lægerne mange resultater i sin tid, ikke mindst, fordi han foreløbig ikke har haft modet til at stille op for fagligheden, men som regel lægger sig fladt ned, når han er oppe i mod regionerne. Til gengæld har han været dygtig til at skabe alliancer med alle mulige andre organisationer. Det ser sikkert godt ud på papiret, men det har endnu ikke ført til resultater.

Formanden for DSR, Grete Christensen, lander på en 13. plads, og det er intet mindre end ufatteligt. DSR har da ikke skabt resultater på vegne af sundhedsvæsenet i mange, mange år. DSR er en lønmodtager organisation, slet og ret, og ovenikøbet med umanerligt dårlige resultater bag sig, og Grete Christensen har aldrig fået ørenlyd dér, hvor sundhedspolitikken formuleres. Mærkeligt at hun kan opnå så høj placering.

Så får Dennis Kristensen fra FOA straks en mere velfortjent placering som nr. 14. Han kæmper faktisk og med retorisk begavelse for forbedringer, især inden for psykiatrien. Hvem kan huske, hvornår Andreas Rudkjøbing og Grete Christensen meldte sig ind i den kamp for alvor.

PLO’s formand, Christian Freitag, springer mange pladser frem til en 21. plads (som deles med vores sundhedsminister). Der kommer han nu nok til kort, men hans avancement er fuldt fortjent. Her er nemlig en lægeformand som aktivt arbejder for at promovere sine medlemmers faglighed, og samtidig kæmper for kravene på vegne af sine medlemmer.

Direkte pikant bliver magtlisten, når man ser på dem, der ikke er på den. I mange år har konsulentforetagendet Implement Consulting Group gjort sin indflydelse gældende på det danske sundhedsvæsen. Her en om muligt en grå eminence på sundhedsvæsenet, men det har denne dommerkomité ikke opdaget. Til gengæld sidder Lars Muusman, som er en konkurrent til Implement med i dommerkomiteen, og hans foretagende er fjernt fra indflydelse.

På kommunikationsområdet stemmes Dagens Medicins chefredaktør Nicolai Döllner ind på 32. pladsen, et kæmpespring fra 51. pladsen i 2016, sikkert velfortjent, mens Politikens chefredaktør, Christian Jensen, klemmer sig ind på 60. pladsen, 28 pladser bagefter redaktøren for Dagens Medicin. Maria Rørbye Rønn, generaldirektør for DR, stemmes ind som nr. 96, 64 pladser bagefter redaktøren for Dagens Medicin. Men andre mediefolk er der ikke, ikke TV2 og heller ikke Altinget, som ellers fylder stadigt mere på sundhedsområdet, velsagtens mere end Politiken.

Heller ikke konsulenterne er med. LEAD, som er blevet en stor spiller som rådgiver for aktørerne på sundhedsområdet har fået plads i det fine selskab. Senest gennemførte LEAD stort set alle de store arrangementer på sundhedsområdet på Folkemødet – i konkurrence med Dagens Medicin.

Sådanne magtlister er aldrig komplette. Men Dagens Medicins liste har for mange fejl og blandt dem er nok, at dommerkomiteen har for mange dagsordner. Den er ikke konstrueret til at have et uhildet syn på sundhedsverdnens magthavere.

About the Author

Kristian Lund

Kristian Lund

Kristian Lund er redaktør på Sundhedspolitisk Tidsskrift, tidligere chefredaktør på Dagens Medicin og en af landets mest vidende debattører på sundhedsområdet.

Leave a comment

Please login to leave a comment. Optional login below.